Dansk investor satser millioner på følesans til robotter

Derfor stormer udviklingen af sensorteknologier frem. Nu investerer den danske robot-investor Enrico Krog Iversen et større beløb ind i sensorbranchens absolutte frontløber OptoForce. Samtidig geninvesterer to kapitalfonde i selskabet, som spås stejle vækstkurver som følge af det globale boom i robotindustrien.

En bølge af automation ruller ud over verden i disse år. Robotterne bliver brugt til at imødegå stigende lønomkostninger og mangel på arbejdskraft, og de løser også arbejdsmiljøproblemer, når de overtager manuelle, opslidende arbejdsopgaver.
 
De mange nye opgaver til robotterne sætter helt nye standarder for teknologiens følsomhed og sikkerhed. Og det kan OptoForces teknologi levere. OptoForce har nemlig opfundet en patenteret, banebrydende sensorløsning på blot 160 gram, som slår alle andre tilgængelige teknologier på præcision, pris, robusthed og fleksibilitet. 
 
Det forklarer CEO i OptoForce, Ákos Dömötör:
“Mange opgaver kræver en menneskehånds fingerfærdighed. Hos OptoForce tilstræber vi at give den følesans til robotterne. Vi har været verdensomspændte fra dag ét, og vi forventer minimum at fordoble vores omsætning hvert år, hvilket betyder, at vi vokser hurtigere end selve industrien. Faktisk mener vi, at force control generelt vokser hurtigere end robotteknologien og den industrielle automatisering. Men det giver mening – en masse opgaver er allerede automatiserede og dem, der er tilbage, kræver ny teknologisk udvikling. Force control er det næste logiske skridt. Det er grunden til, at den får så meget opmærksomhed nu. Vi er der, hvor det sker lige nu.”
 
OptoForces kunder fordeler sig i dag på alle verdensdele, og de unikke sensorer anvendes inden for pleje- og servicesektoren og i industrien, hvor især montageopgaver er en udfordring at automatisere.
 
“Industrielle robotter kan bevæge sig med 0.02mm præcision nu – men det er ikke nok til mange programmer. Nye robotter skal kunne mærke, om de udfører opgaven rigtigt. Montageopgaver kræver at robotterne kan mærke om de placerer objektet det rette sted, eller hvis objektet skal vendes,” siger Akos Dömötör.
 
Kæmpe potentiale
Markedspotentialet i OptoForce var let at få øje på for den danske investor, Enrico Krog Iversen, der efter et meget indbringende salg af den revolutionerende robotproducent Universal Robots til amerikanske Teradyne i foråret 2015 er på udkig efter nye lovende selskaber i robotindustrien.
 
“Jeg vælger at investere en pæn portion kapital i OptoForce, fordi jeg tror på, at deres unikke teknologi kan skabe værdi i fremtidens industrielle automation. Det store paradigmeskifte, der sker nu, er at robotter samarbejder med medarbejdere, og det stiller helt andre krav til robotteknologien,” siger Enrico Krog Iversen, der i dag driver EKI Management. 
 
Udover Enrico Krog Iversen og venturefondene har flere andre investorer vist interesse for OptoForce og lokket med større kapitalindsprøjtninger, end den som danskeren, Day One Venture Capital Fund Management og Finext Startup nu skyder ind i selskabet. Men det afgørende for OptoForce var i sidste ende, at der var tale om “kloge penge” og engagerede investorer, der investerer hjerteblod i sensorvirksomheden.
 
Det med de kloge penge vil Enrico Krog Iversen honorere. OptoForce får adgang til den erfarne robotdirektørs viden, erfaring og globale netværk.
 
“Jeg træder ind i bestyrelsen for at pleje min investering – og for at hjælpe med at sikre det rigtige industrielle fokus. Og jeg forventer at kunne introducere virksomheden til dele af mit internationale netværk,” siger Enrico Krog Iversen. 
 
Et perfekt match 
Hos OptoForce oplever ledelsen allerede, at matchet med den danske robot-investor er det helt rette:
“Vi er meget heldige, at Enrico Krog Iversen lige havde solgt sin aktiepost i UR for nylig og vælger at arbejde med en virksomhed som vores. De sidste par måneder har han allerede hjulpet os ved at stille de rigtige spørgsmål. Vi er meget glade for at arbejde sammen med ham,” siger Ákos Dömötör.
 
Samtidig med Enrico Krog Iversens investering i OptoForce, vælger selskabets to eksisterende investorer at indskyde endnu en portion kapital.
 
 ”Vi er nået et punkt, hvor vi ser robotteknologi- og industriel automatiseringsområdet eksplodere. Jeg har ledsaget teamet på flere robotteknologimesser og konferencer i Asien og Europa og begejstringen er tydelig. Kollaborativ robotteknologi, med Universal Robots i spidsen, muliggør automatisering af små produktionsvirksomheder, den installerede base af industrielle robotter vokser med enorm hastighed og kinesiske firmaer køber vestlige aktiver,” siger Aurel Pasztor, medejer af Day One Venture Capital Fund Management Ltd.
“Det er med glæde, at vi kan byde Enrico Krog Iversen velkommen om bord. Hans vision og fokus i forhold til at opbygge hurtigt-voksende selskaber indenfor robotteknologi er exceptionel. Hovedparten af nystartede robotteknologi-virksomheder i servicesektoren leder stadig efter den rette forretningsmodel. Universal Robots har været den eneste nystartede virksomhed indenfor industriel robotteknologi med imponerende vækst grundet en innovativ tilgang. Opstartsvirksomheden i en garage i Odense endte med at blive en global markedsleder i det kollaborative robotmarked. Det skyldes langt hen ad vejen Enricos indsats. Visionen, erfaringen og det globale netværk han tilføjer OptoForce er en meget værdifuld tilføjelse til virksomheden.”
 
Hos det andet ventureselskab, Finext Startup, er direktør Iván Halász også overbevist om, at investeringen i OptoForce vil lønne sig.
“Virksomheden har oversteget forventningerne og har set solid vækst med mange trofaste og tilfredse kunder. OpfoForces teknologi er robust og firmaets F&U-indsats har været produktiv og effektiv. Optoforces force sensing-teknologi har potentiale til at skabe og revolutionere industrier,” siger direktør Iván Halász.

Cookie-indstillinger