EU bestiller nu yderligere 100 danske desinfektionsrobotter

Blue Ocean Robotics i Odense har netop landet en ordre på 100 robotter af typen UVD Robots, der skal uskadeliggøre virus og bakterier på hospitaler i Europa. Det er Europa-Kommissionen, der har lagt ordren hos den danske robotproducent. Bestillingen kommer samtidig med, at robotvirksomheden netop har afsluttet leverancen af i alt 200 robotter til hospitaler i hele EU. Samtlige 300 robotter er en donation fra kommissionen til medlemslandenes sundhedsvæsen for at beskytte patienter, personale og pårørende mod smitte under Covid-19-epidemien.

En selvkørende robot, der på 15 minutter kan desinficere en patientstue eller operationslokale, er nu taget i brug på et hospital i Barcelona. Consorci Corporació Sanitària Parc Taulí hospitalet i Barcelona har fået robotten doneret af EU-Kommissionen som et led i en donation på 200 robotter til hospitaler i EU. Teknologien gives som led i bekæmpelsen af hospitalsinfektioner, Covid-19 og andre smitsomme mikroorganismer på hospitalerne

Erfaringerne med den danske teknologi er så gode, at kommissionen netop har valgt at investere i yderligere 100 robotter af mærket UVD Robots fra servicerobotfirmaet Blue Ocean Robotics.

Margrethe Vestager, ledende næstformand i Europa-Kommissionen, begrunder investeringen i de fynske robotter sådan her:

Det har topprioriteret for EU at hjælpe medlemslandene med at overvinde epidemien, og denne donation af desinfektionsrobotter er en meget håndgribelige form for opbakning og derfor er et glimrende eksempel på, hvad vi sammen kan opnå. Det her europæisk solidaritet i praksis, og jeg er meget glad for at EU-Kommissionen vil gøre en ekstra indsats ved at donere yderligere 100 desinfektionsrobotter til hospitaler, der virkelig har brug for dem, siger Margrethe Vestager.

I Danmark fik Rigshospitalet som det første hospital i Danmark en desinfektionsrobot fra Blue Ocean Robotics via EU-donationen i april 2021. Det var Juliane Marie Centret, der fik mulighed for at automatisere desinfektion ved hjælp af UVC-lys.

Et whitepaper, der præsenterer resultaterne fra et sammenlignende studie af desinfektionsrobotters effekt, viser en markant effekt af teknologien. Studiet, der er foretaget på et hospital i Kroatien med 1100 ansatte, dokumenterer blandt andet, at sundhedspersonale på det robot-desinficerede afsnit kunne undgå smitte på nær i ét tilfælde, mens der var i alt 37 smittede medarbejdere på afsnit, hvor der fortsat kun udføres almindelig rengøring. Dertil kommer, at robotten netop desinficerede i hospitalets corona-afsnit, der alt andet lige gør personalet mere udsat end på andre afsnit. Studiet viste også, at otte ud af ti prøver i et manuelt rengjort operationsrum viste positiv for bakterier, mens der var 0 positive prøver efter autonom desinfektion med UVD robotten.

Danmark er teknologisk frontløber

Forud for valget af den danske producent som leverandør af desinfektionsrobotter til EU-landenes hospitaler gennemgik EU-Kommissionen forskellige produkter på markedet. UVD Robots er vurderet som bedst vurderet på parametrene teknisk kvalitet, teknologiens modenhed, implementeringsvenlighed, responstidpå teknisk support og vedligeholdelse. Det bygger på mange års intens produktudvikling i tæt samarbejde med Odense Universitetshospital.

“Vi var de første til at udvikle, producere og levere en robot af denne type. Den har sat standarden for autonom UV-C desinfektion i hele verden. Det globale markeds interesse for UVD Robots, der oprindelig er udviklet til generel forebyggelse af hospitalserhvervede infektioner, er vokset kolossalt under covid19-pandemien. Bestillingen af i alt 300 robotter til EU beviser vores robotters effektivitet, og vi vil implementere de næste 100 så hurtigt som muligt for at hjælpe sundhedspersonale og patienter i kampen mod spredning af covid-19,” siger CEO i Blue Ocean Robotics, Claus Risager.

Udover sundhedssektoren bruges UVD Robots også i hotelbranchen, i lufthavne, på krydstogtskibe, i butikscentre, skoler og andre steder, hvor der færdes mange mennesker.

Se Leverandører af desinfektionsrobotter her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *