Bæredygtig køling til Carlsberg Byen

Dette billede illustrere Bæredygtig køling til Carlsberg Byen

Udviklingen af Carlsberg Byen er i fuld gang og allerede om få
år vil flere af de nye bygninger i Carlsberg Byen være klar til
indflytning.

For at sikre de fremtidige beboere en billig og miljørigtig
køleløsning og understøtte visionen om at skabe et bæredygtigt
bykvarter har udviklingsselskabet Carlsberg Byen P/S valgt at
anlægge et topmoderne fjernkølingsanlæg, der på sigt skal forsyne
hele bykvarteret med komfortkøling, typisk aircondition. Ifølge
beregninger fra Rambøll vil det nye fjernkølingsanlæg reducere
miljøbelastningen i forhold til traditionel køling med op til 23
procent. Desuden har udviklingsselskabet i aftalen med
Frederiksberg Fjernkøling A/S, som skal stå for forsyningen, lagt
op til at al el skal leveres fra vedvarende energikilder, hvilket
vil reducere miljøbelastningen yderligere.

“Vores vision er at skabe et bæredygtigt bykvarter – og derfor
er vi meget begejstrede for den væsentlige miljømæssige gevinst, vi
opnår ved at bygge et centralt fjernkølingsanlæg for Carlsberg
Byen,” siger Jens Nyhus, administrerende direktør i
udviklingsselskabet Carlsberg Byen P/S og uddyber:

“Det er en stor investering, men vi er ikke i tvivl om, at det
er den rigtige investering, og at det kan betale sig. Med et
centralt fjernkølingsanlæg kan vi tilbyde den billigste og mest
miljørigtige løsning til virksomhederne, som derved slipper for at
etablere deres egne decentrale kølingsanlæg.”

Det nye fjernkølingsanlæg i Carlsberg Byen adskiller sig ved
anlæggets store lagertanke på 4.000.000 liter vand, som giver
mulighed for at producere mere energieffektiv køling. De store
tanke kan nemlig fyldes op med koldt vand, der er produceret af
“grøn” el. Det vil sige el, der er produceret, når der er overskud
af el på nettet fra vindmøller, eller af el, som er produceret om
natten, hvor el er billigere.

Skal forsyne hele Carlsberg Byen

I første omgang vil alt nybyggeri i Carlsberg Byen blive
tilkoblet det nye anlæg, efter planen bliver den første bruger
tilkoblet fjernkølingsanlægget i 2016. På sigt er det endvidere
planen, at også de eksisterende bygninger skal kunne tilkobles det
centrale fjernkølingsanlæg.

I alt etableres knap 4 km. køleledninger, hvoraf de første
køleledninger skal føres til det såkaldte Byggeafsnit 8, som bl.a.
kommer til at huse Carlsberg Station og Professionshøjskolen UCC’s
nye uddannelsescampus, Campus Carlsberg. Anlægsarbejdet startede
den 30. juni på J.C. Jacobsens Gade ved Stjerneporten og i uge 31
graves 2 store buffertanke på hver 2000 m3 kølevand ned i det
underjordiske anlæg, som dermed får en samlet lagertanks kapacitet
på 4000 m3.

Yderligere oplysninger:

Kommunikationschef Pernille Hebsgaard Rohdemeier,
Udviklingsselskabet Carlsberg Byen P/S, tlf. 21 35 51 45, e-mail:
phr@carlsbergbyen.dk

Fakta om fjernkøling i Carlsberg Byen

Fjernkøling kan på flere måder sammenlignes med fjernvarme: Det
er en systemløsning, hvor koldt vand fordeles til brugerne i et
lukket, dobbeltstrenget rørsystem. Det kolde vand produceres
centralt på samme måde, som der produceres varmt vand til
fjernvarme.

Fjernkøling erstatter lokale køleanlæg, ligesom fjernvarme i
mange byområder har erstattet den lokale opvarmning af bygninger.
Fjernkøling er – som fjernvarme – væsentlig mere energieffektivt
end traditionel decentral køling.

På fjernkølingscentralen køles vandet enten via frikøling, hvor
kulden trækkes fra udeluften, eller via kompressionskøling – eller
som en kombination af de to metoder. I forbindelse med produktionen
ledes det kolde vand enten direkte ud til kunderne eller til de to
nedgravede lagertanke, som samlet har en kapacitet på knap 4000
m3.

Lagertankene indgår i den daglige produktion, så køling først og
fremmest kan produceres om natten. At man producerer om natten
hænger sammen med, at man i nattimerne kan trække mest kulde fra
udeluften, og at der i denne periode er mest grøn og billig strøm
til rådighed. På den måde kan køling produceres både billigere og
mere miljørigtigt. Tankene kan også fungere som en ekstra kapacitet
i spidsbelastningsperioder.

Ved fjernkøling opnår man betydelige fordele både for forbrugere
og for samfundet. Forbrugerne får en grønnere og mere simpel
løsning, der oftest er billigere – og oplever bl.a. en fast
afregning af kølingen med væsentlig færre tekniske og økonomiske
risici, ingen lokal håndtering af kemikalier, bedre udnyttelse af
egne lokale pladsforhold, mindre lokale støjgener m.m. Den
samfundsmæssige gevinst knytter sig til en betydelig reduktion af
energiforbruget og dermed CO2-udledningen af fossile brændsler ved
fjernkøling.

Frederiksberg Fjernkøling A/S, som har investeret i anlægget og
også skal stå for driften, har fået gennemført energiberegninger,
der viser, at fjernkøling i Carlsberg Byen medfører en reduktion af
miljøbelastningen (CO2, SO2 og NOx) på ca. 23 procent. Desuden
lægges der i aftalen op til, at al el skal leveres fra vedvarende
energikilder, hvilket vil reducere miljøbelastningen
yderligere.

Carlsberg Byens centrale fjernkølingsanlæg udbygges trinvist for
at følge med byudviklingen i området og forventes af skulle levere
omkring 14 MW, når bykvarteret er fuldt udbygget om 10-15 år.

Yderligere oplysninger:

Senior projektleder Frederiksberg Fjernkøling A/S, Jens Peter
Truelsen, tlf. 30 76 63 18

Se desuden en kort film om fjernkøling i Carlsberg Byen via
dette link:


https://publisher.qbrick.com/Embed.aspx?mcid=30A6660BE3008E51&pageStyle=1

LÆS også: To bliver til en: drylin W-hybridlejer fra igus
Bæredygtig køling til Carlsberg Byen's Firmaprofil
Cookie-indstillinger