Alexander og Joachim printede sig hele vejen til danmarksmesterskabet

Det blev Alexander B. Colmorn og Joachim O. Leo fra EUC Syd, der løb med sejren i DM i 3D print efter tre intense konkurrencedage på årets Foodtech-messe i Herning. Foto: Dansk AM Hub

Det blev Alexander B. Colmorn og Joachim O. Leo fra EUC Syd, der løb med sejren i DM i 3D print efter tre intense konkurrencedage på årets Foodtech-messe i Herning. Foto: Dansk AM Hub

Alexander B. Colmorn og Joachim O. Leo fra EUC Syd løb med sejren til årets DM i 3D print efter tre intense konkurrencedage. Konkurrencen blev afholdt på Foodtech-messen i Herning og bød blandt andet på opgaver i at 3D printe en gribeløsning til en robotarm og en sensorløsning til et transportbånd.

Det var to stolte og lidt trætte lærlinge fra EUC Syd, der torsdag den 29. oktober kunne kalde sig danmarksmestre i 3D print og løfte pokalen. Pokalen var meget passende 3D printet af valnøddeskaller i samarbejde mellem Lili Productions og Nuterials.

– Det har været nogle vildt spændende, udfordrende og sjove dage, hvor vi har lært en masse nyt og fået nye venner. Vi glæder os til at tage vores viden med tilbage til Danfoss, lød det fra Alexander B. Colmorn som printede sig til førstepladsen med makkeren Joachim O. Leo.

Viden med hjem til virksomhederne

Deltagerne i årets DM har baggrund som værktøjsmager, industritekniker eller datatekniker. De har alle en fast læreplads, og meningen med mesterskabet er, at de tager deres nye færdigheder med hjem til virksomhederne.

– Vi vil gerne vise den næste generation, hvad teknologien kan, så de kan uddanne deres kolleger. Hvis du aldrig har arbejdet med 3D print, kan det være svært at se, hvor i produktionen det giver mening. Nu kommer de hjem med viden, der kan bruges fra dag ét, siger Frank Lorenzen, direktør i Dansk AM Hub, som er en af initiativtagerne til mesterskaberne.

Sparer materialer og mandetimer

Luftfarts-, bil- og medicinalindustrien har for længst opdaget potentialet i 3D print og bruger teknologien til at optimere og fremtidssikre deres produkter. Princippet er enkelt: Produkterne printes lag for lag, og det sparer materialer, mandetimer og CO₂-udledning. Derfor skal endnu flere virksomheder lære teknologien at kende, mener Frank Lorenzen:

– 3D print er afgørende for virksomhedernes konkurrenceevne. I stedet for at bruge måneder på at støbe eller fræse prototyper kan du printe dem på stedet og teste dine idéer med det samme. Og du kan bruge overskudsmaterialer som valnøddeskaller, tekstilrester og halm i stedet for plast, jern og beton, som vi bruger alt for meget af i dag.

Et vindue for erhvervsskolerne

En af samarbejdspartnerne på DM i 3D print er Herningsholms Erhvervs- og Gymnasieskoler. Skolen er en af landets tre klimaerhvervsskoler og arbejder målrettet med innovation og bæredygtighed. Her håber man, at mesterskaberne kan sprede teknologien til flere erhvervsskoler.

– DM i 3D print er et vigtigt udstillingsvindue, ikke kun for virksomhederne og de faglærte, men også for underviserne på erhvervsskolerne. Mange forstår ikke mulighederne ved teknologien. Vi håber at pirre lærernes nysgerrighed, så de tager deres viden med hjem og ind i klasseværelserne, siger Kasper Moesgaard AM-specialist på Herningsholm.

Med pokalen i hånden og nye færdigheder i rygsækken vender Alexander og Joachim nu tilbage til EUC Syd. Og hvis Dansk AM HUB og erhvervsskolerne får deres vilje, er det ikke kun vinderen, der tager 3D print med hjem, men et helt hold af lærlinge, undervisere og virksomheder.

Fakta om DM i 3D print:

Bag DM i 3D print står Dansk AM Hub sammen med Videnscenter for Automation & Teknologi, Center for Industri, Hitech & Industry Scandinavia samt AM Learning Lab på Herningsholm.

DM i 3D print er en del af projektet Faglærte 4.0, som er støttet af Tietgenfonden. Projektet løber fra 2026-2028 og udvikler nye undervisningsforløb, der kobler praktisk innovation og nye teknologier med cirkulær tænkning i bygge- og produktionssektoren.

Se Leverandører af 3D print

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Cookie-indstillinger