Realdania vil fremme et godt indeklima
Fra i dag den 19. januar og fire uger frem gennemfører
Realdanias datterselskab Bolius en oplysnings-pilotkampagne på
Bornholm, der skal skærpe husejeres opmærksomhed på radon.
Kampagnens formål er at få bornholmerne til måle radonniveauet i
deres hjem og søge råd til, hvordan de kan gøre noget ved
problemet, hvis det er for højt.
Se kampagnesite på Radonfrithjem.dk
Læs mere om kampagnen på Realdania.dk
Realdania sætter fokus på radonstråling som et af flere
aktiviteter for at fremme et godt indeklima og dermed
folkesundheden. Radonstråling er samtidig en problemstilling, som i
dag ikke har den store opmærksomhed blandt boligejere. I modsætning
til for eksempel i Sverige, hvor radonniveauet generelt er højere,
men hvor bygningsreglementet og et større kendskab til, hvordan man
undgår radonstråling, betyder, at antallet af dødsfald er lavere
end i Danmark målt i forhold til befolkningstal.
Et godt indeklima – nyt
Realdania-initiativ
Indeklima er en væsentlig samfundsmæssig problemstilling, der har
stor indflyelse på folkesundheden. Realdania har derfor valgt at
gøre kampen for det gode indeklima til et særligt fokusområde for
en strategisk indsats. En indsats, der løber over de kommende
år.
Målet er at understøtte udvikling af et godt indeklima særligt i
forbindelse med de kommende års energirenovering og
energioptimering af byggeriet. Derudover er det målet at sætte
fokus på sundhedsmæssige problemer i indeklimaet såsom f.eks. støj,
dagslysproblemer, skimmel-svamp, afgasning fra materialer, radon og
sundhedsskadelige partikler.
Ud over radon-pilotkampagnen har Realdania også igangsat et
eksperimentbyggeri i Holstebro, der blandt andet skal undersøge,
hvordan indeklima påvirkes af byggemateriale, -metoder og
ventilationsforhold. Et tredje aktuelt projekt er Be-Ready, som
undersøger indeklimaforhold før og efter gennemførte
energirenoveringer.
Realdanias nye initiativ bygger videre på erfaringerne fra bl.a.
Realdania-forskningscentret CISBO (Center for Indeklima og Sundhed
i Boliger), hvor landets førende indeklimaeksperter gennem de
seneste fem år har arbejdet sammen på tværs af
forskningsinstitutioner.
For yderligere information kontakt:
Programchef Lennie Clausen, programmet Innovation i Byggeriet,
Realdania, tlf. 32 88 53 81
Fakta
Radon
Hvis det lykkes at få sat radon på dagsordenen hos boligejerne på
Bornholm, er det planen, at Realdania og Bolius til næste år vil
køre en landsdækkende radonkampagne.
Ifølge Sundhedsstyrelsen, der har lavet omfattende undersøgelser
af sammenhængen mellem radonpåvirkning og lungekræft, sker der 300
dødsfald om året som følge af radonstråling. Til sammenligning
tegnede trafikuheld sig for 191 dødsfald i 2013. Antallet af
drukneulykker i 2012, som er det seneste år, der er officielle tal
fra, var på 57.
Et godt indeklima
Realdanias Et godt indeklima-initiativ er i sin opstartsfase, hvor
der er plads til ansøgninger inden for et bredt felt af
indeklimaprojekter. Realdania har på nuværende tidspunkt igangsat
aktiviteter inden for følgende tre konkrete indsatsområder:
– Energioptimering og indeklima
– Radon
– Børnenes indeklima






