Nordjysk energipioner satser globalt med ny tysk eneejer

Dette billede illustrere Nordjysk energipioner satser globalt med ny tysk eneejer

Den tyske industrikoncern Fischer Group overtager alle aktier i
SerEnergy A/S fra stifterne, direktør Anders Korsgaard og teknisk
direktør Mads Bang, og Aalborg Universitet, som har haft en andel i
virksomheden siden starten i 2006. Fischer Group GmbH har været med
som underleverandør og aktionær siden 2011, men i den nye rolle som
eneejer forpligter det tyske selskab sig til at investere massivt i
udrulningen af den danskudviklede teknologi.

Rustfrie elmotorer finder du her

– Gennem den seneste tid har vi overvejet, hvordan teknologiens
enorme potentiale bedst udnyttes, så vi bringer virksomheden til
det næste niveau. Det bliver en kapitalkrævende proces, men Fischer
Group er fast besluttet på at stille de nødvendige investeringer
til rådighed over den kommende årrække. I den fase drives
partnerskabet bedst med én stærk ejer. Det har været en svær
beslutning, men det er det rigtige for virksomheden, og det er det
rigtige for os som stiftere og iværksættere, siger Anders
Korsgaard.

Lang tur fra lab til verdensmarkedet

Direktør Niels Maarbjerg Olesen fra AAU Innovation er enig i
beslutningen, og stolt over at den er mulig:

– For os er SerEnergy et fantastisk eksempel på, at teknologi
fra vores laboratorier har dannet grundlag for en grøn
vækstvirksomhed, der nu er klar til næste store skridt i
kommercialiseringen.  Det har været en lang proces, hvor vi
som tålmodig investor har haft mulighed for at støtte op via vores
inkubatorordning og et sammensurium af andre værktøjer, mens
teknologien blev modnet. Energistyrelsens teknologiske
udviklingsprogram EUDP har også bidraget ved at satse langsigtet på
dansk brændselscelleteknologi, siger Niels Maarbjerg Olesen.

Svar på alle hvis’erne

Timingen i beslutningen hænger sammen med, at en række
usikkerheder nu er ryddet af vejen. SerEnergy er klar med en ny
generation af brændselsceller, hvor virkningsgraden er markant
forbedret, og tidligere leverandørproblemer i produktionen er løst
ved at tage opgaver hjem i samarbejde med Fischer Group.

– Vi har fået styr på teknologisiden og produktionen, og vi er
blevet meget klogere på, hvad det er for kunder, vi skal satse på,
efter at vi har været ude og sælge til alle mulige forskellige
markeder, opsummerer direktør Anders Korsgaard.

Konsekvensen er, at SerEnergy nu går målrettet efter at være
konkurrencedygtigt metanoldrevet alternativ til travle
dieselforbrugende anlæg, der udleder en masse CO2. Det gælder fx
dieselgeneratorer, som leverer strøm til telemaster uden
forbindelse til det centrale elnet i tredjeverdenslande.

– Det er en tommelfingerregel, at hver dieselgenerator udleder
CO2 svarende til 100 personbiler, fordi de er i gang 12-24 timer i
døgnet. Så skiftet til mere effektive brændselsceller, der kører på
metanol, giver store besparelser, og det bringer
tilbagebetalingstiden helt ned på et-to år. Tilsvarende er busser
og andre kommercielle køretøjer, der er på vejene mange timer i
døgnet, et oplagt marked, fordi tilbagebetalingstiden bliver
kortere. Det gælder også skibsfarten, hvor der er store problemer
med at overholde kravene om at begrænse emissionerne af NOx og
partikler, fortæller Anders Korsgaard.

Personbilerne kommer – men senere

På sigt vil SerEnergy stadig gerne forfølge den oprindelige
målsætning om at levere brændselsceller til privatbiler. Men uanset
om man kigger på miljø eller økonomi, giver det bedre mening at
satse på de andre markeder først.

– Der er både mere “red verden” og “red økonomien” over at gøre
det på den her måde. Dieselgeneratorer til telekommunikation i
Indien eller mineventilation i Sydafrika bruger så enormt meget
diesel, at det er 100 procent rentabelt at skifte, samtidig med at
vi fortrænger meget mere CO2, end vi kunne gøre på vejene
herhjemme. Når brændselsceller så kommer ned i en tiendedel af den
pris, de har i dag, kan vi begynde at putte dem i personbiler i
stort tal. Vi skal gennem nogle flere udviklingstrin, før det er
samfundsøkonomisk fornuftigt, men det skal nok komme, lover Anders
Korsgaard.

Fakta:

• SerEnergy blev stiftet i 2006 af Anders Korsgaard og
Mads Bang, som begge er tidligere forskere fra Aalborg Universitet
Institut for Energiteknik. Virksomheden har hovedkvarter i Aalborg
og beskæftiger i dag over 30 medarbejdere.
• SerEnergy udvikler og producerer såkaldte højtemperatur
PEM-brændselsceller, der kører på metanol (“træsprit”). Metanol er
det billigste og mest effektive syntetiske brændstof, og det koster
mange steder i verden væsentligt mindre end diesel og benzin.
• En 5 kW brændselscelle fra SerEnergy kan i dag købes for omkring
150.000 kroner, men det beløb ventes at falde markant de kommende
år, i takt med at udbredelsen vokser. Økonomien i at bruge
brændselsceller er allerede kraftigt forbedret, fordi
virkningsgraden er gået fra godt 30 procent til 45 procent i den
nye generation af brændselsceller fra SerEnergy.
• Fischer Group GmbH med hovedsæde i Achern i Schwarzwald-regionen
i det sydvestlige Tyskland blev stiftet I 1969 og har i dag egne
aktiviteter i otte lande, tilknyttede selskaber i 20 lande og i alt
godt 1500 ansatte. Hovedaktiviteten er volumenproduktion af rør og
andre emner i rustfrit stål og specielle metallegeringer.
Produkterne havner i en lang række brancher lige fra bil- og
luftfartsindustri til forbrugerelektronik og
medicinalvareproduktion.
• Direktør Anders R. Korsgaard, SerEnergy, tlf. 2895 9115.
• Direktør Niels Maarbjerg Olesen, AAU Innovation, Aalborg
Universitet, tlf. 4085 8522.

LÆS også: Alfa Laval indleder samarbejde med IR Parts ApS
Nordjysk energipioner satser globalt med ny tysk eneejer's Firmaprofil
Cookie-indstillinger