Schneider Electric – Europa skal elektrificere sig ud af energikrisen
Schneider Electric – Europa skal elektrificere sig ud af energikrisen
Schneider Electric opfordrer EU til at fremskynde energieffektivisering og elektrificering med fem politiske indsatsområder.
Fire år efter lanceringen af REPowerEU er Europa fortsat udfordret af høje energipriser og stor afhængighed af importerede fossile brændsler. Derfor opfordrer Schneider Electric nu EU til at gøre op med status quo og præsenterer fem nye anbefalinger til hurtigt at accelerere energieffektivisering og elektrificering som den eneste skalerbare, lokale og robuste løsning på de fortsatte udsving i energipriserne.
”Opfordringen til at prioritere energieffektivisering og elektrificering er lige så relevant i dag, som den var for fire år siden. Løsningerne har ikke ændret sig. Alligevel er Europa gået fra den ene energikrise til den næste uden at gøre de nødvendige fremskridt for at beskytte virksomheder, husholdninger og industri mod prisudsving og høje energiomkostninger. Selvtilfredshed er Europas største energirisiko. Planer om at subsidiere energiomkostninger er et plaster på såret og utilstrækkelige på lang sigt. Europa har brug for strukturelle forandringer, der fremmer udbredelsen af rene teknologier, så virksomheder og husholdninger ændrer deres energiforbrug varigt. Vi har brug for politikker, der understøtter et energisystem bygget i Europa, for Europa,” siger Laurent Bataille, Executive Vice President, Europe Operations hos Schneider Electric.
De globale energipriser forventes at stige med 24 procent i år. Det er den største stigning siden 2022, og her er Europa særligt sårbar, fordi energipriserne typisk ligger to til fire gange højere end i andre store regioner.
På den baggrund slår Schneider Electric nu til lyd for, at beslutningstagere stopper med at betragte energieffektivisering og elektrificering som klimatiltag alene. I stedet bør de ses som Europas mest skalerbare, lokale energiressourcer. Ifølge Schneider Electric Sustainability Research Institute har en hurtigere indsats på disse to områder potentiale til at frigøre mindst 250 milliarder euro årligt frem mod 2040 ved at reducere energiforbruget, mindske afhængigheden af fossile brændsler og styrke Europas konkurrenceevne.
Europa er stadig strukturelt sårbar
EU importerer næsten 60 procent af sit energiforbrug, hvilket i 2025 kostede 336,7 milliarder euro. Det gør virksomheder, offentlige institutioner og borgere sårbare over for volatile globale energimarkeder og geopolitiske chok.
Udfordringen gælder hele Europa – også Danmark. Selvom vi herhjemme er langt fremme på vedvarende energi, halter elektrificeringen af det samlede energiforbrug fortsat efter potentialet. Det understreger, at vedvarende elproduktion ikke i sig selv er nok. Hvis Europa og Danmark skal mindske afhængigheden af fossile brændsler, kræver det politiske rammer, der gør det lettere at elektrificere bygninger, industri og transport.
“Danmark skal vise, at den grønne omstilling ikke stopper ved produktionen af vedvarende energi. Så det er positivt, at Danmarks nye regering har sat øget elektrificering højt på dagsordenen. Elektrificering er ikke kun afgørende for den grønne omstilling, men også for vores forsyningssikkerhed og konkurrencekraft, fordi den reducerer afhængigheden af importerede fossile brændsler. Men ambitionerne skal også omsættes til konkrete rammer, der gør det lettere og mere attraktivt for dansk industri at vælge elektriske og energieffektive løsninger. Hvis vi ikke får accelereret den udvikling nu, risikerer vi at fastholde et unødigt højt fossilt energiforbrug – også i lande, der ellers ser grønne ud på papiret,” siger Sofie Irgens, administrerende direktør for Schneider Electric Danmark.
Men udfordringen kan ikke kun løses nationalt. Europas energisikkerhed og konkurrenceevne afhænger af, at medlemslandene prioriterer energieffektivisering og elektrificering på tværs af grænserne. Derfor opfordrer Schneider Electric EU-Kommissionen og medlemslandene til at prioritere fem politiske indsatsområder:
- Udrul energieffektive løsninger med kort tilbagebetalingstid
Schneider Electric efterlyser støtteordninger og incitamenter, der hjælper virksomheder med at skalere dokumenterede energieffektive løsninger, som kan reducere energiforbruget inden for få måneder.
Bygninger: Rentefrie lån til udbredelse af intelligente styringssystemer og energiledelse, der optimerer varme, køling, ventilation og belysning i realtid. Det kan reducere EU’s samlede energiforbrug med 5-6 procent.
Industri: Målrettet støtte, særligt til SMV’er, til energistyringssystemer og lav- eller nulomkostningstiltag, der over tid kan føre til besparelser på op til 30 procent.
- Implementér eksisterende EU-lovgivning om energieffektivitet og bygninger hurtigt og konsekvent
Schneider Electric opfordrer til fuld og hurtig implementering af energieffektivitetsdirektivet (EED) og bygningsdirektivet (EPBD), så lovgivningen kan levere konkrete energibesparelser på kort sigt. Det gælder blandt andet hurtigere udrulning af Building Automation and Control Systems (BACS), som kan levere 450 TWh årlige energibesparelser, reducere CO2-udledningen med 64 millioner ton og sænke energiregningerne med 36 milliarder euro.
- Accelerér elektrificeringen med målrettede incitamenter
Selvom der produceres mere vedvarende elektricitet, er store dele af energiforbruget endnu ikke elektrificeret. Så længe opvarmning, transport og industri fortsat er afhængige af gas, olie og benzin, er Europa udsat for importerede energikilder og svingende priser.
Schneider Electric opfordrer blandt andet til:
- En markant opskalering af varmepumper, som er tre til fem gange mere effektive end gasfyr, med et mål om én million installationer om året inden 2030.
- Hurtigere elektrificering af transport gennem målrettede incitamenter, blandt andet til elektrificering af virksomheders bilflåder.
- Brug skatter og finansiering til at flytte efterspørgslen fra fossile brændsler til ren elektricitet
Schneider Electric opfordrer beslutningstagere til at gøre elektrificering økonomisk attraktivt ved at:
- Reducere afgifter på elektricitet, hvor det er muligt.
- Omdirigere og forenkle adgangen til offentlig finansiering, herunder midler fra Recovery and Resilience Facility og ETS-indtægter.
- Begrænse midlertidige subsidier til gaspriser, da de risikerer at forsinke investeringer i renere energiløsninger.
- Frigør potentialet i egenproduktion, fleksibilitet og intelligente elnet
Schneider Electric peger på behovet for at fjerne barrierer og skabe incitamenter til fleksibilitet, lagring og digitalisering, som kan reducere spidsbelastning og systemomkostninger.
Prioriteterne omfatter:
- Bygnings- og industrifleksibilitet gennem solceller på tage, energilagring, digitale styringssystemer og demand response.
- Hurtigere udrulning af intelligente målere med fokus på funktionalitet, realtidsdata og interoperabilitet.
- Mere digitale elnet og smartere netplanlægning, herunder teknologier, der øger kapaciteten i eksisterende net.






