Ny LED-pendel med rekordhøj lysstyrke

Dette billede illustrere Ny LED-pendel med rekordhøj lysstyrke

Vi ved jo egentlig, at det er en god idé at vælge belysning med
så lille strømforbrug som muligt. Alligevel har mange private og
virksomheder stadig lyskilder, der unødigt sluger den ene
kilowatttime efter den anden. 

Hos Allan Hansen Automobiler i Daugård har man taget det grønne
skridt fuldt ud og netop ibrugtaget en ny tilbygning med pendlen
LED High Bay, som med en styrke på 160 lumen per watt er markedets
mest lyseffektive.

– I forhold til en traditionel pære på 400 watt bruger de nye
LED High Bay-lamper kun 135 watt på at give den samme lysintensitet
på 21.600 lumen. Den samme effekt kan altså nås med en brøkdel af
det hidtidige energiforbrug, og det betyder i det her tilfælde en
tilbagebetalingstid på cirka trekvart år på merinvesteringen i
forhold til en traditionel løsning, fortæller Henrik Grundholm fra
den vejlensiske belysningsvirksomhed Lumiere, der har stået for
leverancen.

Lumiere er den eneste virksomhed, der tilbyder de nye og
energivenlige lamper på det danske marked. LED High Bay fås i fem
varianter fra 35 til 135 watt og holder sig med et specielt
kølingssystem altid under 45 grader.

Lavere udgifter og grønnere profil

Hos bilforhandleren er ejerleder Allan Hansen ikke i tvivl om,
at den nye tilbygning og belysning kommer til at gøre en forskel
for bilsalget. – Vi har allerede på meget kort tid oplevet en
forskel for vores salg. Der bliver solgt flere biler, efter vi har
taget tilbygningen i brug. Det skyldes jo de nye omgivelser,
herunder blandt andet belysningen, der præsenterer vores biler på
en attraktiv måde, forklarer bilforhandleren.

For Allan Hansen har det været afgørende, at firmaet på én gang
har kunnet minimere de løbende driftsudgifter og opnå en grønnere
profil.

Besparelse for mange

Ifølge Henrik Grundholm er den nye LED-lyskilde relevant for
mange forskellige typer virksomheder, som kan få dækket deres
funktionelle belysningsbehov på en god måde og samtidig opnå store
besparelser på elregningen.

– Lampen er anvendelig i supermarkeder, på lagre og i de fleste
andre bygninger, der har brug for en effektfuld belysning fra
pendler. Der er rigtig mange, der endnu ikke har udnyttet deres
muligheder for besparelser. Ud over strømbesparelsen har den
enkelte pære en meget længere levetid, og det sparer også penge. I
eksempelvis et bilhus kræver det jo, at hele hallen tømmes for
biler, inden man kan skifte pærerne, forklarer lysmanden. Han
oplyser, at LED-lyskilden har en levetid på 50.000 timer mod en
gammeldags kviksølvpæres 8.000-10.000 timer.

Lumiere forventer stor efterspørgsel efter den nye pendel i den
kommende tid, og en række andre virksomheder har allerede vist
interesse i kølvandet på installationen hos Allan Hansen
Automobiler

Cookie-indstillinger