Lemvigh-Müller – Ridecenter får belysning med wauw-effekt

”Belysningen skal få dig til at sige ’wauw’, når du træder indenfor”.  Sådan siger projektleder og energivejleder Jonas Thun Nielsen fra KL-Teknik. Han er ansvarlig for belysningsentreprisen i et nyt ridecenter, der opføres som en del af stutteriet og landbruget Slangerupgaard ved Haraldsted Sø på Midtsjælland.
Wauw-effekten er et gennemgående træk i det nye byggeri, som blandt andet indrettes med ridebane med internationale mål, topmoderne stald og et stort, lyst loungeområde. Der er hverken sparet på materialer, udstyr eller finish, fortæller bygherren og ejeren Alex Buchardt Pedersen og siger:

”Vi holder en meget høj kvalitet i hele projektet. Det bliver et eksklusivt træningscenter, hvor seriøse dressurryttere har adgang til alle de faciliteter, de har brug for. Der kommer også en wellness-afdeling med solarium, spa, skridtbånd og ’walker’ til hestene og med tilknyttet dyrlæge og massør”.

Lyset løfter helhedsoplevelsen
Uanset hvor højt kvalitetsbarren er sat, så er belysningen helt afgørende for helhedsoplevelsen af det nye byggeri, pointerer Jonas Thun Nielsen:

”Et grimt lysarmatur kan få selv den smukkeste indretning til at falde til jorden. Belysningen skal passe sammen med farver, materialer og møblement, armaturerne skal have den rigtige placering i rummet, og de skal give det rigtige lys – kunsten er at få belysningen til at binde hele bygningen sammen.”

Gennemført stilrent udtryk
Han fortæller, at belysningen til det nye ridecenter netop er designet til at skabe sammenhæng mellem bygningens forskellige rum og sikre et gennemført elegant og stilrent udtryk. For eksempel bliver der brugt den samme armaturtype i stald og ridehal, bare i forskellige størrelser, og generelt bliver der brugt meget få armaturtyper i bygningen, ligesom alle armaturer er hvide eller i aluminium.

Belysningen i hestenes wellness-afdeling er et eksempel på den stilrene elegance. De indbyggede armaturer ligner næsten glorier med deres lysende kant, noget der også blødgør overgangen mellem loft og belysning og har en positiv effekt på brugernes velbefindende og oplevelse af rummet.

Sikkert lys til heste og ryttere
Belysningsløsningen har også fokus på sikkerhed – for både dyr og mennesker. I ridehallen er det afgørende, at ryttere og heste kan orientere sig, så for at undgå skygger og mørke hjørner, er armaturerne monteret, så lyset er så jævnt som muligt. I stalden er der fokus på at sikre, at hestene kan tilses ordentligt, og at der også er ordentligt lys til staldarbejdet, fortæller Jonas Thun Nielsen og siger:

”Både i ridehallen og stalden kan armaturerne dæmpes, så man kan skabe lige nøjagtig det lysniveau, der er brug for. Det kan være, man har en træningssituation uden publikum, hvor man ønsker fuld belysning på ridebanen, men hvor det ikke er nødvendigt med lys på tribunerne. Eller at man skal hente en enkelt ting i stalden og ikke ønsker at tænde hele baduljen. Der er dog ikke fuldautomatisk lysstyring, for bygningen har store vinduespartier, og der skal kunne gå en sky for solen, uden at lyset på ridebanen ændrer sig og risikerer at skabe uhensigtsmæssige situationer for heste og ryttere”.

Ny vej oplyses af speciallakerede master
Slangerupgaard er ikke kun blevet udvidet med nye bygninger – der er også blevet anlagt en ny vej ind til herlighederne, og også her er der gjort noget ekstra ud af belysningen. Langs vejen, i hver sin side, er opsat speciallakerede sorte designmaster med moderne LED-lygtehoveder. Lygterne giver et flot indirekte lys og er forsynet med 8-timers natsænkning, hvor lyset dæmpes til 50 pct., så der opretholdes et godt orienteringslys, men anvendes et minimum af energi i døgnets stille timer Lygterne udgør sammen med vægmonterede armaturer udendørsbelysningen på hele området.

Billig i drift
Ridecentre har typisk et højt el- og energiforbrug. For at spare på energien og få så miljøvenlig en løsning som muligt, er der valgt LED-belysning til hele projektet.

”Udover at man sparer energi, er der også en besparelse på driften. LED har typisk en brændetid på minimum 50.000 timer, hvor et almindeligt lysstofrør har langt færre brændetimer”, siger Jonas Thun Nielsen og fortæller, at et almindeligt lysstofrør har en brændetid på cirka 10.000 timer.

Ser man på den udendørsbelysning, der er valgt til Slangerupgaard, så har både masterne og de væghængte armaturer hele 100.000 brændetimer.

God sparring med Lemvigh-Müller
Det er Lemvigh-Müller, som leverer belysningen til ridecentret. Jonas Thun Nielsen har fået god, faglig sparring fra Lemvigh-Müllers belysningsfolk undervejs i projektet, fortæller han. Han har skullet jonglere mellem bygherrens høje kvalitetskrav, gældende standarder og lovkrav – og hvad der rent praktisk har kunnet lade sig gøre i forhold til bygningskonstruktionerne.

”Der har løbende været ændringer i projektet, blandt andet af loft og vinduespartier, så der været meget dialog frem og tilbage.  Her har det været godt at kunne ringe til Lemvigh-Müller og krydstjekke, om ændringer i monteringshøjderne ville give problemer med skygge”, siger Jonas Thun Nielsen, der ser spændt frem til slutresultatet:

”Jeg glæder mig til, at de sidste lamper er monteret, og jeg kan tænde lyset og opleve bygningen med alle dens detaljer – malerens flotte arbejde, de nypolerede vinduer og den fint snedkererede bar i loungeområdet. Det er den wauw-effekt, det hele handler om”.

LÆS også: GS1 – “Back to basic” med stregkoder
Lemvigh-Müller – Ridecenter får belysning med wauw-effekt's Firmaprofil
Cookie-indstillinger