Zebicon – Fra matematikbog til virkelighed
Brødkrummer, müslibarer og pølsehorn har endnu gang gjort sit indtog i Billund-virksomheden Zebicons mødelokale. Sammen med 20 skoleelever fra 6.a på Billundskolen, der for tredje gang var på besøg hos virksomheden som del af et adoptionsprogram mellem folkeskolen og industrien.
Fokus på målestoksforhold og ligedannede figurer
Dagens tema var målestoksforhold og ligedannede figurer, som klassen for nyligt har haft som emne i matematik. Zebicon perspektiverede matematikundervisningen ved at introducere eleverne til tekniske tegninger, 3D scanning og målsætning. Udover præsentation og demonstration, var dagen krydret med regne- og opmålingsopgaver til eleverne, alt sammen med udgangspunkt i målestoksforhold og anvendelse af dette i industrien.
Elev i 6.a Agnes Marie Thesbjerg fortæller: ”Dagen har givet rigtig meget mening i forhold til det, vi har haft i matematikbogen. Den har også været med til at understrege, hvad det egentlig er de laver hos Zebicon.”
Nærværende undervisning
Koblingen mellem matematikbogen og virkeligheden gør undervisningen nærværende på en ny måde, mener de to lærere Anne Kjærgaard og Janni Skott Sigtenbjerggaard. Samtidig får eleverne genopfrisket, det de har lært, og set det anvendt i en virkelig kontekst.
”Det er dejligt at dagen her hos Zebicon hænger sammen med det eleverne lærer i skolen, og at de kan forstå, hvorfor det er vigtigt at have kendskab til de forskellige matematiske modeller og regnemetoder.” Sådan forklarer matematiklærer Janni Skott Sigtenbjerggaard, der er vant til at skulle stå på mål for elevernes mange spørgsmål om relevansen i de matematiktemaer, de undervises i.
Adoptionsforløbet mellem Zebicon og klassen fra Billundskolen startede i marts 2018, hvor klassen var på besøg første gang og blev introduceret til virksomheden og 3D scanning. Siden hen er det blevet til yderligere to besøg med fokus på interview og avisartikler, samt dagens tema om målestoksforhold.






