DBI – Konkret krav til brandbelastning i flugtvejsgange

dansk brandsikring

NIS2: Hvad med forsyningskæden – har du styr på den?

Med BR18 er der et konkret krav til, hvor stor brandbelastningen må være i bygningers flugtveje. Som noget nyt gælder kravet nu for alle bygninger, og det er op til bygningsejeren at dokumentere, at grænsen er overholdt. Det kan kræve både beregninger og tests.

Hvad er brændværdien af en skraldespand? Eller brændværdien i en Ipad eller et maleri? Det er ikke spørgsmål, ret mange bryder hovedet med til daglig. Men har man ansvar for drift, kontrol og vedligehold af en bygnings brandforhold, bliver disse spørgsmål relevante oftere og oftere. For som en del af BR18 er der nu helt konkrete grænser for brandbelastningen i flugtvejsgange. Og med kravet følger behovet for at bestemme brandbelastningen af de genstande, der befinder sig dér.

– Før BR18 var der en række driftsmæssige forskrifter til bygninger, hvor konsekvenserne af en brand var særligt store – som f.eks. institutioner, hoteller og forsamlingssteder. De indeholdt bl.a. krav om, at brandbelastningen i flugtveje ikke måtte være af nævneværdig karakter. Med BR18 er de driftsmæssige forskrifter til byggerier udgået, og i stedet gælder bilaget om drift, kontrol og vedligehold af bygningers brandforhold, som gælder for alle bygninger. I bilaget er der en konkret målfast grænse for brandbelastningen i flugtvejsgange, fortæller Poul Brinck Rask, der arbejder i prøvningsafdelingen hos DBI.

Ejer skal dokumentere

Grænsen er på 50 MJ/m2, og desuden skal brandbelastningen være jævnt fordelt i flugtvejsgangen. Det er op til bygningsejeren at dokumentere, at man holder sig under grænsen.

– Det er typisk i forbindelse med brandsyn, at spørgsmålet om brandbelastning dukker op. Bygningsejere er sjældent opmærksomme på kravet, og måske har de indrettet flugtvejsgangen med nicher, som indeholder møblement, eller placeret stole, sofaer, affaldsspande m.v. i gangen. Tidligere fik bygningsejeren enten at vide, at området skulle ryddes, eller også blev det accepteret af myndighederne. I dag bliver de bedt om at dokumentere, at brandbelastningen holder sig under grænsen, siger Poul Brinck Rask.

Kan man ikke det, må man fjerne genstandene fra flugtvejsgangen. Dog har man også muligheden for at beregne brandbelastningen og derigennem bevise, at man er under grænsen.

– Kender man værdierne for genstandene i flugtvejen, kan DBI hjælpe med at foretage en samlet beregning. Værdierne kan evt. findes i forskningslitteraturen, og ellers kan man med en enkel test i lille skala måle de indgående materialers brændværdi og derefter udføre beregningen, siger Poul Brinck Rask

Over grænsen mange steder

Det er værd at bemærke, at kravet om 50 MJ/m2 i flugtvejsgange ikke længere kun gælder byggerier i en høj risikoklasse, men derimod alle byggerier.

– F.eks. var kontorbyggeri i modsætning til nu ikke omfattet af de tidligere driftsmæssige forskrifter. Men bygningsejeren bliver kun opmærksom på kravet til brandbelastningen og en evt. overskridelse, hvis bygningen pga. sin risikoklasse er omfattet af de regelmæssige brandsyn. Det betyder også, at der givetvis er mange bygninger, hvor brandbelastningen i flugtvejene er højere end grænsen, siger Poul Brinck Rask.

Problemet opstår typisk først efter, at byggeriet er færdigt, og der kommer møbler eller udsmykning ind. En del af forklaringen er, at en bygnings brandstrategi ikke nødvendigvis står øverst på dagsordenen for medarbejdere med ansvar for drift og vedligehold, da der også er mange andre hensyn at tage i den daglige drift.

– Folk ved, at flugtveje ikke må spærres eller aflåses, men der er langt fra det og til at vide, at man f.eks. måske ikke må have en ekstra skraldespand i flugtvejsgangen, siger Poul Brinck Rask.

Kan miste ibrugtagningstilladelse

Resultatet af for stor brandbelastning i flugtvejsgangene i en bygning er dog, at bygningen ikke længere følger sin egen brandstrategi eller BR18’s bilag for drift, vedligehold og kontrol af bygningers brandforhold.

– Er der fravigelser i driften af bygningen, kan det udover at brandsikkerheden ikke lever op til kravene også i yderste konsekvens betyde, at ibrugtagningstilladelsen er ugyldig. Er man vidende om det uden at gøre noget ved det, kan man miste ibrugtagningstilladelsen. Er man som driftsansvarlig i tvivl, bør man helt fjerne de brandbare emner i flugtvejsgangen eller kontakte en rådgiver for afklaring. En anden mulighed er regelmæssige brandinspektioner fra en uvildig part, siger Poul Brinck Rask.

Læs artiklen her

LÆS også: DBI – Biofacade holdt i 11 ½ minut
Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut's Firmaprofil

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Cookie-indstillinger