Mekoprint opnår rekordomsætning på en halv milliard
Den danske industrikoncern Mekoprint løftede i regnskabsåret 2018/19 sin toplinje med fem procent og rundede for første gang en halv milliard kroner i omsætning. Resultatet, der landede på knap 23 millioner kroner før skat, er påvirket af store investeringer i fabriksudvidelser og implementering af nye teknologier for at sikre en fortsat høj vækst.
Regnskabet for Mekoprint Holding A/S med afslutning 30. september 2019 viser en stigning i nettoomsætningen fra 478 millioner kroner til 501 millioner kroner. Det svarer til en stigning på fem procent og er udtryk for det højeste aktivitetsniveau nogensinde i den familieejede danske industrikoncern. Udviklingen er sket på baggrund af en vækststrategi, der foreløbigt har resulteret i en gennemsnitlig årlig vækst på 15 % i de seneste 4 år.
Mekoprint udvikler og producerer elektromekaniske komponenter, metal- og totalløsninger og er opdelt i fire divisioner – henholdsvis Graphic Electronics, Chemigraphics, Mechanics og Cables. Mekoprint har de seneste år haft et højt investeringsniveau med henblik på at accelerere koncernens udvikling, og det er årsagen til et fald i indtjeningen fra 27,5 millioner kroner i 2017/2018 til 22,9 millioner kroner før skat i 2018/2019: – Vores udvikling i regnskabsåret 2018/19 er præget af et ekstraordinært højt investeringsniveau på 44 millioner kroner i fabriksudvidelser og nye produktionsteknologier. Herudover arbejder vi med flere store kundeprojekter, som kræver organisatoriske investeringer nu, men først giver indtjeningseffekt om 1-2 år, forklarer CEO Anders Kold og fortsætter:
- Som familieejet virksomhed har vi et langt strategisk sigte, og det vigtigste for os er, at vores kundetilfredshed er stigende i takt med, at vi bliver involveret tidligt i produktudviklingen sammen med vores kunder.
Udover den økonomiske vækst og stigende kundetilfredshed er der i Mekoprint også fokus på internt samarbejde og arbejdsglæde. Mekoprint har danske afdelinger i Aalborg, Støvring, Hornslet og København, og i november 2019 blev Mekoprint udnævnt til Danmarks 12. bedste mellemstore arbejdsplads. Herudover har Mekoprint datterselskaber i Polen, Ukraine og Hong Kong.
Positive forventninger til fremtiden Mekoprint vil også i de kommende år have fokus på vækst med stadig større internationalt samarbejde og tilstedeværelse. I indeværende regnskabsår 2019/20 er der et fortsat højt investeringsniveau på 40 millioner kroner i avancerede produktionsteknologier, digitalisering af kundesamarbejdet og en fabriksåbning i Ukraine, som tilsammen giver en endnu større global konkurrenceevne.
Mekoprint forventer en øget top- og bundlinje i 2019/20 trods de aktuelle markedsmæssige usikkerheder. Mekoprint vil også fortsat have et stort fokus på samfundsansvar med særligt fokus på uddannelsessamarbejde og en ambitiøs målsætning om at blive en CO2-neutral virksomhed allerede inden udgangen af 2020. Den samlede indsats evalueres årligt i en CSR-rapport til UN Global Compact som en del af virksomhedens 4-dobbelte bundlinje






