Fiberaftale mellem Følsgaard og Fibia

En ny aftale mellem Hans Følsgaard A/S og Fibia er resultatet af tre måneders pragmatiske forhandlinger. Det har nu ført til et udvidet leveranceomfang af fiberløsninger fra Følsgaard, der garanterer Fibia fiberoptiske produkter langt ud i fremtiden med en veldefineret kvalitet og en kontraktlig roadmap, som følger den teknologiske udvikling

Man skulle måske tro, at det danske landkort allerede er dækket af en fiberoptisk datadistribution, der spænder fra Gedser til Skagen, men det er langt fra tilfældet. Der er lang vej endnu, og de fortsat øgede tekniske tigerspring fremad stiller fortsat krav om øget kapacitet i fibertrafikken. Bevares, sammenligner vi Danmark med Tyskland, der kun har en to, måske tre, procents dækning af markedet med fiberoptisk kommunikation, så er Danmark bogstaveligt talt lysår længere fremme.

– Vi oplever en meget stor efterspørgsel fra alle dele af det danske samfund. Industri, kommercielle områder samt både boligforeninger og private hjem vil have fiber til dørtrinnet, så vi har arbejde til nogle år endnu, før markedet bliver mættet. Senest har hele situationen om covid-19 skabt et behov for flere hjemmearbejdspladser, der igen får kravet om øget bredbåndskapacitet til at stige, siger Michael Bauer, der er Supply-Chain Manager hos Fibia.

Det billede underbygger Claus Rønne fra Hans Følsgaard A/S’ Telecom-division. Han konstaterer, at behovet for kapacitet fordobles hver ottende måned, og det afspejles i de mængder af rør, fiberkabler samt test- og installationsudstyr, Følsgaard leverer. Og virksomhedens markant øgede indsats inden for fiberoptiske kommunikationsprodukter og –løsninger er en medvirkende årsag til, at Fibia nu har indgået en aftale med Hans Følsgaard, hvor sidstnævnte bliver ”dual-source” leverandør

– Går man 10 til 15 år tilbage, stod det måske ikke ligefrem i kortene, at Følsgaard skulle blive så stærk inden for fiber, som tilfældet er. Virksomheden ser sig jo som teknikpartner inden for energi- og automationssektorerne, men uanset, om vi taler om jernbaner, energiløsninger eller automatik og robotter, så kommer kommunikationen ind i billedet – og den bliver stadigt mere og mere baseret på fiber. Så hvad der startede med føringsrør til fiberkablerne, splidsere, testere og installationsudstyr, er siden blevet udvidet med nogle af markedet bedste og mest kompakte råfibre og fiberkabler, forklarer Claus Rønne.

Afsæt i det elektrotekniske marked

Det er i den forbindelse spændende, at Hans Følsgaard A/S’ udvikling har fulgt mange af el-selskabernes. Energivirksomhederne faldt tidligt ud af, at idet man alligevel tegnede sig for den elektriske infrastruktur, så kunne man også tage sig af kommunikationsinfrastrukturen, når man nu alligevel havde sat spaden i jorden. Det heldige i tidsmæssig sammenhæng er, at liberaliseringen af teleinfrastrukturen faldt nogenlunde sammen med udviklingen af FTTx-teknologierne (fibre-to-the-home/-kerb/-desk), hvilket har givet en virksomhed som Fibia et forspring på markedet.

– Fibias historik er baseret på et samarbejde mellem de sjællandske og jyske SEAS-NVE- og NRGi-selskaber. SEAS-NVE har netop skiftet navn til Andel, mens NRGi fortsat arbejder under dét navn. Fibia blev oprettet i 2015 som et fusioneret selskab under Andel/NRGi, og navnet er da også en sammentrækning af ”FIBer-I-Alliance”, fortæller Micheal Bauer.

Da Hans Følsgaard A/S i årtier har haft foden inden for hos landets el-forsyningsselskaber, har det naturligvis været en kærkommen lejlighed til at udvide forretningen ved også at kunne levere føringer og fiberkabler til kommunikationssegmentet. Og med et velanskrevet navn i virksomheder, der allerede er kunder, har en udvidelse af samarbejdet ligget lige til højrebenet, da fundamentet jo på alle måder allerede var i orden.

Ønsker en ”ren infrastruktur”

Ifølge Sandie Petersen fra Fibia ønsker virksomheden en såkaldt ”ren infrastruktur”. Moderselskaberne, Andel og NRGi, betjener i forvejen langt over en million kunder og har et tocifret antal tusinde kilometer kabler og føringer landet over. Med det omfang kan man ikke nøjes med én leverandør, da det ville kunne skabe monopollignende forhold – og konkurrence er altid godt. Derfor opererer Fibia med en dual-source politik, så der er mindst to leverandører, som man entrerer med under faste kontraktlige aftaler. Og med den rene infrastruktur vil rør og fiberkabler følge hinanden, så der ikke opstår uldne entreprisegrænser, hvor man ellers kunne risikere, at leverandørerne ville løbe fra ansvaret, hvis noget skulle gå galt – eller komponenter ikke passe sammen.

– Vi har forhandlet med Hans Følsgaard A/S i tre måneders tid. Det har været en pragmatisk proces, der har ført til en meget vellykket aftale, der giver os garanti for leverancer langt ud i fremtiden i de fornødne mængder og med en konsistent kvalitet baseret på Følsgaards ISO-9000 certificering, konkluderer Michael Bauer.

Teddy Tofte Hansen fra Følsgaards Telecom-division slutter med at forklare, hvordan Følsgaard forpligter sig til at holde Fibia løbende orienteret om udviklingen på markedet, både teknisk og efterspørgselsmæssigt, så der hele tiden eksisterer en brugbar roadmap. Det vil give Fibia en tidlig indsigt i de omskiftelige markedsforhold, så Fibia hurtigt kan tilpasse sine forecasts til de faktiske forhold. Det giver tryghed hos Fibia for sikre leverancer, ligesom Følsgaard vil opnå større og mere omfattende leverancer, hvor anlægsdelene er nøjagtigt tilpasset til hinanden.

Det er jo et teknisk partnerskab i sin mest effektive form…

LÆS også: Hans Følsgaard – Grøn energi og biodiversitet går hånd i hånd
Hans Følsgaard A/S's Firmaprofil

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Cookie-indstillinger