Scandinavian No-Dig Centre – Kloak-separering uden at grave haven op
Prognoserne peger på, at Danmark som følge af klimaforandringerne i fremtiden kan forvente både hyppigere og voldsommere skybrud. Det giver flere oversvømmelser, og hvis ikke de skal resultere i ubehagelige miljøforureninger, bliver det nødvendigt at adskille regn- og spildevandet i kloaknettet.
De fleste af landets kommuner vil derfor i de kommende år kræve kloak-separering i boligområderne, hvilket normalt er en dyr omgang for den enkelte husejer og vil medføre et større opgravningsarbejde i haven og omkring huset.
Men nu kan dette arbejde med at lægge to nye kloakrør frem til huset udføres helt uden at ødelægge haven – og til en langt lavere pris.
Det er firmaet Scandinavian No-Dig Centre, der har videreudviklet den kendte No-Dig-metode, så der nu i én og samme arbejdsgang kan trækkes to nye rør i det gamle rør. Den nye metode går i korthed ud på, at en hydraulisk ”Pipeburster”-maskine trækker et flækhovede gennem det gamle rør med så stor en kraft, at røret sprænges og presses ud i jorden. Mens flækhovedet bevæger sig frem, trækker det de to nye rør efter sig og installerer dem på den samme plads og med den samme hældning, som det gamle rør havde. Det hele sker med en hastighed på cirka en meter i minuttet.
Udstyret kræver i dag så lidt plads, at hele arbejdet frem til hovedledningen kan udføres fra de eksisterede gennemløbsbrønde og eventuelt fra en krybekælder. De nye rør er modulopbyggede, hvilket vil sige, at de først skal samles nede i brønden umiddelbart før, de skal trækkes ind i jorden. Samlingerne af de nye modulrør sker med et specielt gevind, der er testet i samarbejde med Dansk Teknologisk Institut, og som er så stærkt, at de færdige rør lever op til alle de gældende krav og standarder for træk og tryk for gravitationsledninger. Andre typer modulrør klikkes sammen og tåler ikke tilnærmelsesvis samme træk eller tryk. Derudover kræver klikrørene væsentligt mere udstyr til selve installationen.
Ifølge Scandinavian No-Dig Centre giver denne metode væsentlige økonomiske besparelser for den enkelte husejer i forhold til tidligere traditionelle løsninger som eksempelvis opgravning og strømpereparationer. Samtidig vil arbejdstiden oftest blive halveret, og der ligger en stor fremtidssikret gevinst i, at de nye rør er af en større dimension end det gamle og derved kan optage de periodisk store regnmængder uden problemer. Og sidst – men ikke mindst – så slipper husejen for at få ødelagt haven og indkørslen af gravearbejde og unødigt stort og tungt entreprenørmateriel.
Den nye metode er særdeles velegnet til brug inde i byerne, hvor afstanden mellem brøndene stort set altid er mellem 50 og 70 meter. De nye modulrør er fremstillet af polypropylen (PP) har diametre på op til 250 millimeter, og det er normalt at kunne opgradere en eksisterende gammel og ofte utæt betonledning på for eksempel 200 millimeter i diameter til en ny PP-ledning med 250 millimeter i diameter.
Scandinavian No-Dig Centre har adresse i Svenstrup ved Aalborg og har i mere end 45 år leveret udstyr til rørrenovering til over 50 lande i hele verden. Visionen har i hele perioden været at udvikle metoder, der helt eller delvist kan reducere behovet for traditionel opgravning, så arbejdet giver i et minimum af gener for omgivelserne.