Betech – Dansk industrivirksomhed vinder stor ordre i Kina
Den danske producent forventer en international eksportsucces og er i gang med at automatisere produktionen i Bramming, så den fortsat er konkurrencedygtig, og specialisterne kan bruge kræfterne på at videreudvikle Tilter-beslaget.
Den danske virksomhed Betech har formået det, som mange andre drømmer om – nemlig at skabe et eksportmarked i Kina. På Betechs fabrik i Bramming er en container netop nu ved at blive fyldt med vippebeslag til stole. Et unikt, funktionelt produkt som er udviklet og produceres af Betechs egne specialister i Danmark.
»Vi er stolte over den store kinesiske ordre, og vi forventer, at den vil åbne endnu flere døre til eksportmarkeder rundt om i verden,« siger adm. direktør i Betech, Michael Sjolte.
Unikt vippebeslag
Betech er mest kendt som en førende leverandør inden for pakninger, tætninger og formdele af støbt gummi til den tekniske industri. Virksomheden har imidlertid også udviklet og markedsført et unikt vippebeslag med navnet Tilter til lænestole, kontorstole og taburetter. Beslaget adskiller sig fra andre stolebeslag, fordi det er støbt i gummi. Det er komfortabelt og enkelt i brug – og knirker ikke. Tilter-beslaget har kun været på markedet et år, og nu er en større kinesisk møbelproducent altså faldet for det kompakte design og holdbarheden. Den kinesiske producent skal indbygge Tilter i et udvalg af deres kontorstole og taburetter.
»Fremstillingen af Tilter har været krævende med hensyn til udvikling og afprøvninger. Vores produktspecialister har den bedste knowhow inden for binding af metal og gummi – det er det, der gør Tilter til et unikt og levedygtigt produkt,« forklarer Michael Sjolte.
Den omvendte verden
Hvor mange virksomheder importerer billige komponenter fra Kina til deres produktion i Danmark, er Betech gået den modsatte vej. Betech har i Danmark specialisterne og den viden, der skal til for at udvikle et beslag som dette, der altså nu bliver en komponent i kinesisk producerede stole. Den kinesiske producent leverer kvalitetsmøbler i den højere prisklasse og eksporterer primært til Saudi Arabien og USA.
Men succes i Kina får ikke Betech til at rykke produktionen østpå til den billigere arbejdskraft.
»Vi vil holde produktionen af Tilter herhjemme på vores fabrik i Bramming. Vi vil have produktion og produktspecialister tæt på hinanden og ikke risikere et kvalitetsdrop ved at flytte produktionen ud,« siger Michael Sjolte.
Værdiskabelse som dna
Betech arbejder på at automatisere produktionen af Tilter yderligere, så den danske produktion også fremover er konkurrencedygtig, og kræfterne kan bruges på at videreudvikle Tilter-beslaget.
»Det ligger i dna’et for hele vores koncern, Addtech, at vi skal udvikle tekniske produkter og anvendelsesløsninger, der giver kunderne added value. Det har vi haft succes med i mange brancher. Nu har vi også skabt en usædvanlig løsning til møbelindustrien, som hidtil har været et mindre nichemarked for Betech. Det spændende perspektiv betyder, at vi har speedet produktudviklingen op, så mange flere møbelkunder får glæde af en værdiskabende leverandør og innovativ sparringspartner,« fortæller Michael Sjolte.
Fakta:
• Tilter er et solidt, enkelt og minimalistisk vippebeslag som benyttes til komfortable og sunde siddemøbler. Hjemmeside: TilterMotion.com
• Tilter modtog i 2015 prisen for »High Product Quality« fra interzum-messen i Køln. Denne pris gives for det gode design i form og funktion, og produkter belønnes blandt andet på graden af innovation, funktionalitet, design og holdbarhed.
• Tilter baserer sig på en stærk binding af gummi til aluminium og stål. Det giver et holdbart vippebeslag uden knirkelyde, som der kan forekomme i en mekanisk fjeder- og vippekonstruktion.
• Betech har foreløbig solgt stolebeslag til Kina til en værdi af 1,8 millioner kroner.
• Betech forventer en omsætning fra Tilter på 15-20 millioner kroner i 2018.






