ABB – Britisk busselskab introducerer hurtigladerteknologi til elbusser
ABB har vundet en kontrakt om levering af buslade-infrastruktur til en flåde af Volvo-elbusser i England, der fra 2018 skal drives af det engelske busselskab Transdev Blazefield. ABB skal levere tre HVC 300P-ladestationer og en understation til installation på en busstation, der opererer i Harrogate, en historisk spa-by i det nordlige England.
Kontrakten er af stor betydning, da det er det første elbusprojekt i Storbritannien, der anvender OppCharge-teknologi (opportunity charging), hvor busser oplades, mens de holder ved busstoppestedet.
– Opladerne fra ABB kommer til at spille en vigtig rolle i Transdevs langsigtede vision om at gøre Harrogate til en lav-emissions busby, der benytter elbusinfrastruktur i verdensklasse. I sidste ende drejer det sig om at reducere emission, øge mobiliteten og skabe et bedre miljø på tværs af Harrogate og videre ud, siger Alex Hornby, administrerende direktør i Transdev Blazefield.
Opladningen tager kun tre til seks minutter. Innovationen er den nyeste teknologi, som Transdev Blazefield har introduceret, for at reducere emission og forbedre oplevelsen af at køre i bus. Ud over at indføre emissionsfri offentlig transport kan størrelsen af batterierne om bord på elbusser reduceres ved hjælp af den nye OppCharge-teknologi. Dette reducerer bussernes samlede vægt og forbedrer dermed energieffektiviteten.
– Projektet som bygger på vores seneste succeser i flere andre lande introducerer OppCharge-interfacet i Storbritannien. Denne udvikling bidrager til at fremskynde implementeringen af elbusser yderligere, fordi det er muligt at anvende samme opladningsudstyr til forskellige busmærker, siger Daan Nap, Global Sales Director for Electric Bus Charging hos ABB.
Busserne opretter automatisk forbindelse til ABB’s HVC 300P ladesystem, som anvender pantografteknik, monteret på ladestanderen og oplader via bussens indbyggede strømaftager. En væsentlig fordel er, at HVC 300P-enhederne er kompatible med OppCharge-interfacet, hvilket betyder at ladeteknologien kan anvendes til andre modeller og mærker af elbusser som anvender lejlighedsvis ladning.






