Ønsker til en blå regering fra den maritime industri

Dette billede illustrere Ønsker til en blå regering fra den maritime industri

I Danske Maritime byder vi velkommen til en ny regering, som vi
ser frem til et frugtbart samarbejde med gennem en løbende og tæt
dialog.

En blå regering skal indebære, at vi i endnu højere grad får en
erkendelse af, at vækstpotentialet er voldsomt for den danske
maritime industri. En industri der beskæftiger 45.000 medarbejdere
i Danmark, og dermed udgør 42 procent af arbejdsstyrken i Det Blå
Danmark, samt har en årlig produktion på 88 milliarder kroner,
hvoraf hovedparten kommer fra eksport.

Vækstpotentialet grunder i en fortsat stigning i verdenshandelen
og dermed den globale skibstransport, kombineret med øgede miljø-
og sikkerhedskrav til verdensflåden. Danske maritime virksomheder
er teknologiske ‘first movers’, ikke mindst på grønne løsninger og
sikkerhedsudstyr, og har derfor potentielt fantastisk gode
muligheder i markedet. Det kræver dog konstant bevågenhed og
dygtigt politisk arbejde at skaffe os lige vilkår i forhold til
vores konkurrenter.

Vi håber derfor, at en blå regering sætter høj prioritet på at
skaffe flere dygtige medarbejdere og mere lige konkurrencevilkår
globalt. En blå regering skal også huske de løfter, de har givet de
seneste år, herunder at se på indførelsen af en montørordning, at
tilvejebringe bedre finansiering og at stoppe det aktuelle EU-udbud
af Forsvarets skibe. Lad mig uddybe de tre konkrete ønsker:

1. Et stop for overimplementering af EU’s udbudsregler skal
effektueres, hvorved blandt andet Forsvarets EU-udbud af Søværnets
reparations- og vedligeholdelsesopgaver vil stoppes.

2. En maritim montørordning skal indføres, så danske
virksomheder kan yde service i fair konkurrence ude i verden og
både bibeholde og bringe viden tilbage til Danmark.

3. En konkurrencedygtig finansieringsordning til danske værfter
og leverandører skal indføres, så virksomhederne har lige så god
adgang til billig finansiering som de nære konkurrenter.

Kompetencer og konkurrencevilkår er de to helt overordrede
temaer for den maritime industri, der som et af Danmarks store
eksporterhverv har hele verden som marked. Desuden er det
grundlæggende vigtigt, at omkostninger for at drive virksomhed i
Danmark ikke øges, men til stadighed reduceres.

Den kommende regering bør overordnet set fokusere på
kompetenceudvikling, så den arbejdskraft, virksomhederne i Danmark
efterspørger, altid er tilgængelig. Samtidigt er det yderst
vigtigt, at den kommende regering har globalt udsyn og arbejder
for, at danske maritime virksomheder har fair markedsadgang i EU og
resten af verden, ikke mindst i de store skibsbygningsnationer
Japan, Kina og Sydkorea.

Cookie-indstillinger