Schneider Electric – Danske boligejere overser energibesparelser via automatisering

Danskerne er gode til at gøre brug af LED-pærer, udskifte vinduer til energirigtige modeller og efterisolere boligen. Til gengæld bliver en af de letteste veje til energioptimering overset.

Danmark har sat et meget ambitiøst mål om en 70 procent reduktion i udledningen af CO2 inden 2030. Ifølge en række miljøeksperter skal det nås via en grøn omstilling på transportområdet, flere vindmøller og ikke mindst en større grad af energioptimering i danskernes private hjem.

I den forbindelse er der interessante informationer at finde i en spørgeskemaundersøgelse fra YouGov om danske boligejeres vaner og adfærd, hvad angår netop energioptimering i hjemmet. De adspurgte svarer blandt andet på, hvilke initiativer til energioptimering de har prøvet kræfter med. Her er topscorerne udskiftning af elpærer til LED (70 procent), udskiftning af døre og vinduer til mere energirigtige modeller (55 procent) og efterisolering af hjemmet (49 procent). Til gengæld har kun 21 procent af de adspurgte forsøgt sig med automatisering af energiforbruget, hvor der automatisk bliver slukket for lyset eller skruet ned for varmen på præindstillede tidspunkter.

”Det er skuffende og faktisk også overraskende, at så relativt få har erfaringer med at automatisere for eksempel lys, varme og ventilation i deres private hjem. Der findes masser af løsninger, som på en simpel måde slukker for lyset eller skruer ned for varmen, når der ikke er nogen til stedet i huset. Det kan både skære en markant del af hjemmets energiforbrug og eliminere et helt unødvendigt energispild,” siger Thomas Andersen, Vice President hos Schneider Electric Danmark, der er global specialist i energioptimering og initiativtager til spørgeskemaundersøgelsen.

Han peger på, at automatisering af energiforbruget er en indbygget del af de fleste smart home-systemer, hvor det for eksempel er muligt at indstille radiatorer og gulvvarme til at skrue ned, når der bliver luftet ud i huset. Ligeledes kan det blive standard, at lys og varme slukker, når hjemmets beboere forlader huset, og skruet op igen, når første familiemedlem kommer hjem. Det er også muligt at slukke for al standby-strøm, når ingen er hjemme. Sidstnævnte fjerner i sig selv typisk 10-15 procent af en gennemsnitlig husstands samlede elforbrug.

”Det lyder muligvis dyrt eller besværligt, men faktisk er mange af løsningerne meget lavpraktiske og en ret simpel måde at gøre både miljøet og sin egen økonomi en stor tjeneste. Under alle omstændigheder har vi alle et ansvar for at være med til at nedbringe udledningen af CO2, og som privatperson kan dette være et godt sted at starte,” siger Thomas Andersen.

Ifølge Det Internationale Miljøagentur står bygninger for 36 procent af den samlede CO2-udledning i EU. Et forhold der understreger bygningsområdets potentiale i forhold til at reducere vores klimaaftryk, og som samtidig er anledningen til, at Schneider Electric har taget initiativ til spørgeskemaundersøgelsen. 


Det svarer danske boligejere, der har erfaringer med energirenovering af egen bolig, på spørgsmålet ”Hvilke initiativer til energirenovering af dit tidligere eller nuværende private hjem har du foretaget?” 

Skifte til LED-belysning 70 procent
Udskiftning af vinduer og døre til mere energirigtige modeller 55 procent
Efterisolering 49 procent
Automatisering af energiforbrug 21 procent
Montering af varmepumpe 19 procent
Udskiftning af oliefyr 16 procent
Opsætning af solceller 10 procent
Visualisering af energiforbrug, fx via en app 9 procent
Udskiftning af ventilationsanlæg til varmegenvinding 5 procent  

Brug af solvarme til brugsvand 4 procent
Andet 9 procent

LÆS også: Schneider Electric – Nye sokler med push-in terminaler forenkler tavlemontage
Schneider Electric Danmark A/S's Firmaprofil

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Cookie-indstillinger