WindowMaster – Nyt SYNERGI-medlem ønsker højere klimaambitioner

Smarte, højteknologiske bygninger er en vigtig del af arbejdet for en verden med mindre energispild og et sundere indeklima. Men hverken de danske eller europæiske ambitioner for energieffektivitet står mål med potentialet for klimaet og økonomien. Det mener både WindowMaster og SYNERGI. Derfor indleder parterne et samarbejde fra i dag, hvor WindowMaster er nyt medlem af den grønne interesseorganisation SYNERGI.

Balancen mellem økonomi, sundhed og klima er kernen i både WindowMaster og SYNERGIs arbejde. Derfor ser CEO i WindowMaster, Erik Boyter, store perspektiver i medlemskabet hos SYNERGI.

“Når vi går med i SYNERGI, skyldes det, at vi i høj grad støtter deres dagsorden om at nedbringe energiforbruget og dermed CO2-aftrykket i både nye og eksisterende bygninger. WindowMaster passer godt ind i SYNERGIs fokus på både energieffektiviseringer og teknologiorientering, da vores løsninger omfatter begge spor. SYNERGI har også en dagsorden om indeklima, og der vil vi også gerne spille ind, da vores løsninger udover at spare energi også giver en bedre luftkvalitet i bygningerne,” siger CEO i WindowMaster, Erik Boyter.

SYNERGI-direktør Katrine Bjerre M. Eriksen glæder sig over at få WindowMaster med på holdet. Hun ser et naturligt værdifællesskab i arbejdet for at løfte de utilstrækkelige danske og europæiske mål for energieffektivitet. Men særligt på indeklimadagsordenen ser direktøren frem til at kunne trække på WindowMasters viden.

“Indeklimaet i vores bygninger har enorm betydning for vores sundhed og livskvalitet i hverdagen – lige fra skoleeleven, over kontoristen til plejehjemsbeboeren. Men et sundt indeklima kræver sunde bygninger. Derfor er kernevelfærd og klimakamp vævet ufravigeligt ind i hinanden. Alligevel fylder de politiske ambitioner for både indeklima og for at begrænse energispildet alt for lidt i både Danmark og EU. WindowMasters stærke, grønne produkter og ambitioner for klimaet passer perfekt ind i SYNERGIs DNA. Derfor et varmt velkommen til WindowMaster, som jeg glæder mig meget til at arbejde sammen med,” siger Katrine Bjerre M. Eriksen.

WindowMaster leverer løsninger, hvor bygninger ved hjælp af central styring ventileres med frisk luft for at opnå de ønskede temperaturer og en god luftkvalitet. Dermed sparer man 50-80% på energiforbruget i forhold til traditionel mekanisk ventilation og skaber også et bedre indeklima. Den teknologi har mange allerede stor glæde af i dag – men der er fortsat plads til forbedringer i både den danske og europæiske bygningsmasse.

For eksempel er tre ud af fire europæiske bygninger energiineffektive. Det betyder, at bygninger tegner sig for hele 40% af energiforbruget og mere end en tredjedel af CO2-udslippet i Unionen. Samtidig forventer EU-Kommissionen, at op mod 95% af den europæiske bygningsmasse fortsat vil stå i 2050. Jo før man kommer i gang med at forbruge energien klogere, jo større besparelser kan hentes på energi-, CO2- og bankkontoen i bygningernes lange levetid.

Uambitiøse politiske mål i Danmark

“Der har været meget fokus på vedvarende energi – og det er godt – men vi skal også arbejde på at forbedre bygningsmassen i Europa. Vi kan ikke nå Danmarks og EU’s klimamål udelukkende ved at sætte flere vindmøller og solceller op. Der skal også spares på energiforbruget,” siger Erik Boyter, der ønsker, at Danmark bliver et internationalt udstillingsvindue for energibesparelser i bygninger. Han fortsætter:

“Jeg synes, at de politiske mål i Danmark er for uambitiøse. Der er stor vilje hos både industrien og borgerne for at gøre en indsats, men hvis politikerne sætter målene for lavt, så ændrer vi ikke udviklingen. SYNERGI kan skubbe på den politiske udvikling og udnytte den medvind, der er i både planerne for en grøn genopretning af Danmark og i EU’s Green Deal. SYNERGI har som interesseorganisation god adgang til EU, og der passer WindowMaster som en international virksomhed godt ind.”

Katrine Bjerre deler Erik Boyters analyse. Hun ser tilbage på et 2020 med flere fornuftige politiske aftaler på både dansk og europæisk niveau, men i 2021 skal der gerne i højere grad konkrete måltal på bordet, mener SYNERGI-direktøren:

“Det skorter egentlig ikke på anerkendelsen af energieffektivitet som en hjørnesten i den grønne omstilling. Det hører vi igen og igen eksperter, politikere og andre beslutningstagere anerkende. I kølvandet på den anerkendelse er investeringer til en vis grad fulgt med. Det, vi for alvor mangler, er tidssvarende mål for energieffektivisering i både Danmark og EU, så vi sikrer en fælles retning og afklaring om succeskriterierne. Det har jeg en forventning om at se i 2021.”

LÆS også: WindowMaster – Åbn vinduerne med trådløs teknologi
WindowMaster A/S's Firmaprofil

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Cookie-indstillinger