RG ROM GUMMI kan i år fejre 40-års jubilæum
Den 1. marts 2023 kan RG Rom Gummi, der er producent af industrielle løsninger i gummi, plast og skum, fejre sit 40-års jubilæum.
Historien om RG Rom Gummi begyndte i byen Rom, lidt udenfor Lemvig, hvor grundlæggeren, Leif Kristensen, stod sammen med sine få medarbejdere, og producerede de allerførste gummiløsninger.
I begyndelsen blev størstedelen af tiden og alle ressourcerne brugt på optimering og udvikling af virksomhedens produktion og produkter til de lokale fiskere i Lemvig og omegn. Her blev især brugt tid på at dygtiggøre sig i varmvulkanisering af gummi samt udvikling af en ny gummikvalitet, der kunne klare de barske forhold det blev udsat for i fiskeindustrien på Vesterhavet. Den prioritering viste sig hurtigt at bære frugt, og det resulterede i, at RG ROM GUMMI (dengang kaldet Rom Gummi- og Plastic Service) allerede efter få år kunne tilbyde helt nye gummiløsninger til fiskeindustrien, i en holdbarhed og slidstyrke som aldrig var set før. Virksomheden, der nu drives af sønnen Jesper Berg Kristensen, rummer i dag produktionslokaler på knap 18.000 kvadratmeter, og producerer ikke kun gummiløsninger til fiskeindustrien, men stort set alle industrier i både ind- og udland.
– Det er helt vildt, så meget der er sket hos os siden 1983. Vi er gået fra at være en gummiproducent til fiskeindustrien, til en af de største og mest alsidige gummiproducenter i Danmark. Og udover gummi, kan vi nu også producere og bearbejde løsninger i teknisk plast og skum. Men en ting som ikke har forandret sig er, at vi stadig producerer og udvikler nogle af de mest holdbare varmvulkaniserede gummiløsninger den dag i dag – og det kan vi takke min fars hårde arbejde for, fortæller Jesper Berg Kristensen.
Omkring 2010 fik RG Rom Gummi et stort gennembrud i offshore- og vindmølleindustrien pga. deres evne til at varmvulkanisere gummi på stål. Den kompetence er specielt efterspurgt til havmølle-fundamenternes såkaldte boat landings, hvor der stilles store krav til gummiløsningens holdbarhed og levetid.
– Siden 2008 har vi leveret vores varmvulkaniserede gummiløsninger til ca. 4.000 havmølle-fundamenter fordelt på 58 havvindmølleparker på hele kloden. Og vi oplever stadig en stigende vækst, da vi er nogle af de eneste i verden, der kan producere de gummiløsninger, som producenterne af havmølle-fundamenterne efterspørger, fortæller Jesper Berg Kristensen.
Virksomhedens gummiløsninger til havmølle-fundamenter har også fundet vej til det amerikanske marked. Her har RG Rom Gummi etableret en ny produktion, hvor de skal levere til havmølleparken Ocean Wind 1. Det er ikke første gang, virksomheden er involveret i en amerikansk havmøllepark, men det er første gang, man etablerer en produktion udenfor Lemvig.
Alsidighed og in-house kapacitet har banet vejen til vækst
I 2021 investerede RG Rom Gummi i et nyt og moderne CNC-maskinværksted for at blive mere selvforsynende. Her fremstiller virksomheden f.eks. selv deres støbeforme til deres gummistøbningsafdeling. Og netop deres gummistøbningsafdeling udvidede virksomheden i sommeren 2022, da de opkøbte og overtog konkurrenten Olet Industrigummi, der især har specialiseret sig i sprøjtestøbning. Ifølge RG Rom Gummi, gør denne overtagelse virksomheden til den største producent af støbte gummiløsninger i Danmark.
– Vi ønsker at være en full-service producent og leverandør af tekniske løsninger i gummi, plast og skum, hvor vores kunder, foruden vores store materialekendskab og knowhow, kan forvente en ensartet og tårnhøj kvalitet, kombineret med høj service og hurtig levering, fortæller Jesper Berg Kristensen, og fortsætter. – Ser man samlet på vores produktionsmuligheder tror jeg, at vi er den mest alsidige in-house producent gummiløsninger i Danmark. Vi kan producere alt fra bittesmå støbte gummiemner på få gram i serier på +10.000 stk. til de store gummifendere på knap 2 tons, afslutter Jesper Berg Kristensen.