ODU – Racer-interesseret maskinmester vandt messepræmie på dette års HI-messe
Hans interesse i ODU var den modulære forbindelsesteknik, som
han helt privat kan bruge til hurtige motorskift inden for den
spirende racing-disciplin, drifting
Det er de unge mennesker, som skal skabe Danmarks fremtid, og
heldigvis er det ikke alle unge, der tror, at fremtiden udelukkende
ligger inden for underholdningsbranchen. Dansk industri har nemlig
også en masse muligheder – også for karriere. ODU Denmark ApS vil
gerne stimulere de unges og studerendes interesse for den praktiske
teknik ved at uddele en sjov og anvendelig præmie i forbindelse med
udstillingerne på de danske tekniske messer.
For andet år i træk kunne ODU Denmarks ApS uddele en præmie,
denne gang i form af en iPad, til en teknisk interesseret ung
besøgende på ODU’s udstillingsstand, og i år fandt
begivenheden sted på Herning Industrimesse. Det blev Kasper
Mikkelsen (31), der læser til maskinmester på 3. år på SIMAC
(Svendborgs Internationale Maskinmester Akademi), som vandt præmien
efter at have fortalt om sin interesse for ODU’s forbindelsesteknik
og have svaret på nogle quiz-spørgsmål om virksomeden ODU og ODU’s
konnektorprodukter.
Kasper Mikkelsen er oprindeligt uddannet som elektriker, men han
har valgt at læse videre på den 4½ år lange maskinmesteruddannelse.
Gennem sin interesse for teknik, er det naturligt, at Kasper
Mikkelsen er stødt på ODU’s forbindelsesteknik i sit professionelle
virke – og som maskinmesterstuderende, men hans besøg hos ODU var
nu af rent privat karakter.
Sammen med sin medstuderende fra SIMAC, Daniel Bull Jensen,
havde Kasper Mikkelsen talt om, at det kunne være interessant at
bruge ODU’s modulært opbyggede, industrielle ODU-MAC konnektorer
til hurtige motorskift i et kommende drifting-racerprojekt, som de
to studerende pusler med i deres fritid. Muligheden for frit at
kunne konfigurere sine konnektorer i ODU-MAC serien med en
sammenblanding af effekt-pins, signal, high-speed forbindelser og
endda også hydraulik og pneumatik ville kunne give mulighed
for at afkoble alle en motors forbindelser igennem blot ét stik i
det fremtidige racer-projekt.
ODU har faktisk udviklet en lignende forbindelsesteknik til
racing-brug, så tilpasning til en racer i drifting-klassen skulle
nok være en mulighed. Motorskift er ikke usædvanligt i drifting,
hvor man i (typisk) japanske biler drifter halvvejs sidelæns på
banen. Det er en sport, hvor æstetikken også indgår i bedømmelsen,
men det er hård kost for motorerne, så hurtige skift giver
mening.
Kasper Mikkelsen er selvfølgelig glad for at have vundet
iPad’en, som han nu bruger hver dag, og ODU Denmark ApS glæder sig
omvendt over den kreative praktiske tilgang fra unge mennesker til
virksomhedens innovative forbindelsesteknik.






