Avanceret gantryrobot med enkel betjening
Selv om robotter generelt er avancerede maskiner med højt
specialiserede funktioner, skal det helst ikke være raketvidenskab
at bygge eller betjene dem. Sådan er filosofien hos den fynske
virksomhed MRN A/S, der har udviklet robotten Robostacker. Bag det
navn gemmer sig en særdeles effektiv robot primært til pakning og
palletering. Faktisk er ordet ‘effektiv’ noget af en underdrivelse,
for Robostacker er unik på flere punkter. Det forklarer Mogens
Rasmussen, administrerende direktør i MRN A/S:
– Robostacker er meget fleksibel, fordi den kan monteres med
skinneføring på gulv, væg eller loft. Det giver slutkunderne nogle
flere valgmuligheder hvad angår placering og effektiv udnyttelse af
pladsen og indretningen af deres slutpalletering.
Lav vægt – stor fleksibilitet og
rækkevidde
Robostacker vejer markant mindre end andre palleteringsrobotter på
markedet.
Med sine 450 kilo vejer den kun tre gange mere end løfteevnen på
150 kilo. Det gør det nemt at montere den fx hængende over en
arbejdsfunktion.
Alligevel er Robostacker først og fremmest enkel. Enkel i sin
konstruktion, og ikke mindst enkel at betjene.
– Tanken bag er, at vores kunder ikke behøver at være
specialister i robotstyring for at betjene Robostacker. Det er også
meget vigtigt for os at sikre vores kunder den bedst mulige
support, siger Mogens Rasmussen.
Derfor har MRN A/S valgt at basere Robostacker på Schneider
Electric-komponenter fra ende til anden. Controller og servodrev er
PacDrive, betjening og opsætning af robotten klares via Magelis XBT
GT HMI-panel, og alle komponenter i robottens el-tavle er fra
Schneider Electric.
– Vi vil have de bedste komponenter fra en stor, anerkendt
leverandør, som vi føler vi kan stole på. Dermed kan vi give vores
kunder den bedst mulige driftssikkerhed og support. Med Schneider
Electric i ryggen har både vi og slutkunderne adgang til 24 timers
support overalt i verden, fastslår Mogens Rasmussen.
Indbygget teach-in
Med PacDrive-systemet fra Schneider Electric som ‘hjernen’ i
robotten behøver maskinbyggere ikke længere opfinde den dybe
tallerken hver gang. PacDrive byder nemlig på et omfattende
bibliotek med standardfunktioner – også kaldet kinematikker – som
letter maskinbyggerens arbejde. Det betyder kortere udviklingstid
og bedre økonomi.
– For den enkelte slutkunde betyder det, at de ikke er afhængige
af lige netop den maskinbygger, som har udviklet robotten. Med
standardsoftware og standardfunktioner er der nemlig hjælp at hente
hos enten os eller vores partnere over hele verden. Fejlsøgning kan
endda også klares via internettet. Med den indbyggede
teach-in-funktion kan man via HMI-panelet lære robotten forskellige
bevægelser, uden det er nødvendigt at have indgående kendskab til
programmering og robotstyring, forklarer Michael Bak Christiansen,
der er produktchef for PacDrive i Schneider Electric
Styringen byder også på standardfunktioner hvor man blot angiver
kasse- eller produktstørrelse og hvilken palletype, man ønsker at
palletere, hvorpå Robostacker selv klarer resten.
– Med Robostacker har vi en dansk udviklet robot med
internationalt potentiale. Den er meget brugervenlig, og takket
være vores samarbejde med Schneider Electric kan den serviceres
over hele verden, siger Mogens Rasmussen.






