Effimat skruer op for ambitionen med ny lancering

Foto: CEO, EFFIMAT Storage Technology A/S, Peder Villemoes for den nye E/Compact i EFFIMATs testcenter på Håndværkervej 16, 5550 Langeskov

Den fynske lagerautomations-virksomhed EFFIMAT Storage Solutions A/S skruer op for ambitionerne med lancering af nyt højvolumen plukkesystem, målrettet e-commerce-virksomheder.

Efter en succesfuld turn-around og klar retning mod sorte tal på bundlinjen, skruer den fynske lagerautomations-virksomhed nu op for ambitionerne med lanceringen af en verdensomspændende nyhed i form af et aldrig-før-set højvolumen plukkesystem – målrettet e-commerce-virksomheder og andre virksomheder med stor volumen i antal ordrelinjer.

EFFIMAT skærper med sit nye lager- og plukke-modul, der har fået navnet “E/Compact”, konkurrencen på markedet for ASRS (Automated Storage and Retrieval System). Med Effimat 4 og nyheden E/Compact får kunderne nu et fuldautomatisk lagersystem, med høj plukkehastighed og ekstraordinær pladsoptimering.

Løsningen består af to hovedkomponenter, nemlig den allerede velkendte Effimat 4, som giver den høje plukkehastighed, og nyheden E/Compact, som er et kompakt robotstyret kasselager, som løser behovet for at lagre og håndtere et stort antal varenumre. Hele EFFIMAT-løsningen er fleksibel og kan tilpasses virksomhedens nuværende behov, samtidig med at den kan ekspanderes i takt med den fremtidige vækst.

CEO i EFFIMAT, Peder Villemoes, fortæller om ambitionen: “Vi har den seneste periode brugt mange kræfter på at skærpe virksomhedens fokus i forhold til markedet, og har fundet en effektiv model for at drive salget og gennemføre projekter. Denne løsning vil på sigt i sig selv generere sorte tal på bundlinjen. Effekten af E/Compact bliver således et yderligere boost, og et skærpet værditilbud på markedet for lagerautomation, som gør at vi kan konkurrere med de største producenter i branchen.”

E/Compact er allerede præsenteret for en række virksomheder, og lanceres officielt onsdag d. 7. februar kl. 14:00 ved en reception i EFFIMATs testcenter på Håndværkervej 16, 5550 Langeskov, hvor eksisterende og potentielle kunder fra hele landet, vil kunne opleve anlægget demonstreret. En løsning med E/Compact vil typisk få en tilbagebetalingstid på helt ned til 1-3 år, og idet hver enkelt Effimat 4 kan plukke op til 320 ordrelinjer i timen, er systemet 4-5 gange hurtigere end konkurrerende løsninger.

Vi skal blande os med de største

Tidligere har Effimat 4 været begrænset på sin volumenkapacitet i forhold til at komme ind hos de største e-commerce-virksomheder, fordi systemet var begrænset af den vertikale kapacitet. Med nyheden E/Compact kan man nu indlagre og udlagre automatisk mellem det kompakte volumensystem og Effimat 4. Det betyder, at løsningen kan skaleres i takt med kundens vækst, og at kundens lagerløsning løbende kan tilpasses et øget kapacitetsbehov, flere varenumre og krav om håndtering af flere ordrelinjer pr. time, fortæller Peder Villemoes:
E/Compact kan principielt benyttes alle de samme steder, hvor de langt dyrere og mere pladskrævende konkurrerende systemer fungerer i dag. Men businesscasen er særligt god hos hurtigt voksende e-commerce-virksomheder, som gerne vil kunne skalere deres automatiske lagerløsning uden nødvendigvis at bygge nyt lager.”

EFFIMAT sigter primært efter e-commerce- og order fullfilment-virksomheder og andre virksomheder med stor volumen i antal ordrelinjer, men henvender sig også til industrivirksomheder som f.eks. Vestas, som gennem de seneste 2 år har opstillet ni Effimat 4 og plukker således et stort antal varer i timen.

Erotik-webshop sparer tusindvis af timer

Den danske erotik-webshop Sinful er én af de e-commerce-virksomheder, som har oplevet voldsom vækst gennem de seneste år, og som derfor har gavnet af at kunne skalere sin lagerautomation. Det kan ofte være svært at beregne præcis, hvor meget en lagerløsning øger effektivitet og kapacitet, men for Logistik direktør i Sinful, Ibrahim Kara, er gevinsten ikke svær at konkretisere:

Sinful stod i en situation, hvor behovet for nye optimeringer krævede investering i innovative systemer og automatisering. Efter en omfattende markedsundersøgelse blev det klart, at EFFIMAT var den ideelle løsning for vores specifikke krav og forventninger. Vi har investeret i et komplet hybridanlæg fra EFFIMAT, som løser vores nuværende behov og som på sigt nemt kan udvides i takt med vores vækstrejse. Det anlæg, vi har investeret i nu vil være betalt tilbage inden for to år.”

Sinful forventer, at der skal pakkes op mod 2,5 mio. ordrelinjer i 2024. Det svarer til ca. 6.800 ordrelinjer om dagen.

Find Leverandører af Lagerløsninger her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Cookie-indstillinger