Bekey – Digital nøgleplatform vil knække koden til nemmere hjemmelevering

Coronakrisen har betydet en eksplosiv stigning i antallet af danskere, der handler online, men den fysiske infrastruktur har ikke fulgt med i samme fart. Hos den danske tech-virksomhed Bekey vil man udbrede sin digitale nøgleløsning, der sikrer tryg og gnidningsfri levering.

Danskerne handler elektronik, møbler og tøj på nettet som aldrig før. De senere års vokseværk i e-handlen har nået nye højder under coronakrisen, men det har ikke været helt uden udfordringer. Overfyldte pakkeshops og omdirigerede pakker er en problematik for både webshops, leveringstjenesterne og ikke mindst forbrugerne, hvilket er blevet særligt tydeligt det seneste år.

Hos danske Bekey, der er en del af North Media-koncernen, har man svaret på fremtidens gnidningsfrie levering, mener adm. direktør, Jannik Bray Christensen.

”En god og effektiv levering er og bliver én af de store hurdles både ift. økonomi og convenience for rigtig mange virksomheder. Det seneste år har det været massivt pres på pakkeleveringerne, og det har blottet behovet for en løsning, der sikrer, at buddene aldrig går forgæves, og at forbrugerne får deres pakker til døren hver eneste gang, ” siger Jannik Bray Christensen.

Bekey fungerer gennem en simpel ikke-synlig chip på indersiden af opgangenes dørtelefon, der giver mulighed for at give adgang til opgangen. Distributørerne kan benytte Bekeys digitale nøgleplatform eller endda integrere funktionen direkte på distributørens egne digitale platform, så udbringerne kan aflevere produktet nemt og hurtigt.

Giver adgang til hver anden opgang i København
I dag anvendes Bekeys nøgleplatform allerede i 29 danske kommuner og i 44 norske kommuner. For Jannik Bray Christensen er målet at blive en markedsstandard for adgangen til de danske opgange, og virksomhedens løsning er i øjeblikket etableret i hver anden opgang i Storkøbenhavn og giver samlet adgang til 200.000 etageejendomme. For Bekey handler ekspansionen om at komme ud gennem forskellige erhverv.

”Bekeys løsning har været vigtig for de norske og danske kommuner, men vi er glade for, at leverandører af pakker, ejendomsadministratorer og andre nu også får øjnene op for fordelene ved nøglefri adgang. Ambitionerne er store for vores skalérbare nøgleplatform, og vi ser lige nu et enorm behov for vores løsning, der kan udrydde de forgæves besøg, der koster fragtfirmaer, distributører og kommuner dyrt,” siger Jannik Bray Christensen.

Se Leverandører af Elektroniske låse her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Cookie-indstillinger