Danske virksomheder skal have del i norske milliarder

Dette billede illustrere Danske virksomheder skal have del i norske milliarder

Mens byggeriet i Danmark de senere år har været ramt af en
finanskrise, ser det anderledes positivt ud i Norge. Den seneste
rapport fra Byggenæringens Landsforening, der indeholder udsigter
for norsk økonomi og de norske bygge- og anlægsmarkeder, viser, at
der forventes investeringer for 334,6 milliarder NOK i den norske
bygge- og anlægssektor i 2015. Rapporten forudser en særlig stærk
vækst på anlægsmarkedet, hvor investeringerne vurderes at stige med
12 – 13 procent fra niveauet i 2013, hvor der blev brugt 90
milliarder NOK alene på anlæg.

Malthe Slemming, der er eksportrådgiver på Danmarks ambassade i
Norge siger om mulighederne på det norske bygge- og
anlægsmarked:

– Overordnet set oplever vi, at der er rigtig gode
muligheder for danske virksomheder i det norske bygge- og
anlægsmarked. Den høje efterspørgsel i det norske marked betyder,
at norske virksomheder ofte ser til udlandet for at finde
samarbejdspartnere, der kan hjælpe dem med at løfte de mange
opgaver – og mange ser mod Danmark. Ikke mindst på grund af det
kulturelle og sproglige fællesskab vi deler med nordmændene, og
fordi der er en høj grad af tillid til, at danske virksomheder
leverer produkter og tjenester af høj
kvalitet.    
En anden stor vækstbranche i Norge, som de fleste kender, er olie
og gas. Det norske olieeventyr i Nordsøen betyder, at der
investeres for milliarder hvert år. Investeringerne inden for
rørtransport og udvinding af olie og gas på den norske sokkel i
2014 er anslået til historiske 227 milliarder NOK, viser tal fra
Statistisk sentralbyrå (SSB), og i 2015 forventes investeringerne
at ligge på 185 milliarder NOK.

–    Et lavere investeringsniveau i det kommende
år vil primært ramme olieserviceselskaberne, som allerede har fyret
eller varslet fyringer til effektuering senere i år. Det kan
påvirke nogle danske virksomheder, der samarbejder med Norge, men
generelt forventer vi ikke, at det vil påvirke de danske
underleverandører i særlig stor grad. Prognoser viser, at
investeringerne vil stige igen allerede fra 2016 og i årene
fremover siger Henrik Visby, der også er eksportrådgiver hos
Danmarks ambassade i Norge.

Konference sætter fokus på mulighederne
De to brancher samt den norske maritime industri, som beskæftiger
flere hundrede tusinde mennesker og årligt skaber værdier for 150
mia. NOK, og offshorevind-industrien, sættes der fokus på ved
konferencen ‘Succes på tværs af Skagerrak’ den 20. november i
Frederikshavn.

Her inviterer BusinessBroen NORGE-NORDDANMARK, det maritime
center MARCOD og det regionale vindnetværk Hub North til konference
for at sætte fokus på potentialet for samarbejde over Skagerrak,
som er stort for både de danske og norske virksomheder. For de
danske virksomheder er der gode muligheder for samarbejde og
leverancer til de norske virksomheder, hvis man er klædt på til at
løse opgaven. Nordmændene har mulighed for at finde kompetente
underleverandører, der har den kapacitet og knowhow, som de
efterspørger. 

– Der er mange spændende forretningsmuligheder i Norge for
de nordjyske virksomheder, hvis man forstår at gribe det norske
marked rigtigt an og er moden til opgaven. Med denne konference vil
vi gerne give de danske virksomheder et nærmere indblik i, hvilke
muligheder der ligger i Norge, og hvordan man får succes med at
komme ind på det norske marked, siger Ejvind Vinde, konsulent i
BusinessBroen NORGE-DANMARK, der dækker over en række nordjyske
indsatser rettet mod Norge.

På konferencen kan man blandt andre høre Malthe Slemming fra
Danmarks Ambassade i Norge, Peter Rindebæk adm. direktør i Bladt
Industries og Johnny Aak fra Energy Management AS i
Norge. 
Man kan tilmelde sig konferencen på businessbroen.dk under
arrangementer.

For yderligere oplysninger, kontakt venligst:
Ejvind Vinde, konsulent BusinessBroen NORGE-NORDDANMARK, telefon
24 29 43 91
Ole Boesen, konsulent Erhvervshus Nord, telefon 29 48 31 96 /
olbs@frederikshavn.dk

Om BusinessBroen NORGE-NORDDANMARK
BusinessBroen NORGE-NORDDANMARK er et omfattende samarbejde
omkring erhvervs-, beskæftigelses-, og kompetenceudvikling med
fokus på den geografiske region i det sydlige Norge og det nordlige
Danmark. Samarbejdet skal bidrage positivt til, at virksomheder og
organisationer i begge lande oplever vækst, udvikler sig og formår
at skabe synergieffekter på tværs af landegrænsen. 
BusinessBroen NORGE-NORDDANMARK er en paraplyorganisation, som
dækker over en lang række nordjyske initiativer. Bag konferencen
står delprojektet Nordjysk Erhvervsfremstød Norge, der har særligt
fokus på offshore, den maritime og industrielle industri samt
byggeri & anlæg. Bagge dette projekt står Brønderslev Erhverv
& Turisme, Hjørring Erhvervscenter, Væksthus Nordjylland,
Arbejdsmarkedscentret i Frederikshavn Kommune og Erhvervshus
Nord.

Om MARCOD
MARCOD – Maritimt Center for Optimering og Drift – er et nationalt
videnscenter, som arbejder for at understøtte udviklingen i små og
mellemstore maritime virksomheder. MARCOD yder 1:1 maritim sparring
inden for markedsudvikling, produktudvikling og
kompetenceudvikling, faciliterer og udvikler maritime netværk samt
afholder maritime konferencer og temamøder. MARCOD blev etableret i
2010 og har base i Frederikshavn. Centret har i alt seks ansatte og
en ph.d.-studerende fra Aalborg Universitet. 

Om Hub North
Hub North udspringer af et nordjysk projekt, der skal samle
leverandører og underleverandører til vindmølleindustrien i et
fagligt netværk, men har nu bredt sig ud over regionens grænser og
tæller i dag en lang række medlemsvirksomheder fra det øvrige
Danmark.  Hub North har til formål at synliggøre, forene og
styrke den danske vindmølleindustri ved generelt at varetage
branchens interesser. Projektansvarlig er Aalborg Samarbejdet, og
projektet finansieres desuden af EU’s Socialfond, Aalborg Havn,
Aalborg Erhvervsråd, FORCE Technology, Væksthus Nordjylland og
Aalborg Universitet.

Cookie-indstillinger