Mekoprint indgår tæt samarbejde med Bioservo om avanceret hjælpemiddel
Mekoprint indgår tæt samarbejde med Bioservo om avanceret hjælpemiddel
Den danske industrivirksomhed Mekoprint er blevet valgt som udviklingspartner af det svenske børsnoterede selskab Bioservo. Mekoprint leverer en brugervenlig betjeningsløsning til et avanceret hjælpemiddel, der kan sikre en bedre livskvalitet for tusinder af sygdomsramte mennesker med nedsat muskelstyrke i hænderne. Betjeningsløsningen er et eksempel på Mekoprints strategiske målsætning om at designe og udvikle produkter i samarbejde med kunderne.
Industrivirksomheden Mekoprint har oparbejdet en bred vifte af design- og ingeniørkompetencer, som betyder, at virksomheden kan indgå i tætte udviklingsforløb med kunderne og bidrage med specialistkompetencer. Nu kan virksomheden løfte sløret for et partnerskab med den svenske life science-virksomhed Bioservo om et avanceret hjælpemiddel, der kan hjælpe mennesker med nedsat styrke i hænderne efter eksempelvis en hjerneskade, skader på rygmarven eller et slagtilfælde.
Bioservos patenterede produkt, Carbonhand, sørger for, at brugerne kan gribe om eksempelvis en kop, en kuglepen eller et andet redskab, som de benytter i deres hverdag. Carbonhand består af en handske med indbyggede tryksensorer, der registrerer, når hånden griber fat om ting. Handsken tilfører derefter den nødvendige kraft for at sikre et fast greb.
Mekoprint har produceret en betjeningsløsning – en såkaldt Human Machine Interface (HMI) – som sidder på handsken. Da handsken udover at have et flot design også skal være behagelig at have på og let at betjene, stiller Bioservo en række krav, der bringer Mekoprints mange forskellige kompetencer i spil.
– Når vi laver betjeningsløsninger, er det normalt til produkter og udstyr, der har en plan overflade. Men til Carbonhand laver vi kredsløb, der kan sys ind i en stofhandske og som kan holde til, at handsken bøjes og vaskes. Samtidig skal vi sikre, at handsken er let at betjene og fylder meget lidt på armen, så det er en kompliceret opgave, som kun kan løses, fordi vi har de nødvendige udviklingskompetencer til at gå i dialog med kunderne om et avanceret produkt, siger Lene Randers, Head of Customer Service & Project Management hos Mekoprint og fortsætter:
– En af vores styrker er, at medarbejderne har stor erfaring med blandt andet design, konstruktion og materialer til de forskellige tastaturkomponenter, og det betyder, at vi kan gå i en konstruktiv dialog med kunderne. Bioservo er førende indenfor sensorteknologi og har opfundet et innovativt produkt, som vi har bidraget til at gøre endnu bedre, fordi vores ingeniører, produktionsfolk og andre kolleger sætter sig ind i brugernes behov.
Undervejs i forløbet har Mekoprint også udviklet testspecifikationer og verificeret designet gennem prototyper og test – alt sammen i tæt dialog med Bioservo.
Tæt dialog om produktudvikling
Mekoprints udviklingskompetencer, indsigt i forskellige teknologier og erfaring med produktionsmetoder har haft særdeles stor betydning i processen, forklarer Ola Markusson, der er Chief Technology Officer hos Bioservo.
– Det er en stor styrke, at Mekoprint både kan udvikle og producere, fordi de skal producere det, de selv foreslår i udviklingsprocessen. De er ambitiøse og proaktive og kommer med gode forslag for at gøre produktet endnu bedre. Dialogen med Mekoprint har været fantastisk god, og vi har udfordret hinanden for at finde de bedste løsninger, siger Ola Markusson, og Emma Linder, industriel designer hos Bioservo, tilføjer:
– Vi har stillet høje krav til Mekoprint. Kredsløbene skal kunne bøjes, fordi den sidder i en handske, som brugerne har på hånden. Produktet skal holde til at blive vasket, det skal være let at betjene, det må ikke fylde for meget på armen, og det skal se godt ud. Det er vanskeligt, men Mekoprint har formået at løse udfordringerne.
Carbonhand sælges allerede i EU og Australien, og Bioservo er netop gået ind på det amerikanske marked, hvor produktet blandt andet kan hjælpe krigsveteraner, der er kommet til skade.
Vil udvikle produkter sammen med kunderne
Samarbejdet med Bioservo er et eksempel på, at Mekoprint i langt højere grad end tidligere vil være kundens udviklings- og produktionspartner og blive totalleverandør af kundespecifikke komponenter i tæt samarbejde med kunderne. Det er hovedårsagen til, at Mekoprint har foretaget store investeringer i produktionsapparatet i de seneste år samtidig med, at virksomheden har ansat flere medarbejdere med udviklingskompetencer.
– Vi har stærke udviklingskompetencer inden for betjeningsløsninger og kan derfor komplementere mange af vores kunders udviklingsteams. De kommer hurtigere i mål med deres produktudvikling, når de kan få vores designere og ingeniører til at løse den specifikke opgave med betjeningsløsningen, siger Mekoprints CEO Anders Kold og fortsætter:
– Det er en meget vigtig del af vores strategi at have en god dialog med kunderne allerede tidligt i forløbet, akkurat som det var tilfældet med Bioservo. Nogle kunder kommer med en færdig løsning, som de gerne vil have os til at producere, men i mange tilfælde kan vi gøre løsningen endnu bedre, hvis vi bliver inddraget tidligt, fordi vi hele tiden stræber efter at finde den bedste løsning sammen med kunderne.