Ny forskning – Træbyggeri øger trivslen

En ny svensk undersøgelse på baggrund af 52 husstande viser, at træbyggeri øger trivslen. Undersøgelsen støtter således op om noget af den seneste forskning på området, som ifølge adjunkt og forsker på Institut for Bioscience ved Aarhus Universitet, Kristine Engemann Jensen, viser en tydelig kobling mellem naturlige omgivelser og mental sundhed, og de resultater glæder man sig over hos foreningen Træ i Byggeriet.

Træbyggeris mange miljøvenlige og bæredygtige egenskaber er om og om igen blevet bevist. Men nu peger ny forskning på, at træ ikke kun er til gavn for klimaet, men også har en positiv effekt på beboernes trivsel.

Et nyt svensk studie, som Center for Boligarkitektur ved Chalmers University of Technology i Gøteborg står bag sammen med arkitektfirmaet White Arkitekter, har nemlig undersøgt boligkvaliteten og beboernes trivsel i netop træhuse. Her har man foretaget dybdegående interviews samt en efterfølgende rundspørge blandt beboerne i et af Sveriges største boligområder bygget i træ, nærmere bestemt Frostaliden i byen Skövde i det centrale Sverige.

– Rundspørgen omfatter beboerne i 52 husstande, som gav udtryk for, at træmaterialerne forbedrede boligens akustik og skabte en hyggelig stemning. Herudover viser undersøgelsen også, at beboerne er stolte over at bo i et træhus, da det afspejler en bæredygtig livsstil. Og det er alt sammen helt centrale elementer i forhold til mere trivsel og sundhed generelt set, forklarer sekretariatsleder i foreningen Træ i Byggeriet, Lauritz Rasmussen, og fortsætter: 

– Det er naturligvis resultater, som vi er glade for at se. Derudover er det også positivt, at der i stigende grad kommer fokus på ikke alene, hvilken effekt træbyggeri kan have på CO2-udslippet, men nu også træmaterialers betydning for boligens kvalitet, trivsel og indeklima. Det er nemlig endnu et vigtigt argument for en øget anvendelse af træ i byggeriet.

De to 8-etagers bygninger, som undersøgelsen tager udgangspunkt i, har en konstruktion af limtræ og CLT, mens gulvene og væggene blandt andet også består af synligt træ.

Forsker: Træets synlighed spiller en central rolle
Ifølge adjunkt og forsker på Institut for Bioscience ved Aarhus Universitet, Kristine Engemann Jensen, er der en tæt sammenhæng mellem naturlige omgivelser og vores mentale sundhed.Hun har selv stået i spidsen for et forskningsprojekt, der for nyligt undersøgte sammenhængen mellem de to faktorer. Projektet, der kortlagde mængden af grønne områder nær godt én million danskeres barndomshjem, viste, at desto mere natur og naturlige omgivelser, vi omgiver os med i vores barndom, desto lavere er risikoen for, at vi udvikler psykiske lidelser.

 Grønne omgivelser kan ifølge vores forskning mindske risikoen for at udvikle hele 14 psykiske lidelser med op til 55 procent. Og andre studier på området peger i samme retning. Omgiver vi os med en stor mængde natur eller naturlige omgivelser i særligt vores barndom, kan det blandt andet gøre os bedre til at tackle stress. Naturen er nemlig med til at forbedre den kognitive udvikling hos især børn, da man bedre lærer at vurdere risici og dermed bliver mere selvstændig, forklarer hun og fortsætter:

– Og mange af de resultater kan også overføres til boligbyggeriet, hvor andre studier har vist, at flere naturlige byggematerialer som eksempelvis træ kan have samme positive indflydelse på mennesker sundhed – især når de er synlige. Det er nemlig bevist, at naturlige materialer får os til at slappe af, og derfor kan det have positive effekter at benytte sig af eksempelvis træfacader på bygningernes overflade eller vægge og gulve af træ inde i boligen.

Centralt i forhold til at skabe bæredygtige byer
Netop derfor ser Kristine Engemann Jensen også med bekymring på den urbanisering, der har taget fart gennem de seneste år. Det stigende antal mennesker, der flytter ind til storbyerne, presser nemlig byernes få grønne oaser, og det kan ifølge hende potentielt få sundhedsmæssige omkostninger for borgerne. Derfor håber hun, at man i fremtiden tænker mere grønt ind i byplanlægningen.

Hos foreningen Træ i Byggeriet ser man også en øget anvendelse af naturlige materialer som et centralt skridt i forhold til at udvikle endnu mere bæredygtige byer:

– Ifølge FN’s beregninger vil to tredjedele af jordens befolkning i 2050 være bosat i et byområde. Den massive tilflytningsvækst stiller derfor store krav til, hvordan vi i fremtiden indretter vores byer og bygger vores boliger. Her kan naturen og naturlige materialer som træ komme til at spille en vigtig rolle i dannelsen af bæredygtige byer, hvor selve byplanlægningen understøtter klimaets såvel som beboernes sundhed i stedet for at underminere den, slutter Lauritz Rasmussen.

Find Leverandører af Byggematerialer her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Cookie-indstillinger