Nyt dansk vandspare-patent på vej
Systemer til overvågning af vandforbruget i ejendomskomplekser
er i sig selv ikke noget nyt. EnergiDatas nye opfindelse skiller
sig dog afgørende ud ved at lokalisere vandspild langt hurtigere og
mere præcist end det hidtil har været muligt.
Måler temperaturen på rørets overflade
Det banebrydende ved den nye opfindelse er, at alarmen afslører
spild ved at måle temperaturen på rørets overflade.”Den
traditionelle målemetode består i at skære rørstrengen over og
montere en flowmåler. Det er besværligt, og desuden er det ikke
ligefrem et drømmescenarie i ældre ejendomme,” mener Lars
Gyldenholm, afdelingsleder i EnergiData og en af de to idémænd bag
den nye opfindelse.
Enkelt og billigt
Den nye vandspilds-alarm monteres derimod bare direkte på rørets
overflade med to strips. Hvis der er en større gennemstrømning af
vand i røret, end der burde være, vil temperaturen ændre sig, og
hvis denne temperaturændring ligger udenfor et vist “normalområde”,
vil det udløse en alarm i form af en sms til den teknisk
ansvarlige.Den enkle måler og den lette montering udgør
hemmeligheden bag den lave pris, som systemet kan leveres til.
“Målerne er billige og nemme at sætte op. Det gør det muligt at
indkredse en lækage meget nøjagtigt, meget hurtigt – simpelthen
fordi man kan tillade sig at sætte flere målerbokse op,” mener Lars
Gyldenholm.
Hurtigt stop for lækage
Den anden hovedmand bag opfindelsen, Peter Appel, har en fortid
både som bygningsansvarlig og som direktør i EnergiData. Han er nu
tilknyttet som konsulent med produktudvikling som speciale.Peter
Appel ved af egen erfaring, at ét er at kunne konstatere spild, et
andet er at finde frem til lækagen. Han syntes derfor, at der
manglede et værktøj til hurtigt at finde lækken, og det er ideen
bag det nye patent.”Jeg har igennem flere år kunnet konstatere, at
vore fjernaflæsningssystemer afslører, at der er vandspild, men
samtidig er det et problem at finde ud af helt præcis, hvor i
ejendommen vandet løber, så man kan få det stoppet. Og hvis spildet
fortsætter, løber det hurtigt op. Hos nogle af vores store kunder
har vi set årlige merudgifter på langt over 500.000 kroner – bare i
spildt vand,” konstaterer Peter Appel.
Pengene skylles i kloakken
Både prisen på vand og vandafledningsafgiften har gjort
drikkevandet til et relativt kostbart gode i mange kommuner. Peter
Appel og Lars Gyldenholm anslår, at vand fra dryppende haner og
brusere, for slet ikke at tale om løbende toiletter og små
utætheder, hurtigt koster mellem 50 og 100.000 kr. om året i mindre
beboelsesejendomme, på undervisningsinstitutioner og lignende.
Alene et toilet, der løber og ikke bliver repareret, koster typisk
kr. 125.000 pr. år i vandspild. Penge som bogstaveligt talt løber
lige i kloakken.
Kontaktinformation:
Lene Bonde
Kommunikation
OK
Åhave Parkvej 11
8260 Viby J
Direkte: 8932 22 03
Mobil: 23310619
E-mail: lbo@ok.dk






