Øland får nye franske muskler

Øland får nye franske muskler

Øland får nye franske muskler

Øland skifter til nye franske ejere. Den danske specialist inden for ventilation, brandsikring og teknisk isolering bliver en del af franske Airvance Group og kommer dermed under vingerne på en europæisk sværvægter med det samme faglige fokus og høje kompetenceniveau på sit felt.

Efter 18 år under franske Saint-Gobain bliver Øland nu en del af Airvance, der med hovedsæde i Lyon og produktion i flere lande er blandt Europas førende virksomheder inden for ventilation og teknisk brandsikring.

Samtidig med opkøbet af Øland overtager Airvance også Ølands søsterselskaber i Sverige og Norge, Bevego og Ventistål og styrker dermed sin position i Norden markant. Alene i Danmark får Airvance tilført 200 medarbejdere med specialiserede kompetencer inden for ventilation, brandsikring og teknisk isolering.

Airvance har hidtil kun været repræsenteret i Norden gennem et mindre handelsselskab i Danmark. Med opkøbet får koncernen adgang til 64 butikker i Norden samt produktion i alle tre lande.

For Øland er det nye ejerskab et stærkt strategisk og fagligt match. Airvance er en ambitiøs virksomhed, der bygger på specialistviden, høj produktionskapacitet og kundeservice, hvilket også er grundpillerne i Ølands forretning.

Vi glæder os til at blive en del af en stærk europæisk koncern med fuldt fokus på samme fagområde som os. Vi er kommet rigtig langt i Øland og har opbygget en stærk position i markedet. Sammen med Airvance får vi endnu bedre muligheder for at udvikle os og styrke vores kompetencer yderligere, siger administrerende direktør i Øland, Carsten Madsen.

Airvance er en familieejet virksomhed, som gennem de seneste ti år er vokset fra en omsætning på omkring 100 millioner euro til over én milliard euro. Koncernen producerer fra flere europæiske fabrikker og har datterselskaber i 15 lande.

Selvom Øland ser frem mod næste kapitel, ser virksomheden også positivt tilbage på tiden i Saint-Gobain.

Vi vender tilbage til rødderne og den familieejede kultur, Øland selv er rundet af, men vi er samtidig meget tilfredse med de 18 år, vi været en del af Saint-Gobain. Det har været en periode med stor udvikling for os, hvor vi er vokset markant og har styrket vores position på markedet, siger Carsten Madsen.

Øland beskæftiger i dag omkring 200 medarbejdere og har afdelinger i Brøndby, Odense, Vejle, Aarhus og Thorsø samt en ny fabrik i Kliplev. Virksomheden har gennem årene udviklet sig fra klassisk ventilationsvirksomhed til i dag at være Danmarks eneste komplette systemleverandør inden for områderne ventilation, brandsikring og teknisk isolering.

Carsten Madsen, Øland
Find Leverandører inden for Ventilation her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Cookie-indstillinger