Expanite – Dansk hærdningsteknologi til rustfrit stål løser udfordringer hos MAN Diesel & Turbo
MAN Diesel & Turbos nye generation af gasmotorer spiller allerede en nøglerolle i sektorens omlægning fra olie til alternativ energi som brændsel. I udviklingen af motoren har Expanite samarbejdet med MAN Diesel & Turbo om at løse indbygningen af deres gasindsprøjtningsventil i motoren. En vigtig del af løsningen kom fra Expanite – en hærdeteknologi, der gør rustfrit stål ekstremt slid- og korrosions-stærkt.
Per Brandt, manager hos MAN Diesel & Turbo, fortæller: Oprindeligt havde vi specificeret et kromlag i vores cylinder dæksel til montage af vores gasindsprøjtningsventil, men det kunne ikke altid holde tæt, da der var høje krav til kromkvaliteten. Vi forsøgte uden held med forskellige løsninger. Heldigvis var der så en, der havde hørt om Expanite´s overfladehærdning, og selv om rustfrit stål normalt er blødere end krom, viste det sig at være løsningen. En designændring kombineret med Expanites hærdeteknologi løste vores udfordring.
I samarbejde med Expanite fandt vi på relativ kort tid frem til en behandling, der gjorde vores overflade til indbygning af ventilen immun over for ridser og korrosion. Løsningen bestod vores test i service hvor systemet forblev helt tæt og så var løsningen tilmed nem og billig at implementere.”
En billigere og grønnere løsning
Expanite er en dansk vækstvirksomhed etableret i 2010 af tre eksperter indenfor materialer og overfladehærdning fra Danmarks Tekniske Universitet. Kort fortalt bygger teknologien på en gas-baseret behandling af overfladen af rustfrit stål eller titanium, så korrosionsmodstanden styrkes og hårdheden mangedobles (fx op til 1200 HV0.05 på rustfrit stål). Hermed elimineres slid og rivning, og emnernes levetid forlænges med op til faktor ti. “Expanite’s processer er markant mere miljøvenlige og bæredygtige i modsætning til krombade,” understreger Claus Løndal, European Sales Director i Expanite. “Med Expanite har vi mulighed for at ændre spillereglerne og udvide grænserne for, hvilke egenskaber man kan forvente af rustfrit stål. Desuden har vores løsninger den fordel, at udstyret
og processerne nemt kan implementeres direkte hos vores kunder.”
Der forventes at være et kæmpe internationalt marked for Expanite, som er beskyttet af patenter, og allerede har oprettet servicecentre i Danmark, Tyskland, USA og Kina. Kunderne kommer i dag primært fra bilindustri, medicinsk udstyr, fødevaresektor og produktion af pumper/ventiler, men efterspørgslen på mere modstandsdygtige og holdbare emner i rustfrit stål er bred – også i marinesektoren. “Vi har fået en meget positiv start med Expanite, og i takt med at vores udstyr skal yde mere og mere og presses til det yderste, vil behovet for ekstra hærdning af vitale komponenter også stige”, fastslår Per Brandt.






