Besøgsfremgang og stor tilfredshed på årets FoodTech

Dialoger, mennesker og innovative fødevareteknologiske løsninger kendetegnede FoodTech 2026. Foto: MCH/Lars Møller.

Dialoger, mennesker og innovative fødevareteknologiske løsninger kendetegnede FoodTech 2026. Foto: MCH/Lars Møller.

Med 286 udstillere og 7.606 besøgende tiltrak FoodTech i år flere fagfolk end i 2024, og udstillernes positive tilbagemeldinger vidner om tre vellykkede dage med værdifulde møder, nye samarbejder og forretningsmuligheder. Nordens førende destination for fødevareteknologi samlede branchen i MCH Messecenter Herning 27.-29. oktober 2026.

Tre dage med fødevareteknologi i fokus, faglige indsigter og et væld af møder på tværs af branchen. Årets FoodTech er netop afsluttet med stor tilfredshed blandt udstillerne, der har udvekslet nye idéer, styrket relationer og skabt grundlaget for fremtidige samarbejder.

Hos Tetra Pak Danmark er der stor tilfredshed med årets FoodTech, hvor mange værdifulde kundemøder og et betydeligt forretningsmæssigt udbytte har gjort deltagelsen til en succes.

Det er gået rigtig godt, og vi tager rigtig meget med os hjem. Det, vi som sælgere normalt kan nå på en måned, kan vi faktisk nå her på bare tre dage. Det siger noget om værdien af at være samlet på FoodTech. Vi har mødt kunder fra flere nordiske lande, og det er meget positivt, at de prioriterer at deltage. For os handler det både om at skabe nye forretningsmuligheder, styrke relationerne til vores kunder og vise, at vi bakker op om branchen. Derfor er det vigtigt for os at være her, fastslår Mads Lundgren, Services Sales Manager, Tetra Pak Danmark.

Han fremhæver desuden den positive udvikling i FoodTechs indretning og besøgsflow, som har bidraget til en vellykket deltagelse. Samtidig ser Tetra Pak muligheder i at bygge videre på de gode erfaringer gennem endnu flere målrettede kundemøder og præsentationer, der imødekommer nye behov og forventninger hos branchens næste generation af beslutningstagere.

Et værdifuldt samlingspunkt

For Delta Elektronik har årets FoodTech budt på værdifulde møder med både nye og eksisterende kunder, ligesom kontakten til andre udstillere har åbnet for nye forretningsmuligheder.

Det har været nogle rigtig gode dage for os. Vi har fået en god håndfuld nye leads hver dag, men noget af det mest værdifulde er faktisk mødet med vores eksisterende kunder. Her kommer de ofte med hele afdelinger, og det giver os mulighed for at sparre med flere på én gang og sammen opdage nye muligheder. Samtidig oplever vi, at andre udstillere kommer forbi og får øjnene op for vores løsninger. Det er netop den slags møder, der gør FoodTech til et værdifuldt samlingspunkt for branchen, mener Jesper Riisbøll, Operations Manager, Delta Elektronik.

Han fremhæver desuden det positive samspil mellem FoodTech og International Food Contest, som bidrager til at tiltrække kunder fra både Danmark og udlandet. Samtidig glæder han sig over den store interesse fra mindre og mellemstore fødevareproducenter, der på FoodTech fik mulighed for at udforske nye løsninger og skabe direkte kontakt til leverandørerne.

IFC og FoodTech – en stærk kombination

Også hos IFC International Food Contest er begejstringen stor efter tre vellykkede dage med høj faglighed, velsmagende produkter og værdifulde møder mellem branchens aktører.

Det er gået helt fantastisk, og vi er simpelthen så glade. Vi har mødt stor begejstring hos både udstillere, besøgende og frivillige, og kvaliteten af de udstillede produkter har været tårnhøj. Samtidig oplever vi igen, hvor stærk kombinationen af IFC og FoodTech er. Når produkterne og teknologien samles, opstår der magi. Her mødes mennesker på tværs af fagligheder, får nye idéer og skaber kontakter, som kan føre til konkrete samarbejder. Det er netop dét, der gør denne mødeplads så værdifuld, siger Lars Johannes Nielsen, chefkonsulent i Landbrug & Fødevarer og Mejeriforeningen og ansvarlig for IFC.

Årets IFC bød på en omfattende udstilling af mejeriprodukter, hvor kvaliteten ifølge Lars Johannes Nielsen var så høj, at marginalerne mellem de medaljevindende produkter og det øvrige felt var minimale. Samtidig skabte en kontinuerlig strøm af besøgende gode betingelser for faglig dialog, netværk og nye forretningsforbindelser.

Værdien af det personlige møde

Med fremgang i både udstillerantal og besøgstal samt stor tilfredshed blandt deltagerne glæder MCH A/S sig over tre vellykkede messedage.

Ved åbningen fremhævede jeg, at meget skal måles, mens andet kan og skal kunne mærkes. Nu kan vi glæde os over en udstillerfremgang fra 267 til 286 og 8 procent flere besøgende fagfolk. Det er fremgange, vi er meget glade for. Samtidig har vi alle tre dage kunnet mærke energien og engagementet i hallerne. Det vidner om en innovativ fødevareindustri i konstant udvikling – og om en branche, der har både behov for og lyst til at mødes fagligt og personligt, udtaler Georg Sørensen og fremhæver betydningen af det personlige møde:

De mange positive tilbagemeldinger fra udstillerne understreger samtidig værdien af messemediet og det personlige møde. Her er nye forretningsmuligheder opstået, relationer blevet styrket og viden blevet delt. Det er netop i mødet mellem mennesker, at nye idéer og samarbejder tager form. En stor tak til de mange besøgende fagfolk, vores samarbejdspartnere og alle udstillerne, som sammen har bidraget til tre udbytterige messedage med høj faglighed og rigtig god messestemning.

Foruden IFC bød FoodTech konkurrencemæssigt på DM i 3D-print, som blev vundet af Alexander B. Colmorn og Joachim O. Leo fra EUC Syd.

LÆS også: Nordens bedste mejeriprodukter kåret på FoodTech
MCH Messecenter Herning A/S's Firmaprofil

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Cookie-indstillinger