Grundfos-motorer anvendes i kampen mod infektioner

Dette billede illustrere Grundfos-motorer anvendes i kampen mod infektioner

Trods tallene og den megen debat diskuterer læger,
sygeplejersker, teknikere og myndigheder med Statens Serum Institut
i spidsen alligevel, om det kan betale sig at investere i steril
luft – Laminar Air Flow eller i daglig tale LAF – på
operationsstuerne i de nye supersygehuse.

Det er en debat, som direktør Erik Rasmussen fra Jørgen
Rasmussen Ventilation i Greve – eller kort og godt JRV A/S – også
tager aktiv del i som medlem af en styregruppe, der undersøger
forskellige løsninger til fremtidens operationsstuer. Her har den
46 år gamle familievirksomhed opbygget en unik viden om netop
sterile indblæsningssystemer kombineret med sugearme, der effektivt
fjerner luftbårne bakterier helt tæt på operationsstedet.

Steril luft i operationsområdet
“Vi har i de senere år indrettet 54 operationsstuer, hvor vi med
LAF-indblæsning dækker et område på 3,5 x 3,5 meter omkring
operationsbordet. Fra loftet blæser vi sterilfiltreret luft ned
over operationsområdet, så vi skaber et overtryk. Det forhindrer
forurenet luft i rummet i at komme ind i området samtidig med, at
sugearme fjerner mikrober og partikler, som kommer fra personer og
tekstiler, der befinder sig inde i området,” fortæller Erik
Rasmussen.

Det betyder, at luften udskiftes 400 gange i timen og dermed
skabes et helt rent operationsområde. Det er den erfarne direktør i
øjeblikket er ved at dokumentere med en omfattende rapport, der
udarbejdes i samarbejde med kirurger, sygeplejersker og ingeniører
fra Region Syddanmark.

Udsugning mod virus og bakterier
Ét er indblæsning, et andet er udsugning. Her har den sjællandske
virksomhed i årevis haft en solid position i Danmark, Norge,
Sverige og Tyskland som producent af udstyr til især laboratorier
med bl.a. fleksible sugearme, der meget præcist kan sænkes ned få
centimeter over arbejdsfunktioner, hvor forurenet luft, røg, støv
og gas skal fjernes, før medarbejderen får det i næse og hals.
Sugearmene har i de senere år også fundet vej til operationsstuerne
på sygehusene.

“Her er der to ting, der er vigtige. Dels det såkaldte
kildefilter – et sterilt engangsfilter, der holder alt virus- og
bakteriemateriale tilbage under udsugningen. Og dels den helt
korrekt dimensionerede ventilation,” forklarer Erik Rasmussen, og
her nærmer vi os årsagen til besøget hos JRV.

Den individuelle motorløsning
Det handler om motorer – Grundfos-motorer – og det har det gjort,
siden den første Grundfos MGE-motor så dagens lys i 1993.

“Jeg tror næsten, at vi var en af de første virksomheder, der
begyndte at bruge motorer fra Grundfos. Og vi bruger stadig
Grundfos-motorer alle de steder, vi kan komme til det,” siger Erik
Rasmussen. Men det handler ikke kun om standardleverancer.

“Næsten alle vores sugearme er dimensioneret specielt til det
sted, hvor de skal bruges. Hospitalerne kommer med meget
forskellige ønsker, og da motorerne til vores udsugning typisk er
monteret på taget, er det vigtigt, at de har stor kapacitet og er
rigtigt dimensionerede til opgaven. Her har jeg stor hjælp af
Peter,” fortæller den sjællandske direktør.

Når elektronik skal spille sammen
Peter hedder Amdisen til efternavn og er salgs- og
applikationsingeniør hos Grundfos Motor OEM. Når den erfarne
motor-ingeniør spiller så aktiv en rolle i projekteringen af mange
opgaver hos JRV, skyldes det ifølge begge parter, at den
elektroniske udvikling gør det nødvendigt med en tæt dialog.

“Vores sugearme indeholder efterhånden masser af elektroniske
følere og styringsautomatik, som netop gør brug af
Grundfos-motorernes muligheder for variable hastigheder. Derfor er
det nødvendigt, at tingene spiller sammen. Lige nu arbejder Peter
og hans kolleger i Bjerringbro på at optimere en speciel
ventilatorløsning til en af vores kunder ved at forsøge at få
motoren til at yde lidt mere end standard. Det er godt samarbejde,”
siger Erik Rasmussen, der er meget tilfreds med den udvikling,
motorerne fra Grundfos har gennemgået.

“Elektronikken, stator-løsningen og de stadig mindre motorer gør
det nemt at integrere dem i vores egne løsninger. Og så har det
altid betydet noget for mig, at Grundfos er en dansk virksomhed,
der også tager et socialt ansvar. Det kan vi være stolte af,” lyder
opsummeringen.

For Peter Amdisen er samarbejdet med den erfarne direktør også
en stor tilfredsstillelse. “Det er altid en udfordring og en god
fornemmelse, når man får lov til at komme tæt på den slags
nichevirksomheder drevet af ildsjæle, der ved, hvad de taler
om.”

Lige nu taler ildsjælen om steril luft på operationsstuerne, og
tallene taler vel sit tydelige sprog. Så man må håbe, at de
bevilgende myndigheder suger til sig af Erik Rasmussens viden og
erfaring.

LÆS også: ODU – Racer-interesseret maskinmester vandt messepræmie på dette års HI-messe
Grundfos-motorer anvendes i kampen mod infektioner's Firmaprofil
Cookie-indstillinger