Saint-Gobain Denmark – Indeklima på skoleskemaet – Børn med sans for god akustik og rumligt design

I forbindelse med et indeklimaprojekt i Dragør Kommune mærkede elever helt ned til første klasse på egen krop, hvad rummets akustik, luftkvalitet, lysforhold og indretning betyder for et godt indeklima. Det gav bonus at inddrage skolens brugere, og projektet afstedkom blandt andet, at både børn og voksne med stor begejstring kastede sig over abstrakte begreber som efterklang, akustik og decibel.

De fleste af os bruger 90 procent af vores tid indendørs, men mange skoler og andre bygninger over hele landet har et dårligt indeklima. Det er efterhånden alment anerkendt, at det kan påvirke både indlæring, koncentration, helbred og trivsel. Projektet i Dragør Kommune blev gennemført i anledning af en landsdækkende kampagne, som Realdania har lanceret for at sætte fokus på skolernes indeklima. Dragør Kommune er blandt de 12 kommuner, som Realdania har udvalgt til at sætte strategisk fokus på indeklimaet, når kommunens skoler fremover skal renoveres.
I forbindelse med kampagnen står Arkitema Architects i spidsen for at en række pilotprojekter, der skal udmønte sig i Dragør Kommunes strategiske indeklimaplan. Startskuddet var en række indledende workshops på alle kommunens skoler; Nordstrandskolen, Store Magleby Skole og Dragør Skole – med skolernes yngste børn og lærere som deltagere.

Skolebørn på lyd-workshop
”Det overordnede mål med pilotprojekterne var at undersøge, om små ændringer i indretningen kan ændre adfærd hos brugerne på en måde, så det samtidigt bidrager til et bedre indeklima. I den proces havde vi fokus på samspillet mellem lyd, lys, luft og læringsmiljøet – og hele tiden med tanke for, at det skal foregå med få midler og indretningsmæssige greb. For der er ikke millioner af kroner til at renovere for – hverken nu eller i fremtiden,” fortæller Margrete Grøn, kreativ leder i Learning hos Arkitema Architects.

Eftersom det er fremtidens brugere, dvs. børnene, der er de største ’influenter’ i forhold til, om ændringerne i indretningen skaber den ønskede adfærdsændring, blev de inddraget aktivt gennem workshops. De skulle blandt andet måle luftkvaliteten og lære om lys og skygge af en lysdesigner. Men hvordan bringer man en abstrakt størrelse som lyd og akustik ned i børnehøjde?

”Søren Rasmussen, der arbejder med projektrådgivning hos Gyproc, havde tidligere vist mig et computerprogram med tilhørende lydfiler, som passede perfekt til vores mission om, at børnene skulle mærke rummets akustik på deres egen krop. Programmet og lydfilerne er oprindeligt designet til voksne, så vi spurgte, om han kunne forenkle programmet og skære 45 slides møntet på fagfolk ned til tre. Og det gik han heldigvis med til,” forklarer Margrete Grøn.

Søren Rasmussen var selv ude som underviser på de tre skoler, hvor han opstillede ’lytte-stationer’ for at lære børnene om blandt andet lydbølger, decibel, akustik og efterklang. Og det var til Margrete Grøns store overraskelse et kæmpe hit blandt børn helt ned til første klasse.
”Akustik er en abstrakt størrelse selv for de fleste voksne. Men lydfilerne viste sig at være en succes, fordi børnene kunne sidde med lyttebøffer på og følge med på en skærm, hvor de kunne indrette et rum med forskellige lyd-absorbenter. De blev pludseligt bevidste om, at de valg man tager med hensyn til indretning og absorbenter har stor betydning for akustikken. Og de var meget fascinerede af, hvordan lyden forandrer sig, når man sætter for eksempel møbler, tæpper, paneler og malerier ind i et rum,” fortæller Margrete Grøn.

Sammen med de øvrige workshops var lytte-stationerne med andre ord med til at skabe forståelse for, hvordan ændret adfærd og indretning kan bidrage til et bedre indeklima og gøre det mere behageligt at opholde sig i et klasse- eller undervisningslokale.

I kølvandet på testprojektet har Arkitema afleveret en strategisk indeklimaplan for Dragør Kommune i slutningen af 2019. Fremover skal skolerne hver især selv udpege nye testområder – fx et klasseværelse eller fællesområde. Man tager et nyt lokale hvert år for at udbrede strategien langsomt – så økonomien også kan følge med. Og ifølge Margrete Grøn har pilotprojektet med inddragelse af børnene vist, at fremtidens brugere, det vil sige skolebørnene i Dragør, i høj grad også vil kunne følge med i de kommende ændringer i indretningen.

Hvor blev lyden af
Eksempelvist vil der fremover blive investeret i akustikpaneler i forbindelse med indretning af læringszoner, hvor eleverne kan fordybe sig – nogle steder har de samtidigt en praktisk og æstetisk funktion som opslagstavler. Noget som eleverne på skolerne ikke tidligere ville have tænkt synderligt meget over. Men det gør de nu.

”På St. Magleby Skole har vi sat akustikpaneler på væggene for at skabe yderligere ro. Nogle af eleverne gik hen til akustikpanelerne og råbte ind i dem for at finde ud af ’hvor lyden blev af.’ Det var dejligt at opleve, at børnene var blevet så bevidste om, at akustikpanelerne ikke bare er til pynt, men at de har en praktisk og meget konkret funktion som støj-absorbenter, der er med til at øge børnenes trivsel i dagligdagen,” fortæller Margrete Grøn.

Gyproc har udviklet lydfilerne i samarbejde med Rambøll. Der er i udviklingsprocessen foretaget simuleringer for at demonstrere og undersøge, hvordan rummets udformning påvirker akustikken på baggrund af følgende tre parametre; interiør, geometri og vægabsorbenter.Simuleringerne er lavet med softwareprogrammet ODEON, som er et af verdens førende systemer til 3D-simulering af bygningslyd.

Se Leverandører af Akustikløsninger

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Cookie-indstillinger