Slamsugere
Slamsugere
Slamsugere: Effektiv håndtering af flydende affald
Slamsugere er en specialiseret maskine eller køretøj, der bruges til at fjerne og transportere flydende eller tyktflydende affald, der kaldes slam. Slamsugerens primære formål er at opsuge og tømme slam fra septiktanke, kloakker, afløbssystemer, spildevandsbehandlingsanlæg og andre lignende installationer.
En slamsuger er en lastbil, der er bygget til at suge mere eller mindre flydende produkter og væsker op i en tank. For det meste benyttes slamsugeren til at rense kloakker. Men en stor del af kørslen består også af kørsel med flydende affald fra industri og kemikalietransport. De fleste slamsugere medbringer også rent vand, så de kan spule et tilstoppet kloakrør rent.
![]()
Leverandører af Slamsugere:
JAC Kloak Teknik A/S

Mellemvang 10
4300 Holbæk
Tlf.: 21 84 96 96
E-mail: pa@jacas.dk
Peter Meyer A/S

Foldagervej 7
4623 Lille Skensved
Tlf.: 56 56 20 38
E-mail: post@meyer-as.dk
Mere viden om Slamsugere:
En typisk slamsuger består af en tank, der er konstrueret til at holde og opbevare det opsugede slam. Tanken er normalt forsynet med et vakuumsystem og en kraftig pumpe, der skaber et lavt tryk inde i tanken. Når slamsugeren positioneres over det ønskede område, f.eks. en septiktank, anvendes det lave tryk til at suge slammet gennem sugeslanger eller -rør og ind i tanken.
Slamsugeren er normalt udstyret med forskellige filtreringssystemer, såsom siler og separatorer, der adskiller faste stoffer fra væsken, inden den opbevares i tanken. Dette hjælper med at forhindre tilstopning af pumpen eller udledning af uønsket materiale.
Når slamsugeren er fuld, transporteres den til et egnet behandlingssted, hvor slammet kan behandles eller deponeres efter de gældende regulativer og procedurer. Behandlingen kan omfatte separation af væske og faste stoffer, kompostering, biologisk behandling eller bortskaffelse på en godkendt losseplads.
Slamsugere spiller en vigtig rolle i vedligeholdelsen af kloak- og spildevandssystemer samt i håndteringen af affald og spildevand. De bidrager til at opretholde sanitære forhold, forhindre forurening og sikre korrekt bortskaffelse af flydende affaldsmaterialer.
Revive viser Ronæs Entreprenørs nye bæredygtige slamsuger på Kloakmessen
Thomas Rasmussen, indehaver af Ronæs Entreprenør, og Jesper Hejselbæk, Country Manager i Revive Nordic, er yderst tilfredse med den “lille ny”, de sammen har udviklet.
Ergonomi, fleksibilitet og miljø er nøgleord for unik ny slamsuger, som Ronæs Entreprenør har skabt sammen med Revive, der sætter ældre anlæg på nye hjul
Når Kloakmessen 2026 slår dørene op i Fredericia, bliver det blandt andet med udstilling af en helt særlig slamsuger, som vestfynske Ronæs Entreprenør netop har fået leveret - opbygget efter et bæredygtigt koncept fra den irske virksomhed Revive.
Ronæs Entreprenør i Nørre Aaby har 33 medarbejdere og oplever stigende efterspørgsel på slamsugeropgaver. Firmaet købte sin første slamsuger i 2021 og råder nu over fire. Seneste skud på stammen er et køretøj, der kombinerer fleksibilitet, ergonomi og miljøhensyn på en måde, man ikke tidligere har set herhjemme.
- Den er fuldstændig custom-made til vores behov og til chaufføren, som har været med hele vejen i processen - også en tur i Irland under opbygningen. Vi har lagt vægt på ergonomi, fleksibilitet og kompakthed, så den kan arbejde i store byer som Odense. Den kan klare næsten alt i én kørsel, og det sparer både tid og mandskab, fortæller indehaver Thomas Rasmussen.
Bag løsningen står Revive, en fem år gammel irsk virksomhed, som har stor succes med at 'upcycle' ældre slamsugeranlæg.
- Vi tager ældre, men fuldt brugbare slamsugeranlæg, renoverer dem fra bunden og bygger dem op på nye lastbiler, komplet med moderne hydraulik, styring og udstyr. Det giver både en økonomisk besparelse og en CO2-besparelse via en stor reduktion i råmaterialer. Ikke mindst de store ståltanke er meget energitunge at producere. Resultatet er et anlæg, der fremstår som nyt, men er langt mere bæredygtigt, forklarer Jesper Hejselbæk, direktør i Revive Nordic.
Danmark er første trædesten i Europa
Den danske/skandinaviske afdeling - med serviceværksted i Greve og snart også Midtjylland - er tænkt som Revives første trædesten ud i Europa, oplyser Jesper Hejselbæk, som har mere end 30 års erfaring med konstruktion og udvikling af slamsugere.
På messen vil både Ronæs Entreprenør og Revive vise det nye køretøj frem og dele erfaringerne bag konceptet.
- Vi glæder os til at møde kloakmestre og entreprenører og vise, at der findes et grønt og fleksibelt alternativ til gængse slamsugere, som bliver mere og mere standardiserede. Mange firmaer står netop nu på vippen til selv at investere i en slamsuger fremfor at leje kapacitet ind, og dem vil vi selvsagt gerne have i tale, siger Jesper Hejselbæk.
Thomas Rasmussen supplerer:
- Vores chauffør kan næsten slet ikke være i sig selv af begejstring, og vi forventer, at maskinen kommer i drift meget snart. Det er en vigtig investering for os, og vi ser frem til at sætte ekstra fokus på slamsugere på Kloakmessen - både vores og andre lastvogns-slamsugere - for markedet bliver bestemt ikke mindre i fremtiden, fastslår han.
Kloakmessen 2026 finder sted den 29.-30. januar 2026 i MESSE C Fredericia.
Se mere på www.kloakmessen.dk.
SAMSON Agrolize suger fagfolk til på kloakmessen
Samson GK II 10, Karsten Kammer
Travl Viborg-virksomhed ser frem til kloakbranchens fag- og indkøbsmesse i januar
Når det regner på kloakmestrene, så drypper det blandt andet på Viborg-virksomheden SAMSON Agrolize, som er blandt udstillerne på 2026-udgaven af Kloakmessen i Fredericia.
Midtjyderne har opbygget en stærk niche med deres traktortrukne og kombinerede slamsugere/spulere, som både kan spule dræn og kloakker samt suge det beskidte vand og urenheder op igen.
- Vi sælger rigtig mange maskiner, vi bliver flere og flere medarbejdere, og kloakdelen er blevet en stadig vigtigere gren ved siden af landbrugsdelen. Vi har de seneste tre-fire år talt om, at nu topper det nok snart, men vi vedbliver med at få mere travlt, fortæller salgschef Karsten Kammer.
Han tilføjer, at "Made in Denmark"-skiltet er medvirkende til succesen:
- Vi svejser og producerer selv det hele fra bunden; tankene, opbygningerne og det hele. Og så customizer vi til kunderne, som gerne kommer forbi og følger processen undervejs. Den nærhed og mulighed for at skræddersy og tilpasse maskinerne til kundernes behov, er en vigtig faktor.
Seriøs og professionel messe
Ifølge salgschefen er Kloakmessen i Fredericia også 'medskyldig' i den store travlhed:
- Vi har været med fire-fem gange, og vi oplever det altid som en utrolig seriøs og professionel messe, hvor de rigtige fagfolk kommer, fastslår han.
Maskinerne i SAMSON GK-serien ligger mellem cirka én og fire millioner kroner, så det er ikke nødvendigvis sådan, at midtjyderne langer en håndfuld over disken i løbet af messen.
- Men det handler om kundepleje, om at vise flaget og skabe nogle kontakter, som så længere nede ad vejen måske fører til salg - og der er Kloakmessen rigtig vigtig for os, understreger Karsten Kammer.
I Fredericia vil man kunne opleve en af de store SAMSON GK-maskiner på standen, som nok plejer at kunne suge interesserede til - og så vil man blandt andet også kunne afprøve den nyeste software, som gør det endnu nemmere for operatøren at betjene maskinerne.
- Vi forventer nogle rigtig gode dage i Fredericia, hvor vi møder en masse eksisterende og nye kunder og får en god snak. Vi kan mærke fra år til år, at vi bliver mere kendte, og at vi har nogle kunder, som er rigtig gode ambassadører for os og peger kollegerne i vores retning, og det er vi selvsagt meget taknemmelige for. Så vi glæder os rigtig meget til at komme afsted, slutter salgschefen. Kloakmessen 2026 finder sted den 29.-30. januar 2026. Der er allerede 140 udstillere klar på listen, og udstillingsområdet sætter rekord med næsten 16.000 kvadratmeter.
Se mere på www. kloakmessen.dk.



