RG Rom Gummi-direktør giver en status på opkøbet i Norge

RG Rom Gummi-direktør giver en status på opkøbet i Norge

Det er nu godt fire måneder siden, at den vestjyske producent af tekniske løsninger i gummi, plast og skum overtog deres norske pendant, Rub-Tech AS. Opkøbet er en del af RG Rom Gummis vækststrategi og udgør virksomhedens andet opkøb på to år.

Tilbage i januar udtalte RG Rom Gummi-direktør Jesper Berg Kristensen i forbindelse med opkøbet, at det var det perfekte match for begge parter. Fire måneder efter overtagelsen har vi spurgt RG Rom Gummi, hvordan overtagelsen er gået, og ikke mindst, om påstanden om det perfekte match allerede har vist sig at holde stik.

Små ændringer og en effektiv start

Som tidligere nævnt er Rub-Tech AS en vaskeægte norsk pendant til RG Rom Gummi, og de mange ligheder både produkt- og produktionsmæssigt har ifølge Jesper Berg Kristensen været med til at gøre overtagelsen utrolig gnidningsfri og effektiv.

– En af årsagerne til, at vi var interesserede i Rub-Tech, var, at vi kunne se, at de var en yderst velfungerende produktionsvirksomhed, som på mange måder minder om os. Rub-Tech har lige så mange års erfaring inden for varmvulkanisering af gummi som os, og vi deler samtidig mange af de samme værdier. Der har dermed ikke været behov for store ændringer i hverken driften eller produktionen, og vi har derfor haft god tid til at lære organisationen at kende, og identificere hvordan Rub-Tech og RG Rom Gummi kan styrke hinanden, fortæller Jesper Berg Kristensen.

Derudover påpeger RG Rom Gummi-direktøren også, at opkøbet er blevet taget rigtig godt imod af Rub-Techs organisation og medarbejderstab.

– Vi er blevet taget utroligt godt imod af Rub-Techs medarbejderstab, og samtlige ansatte har valgt at blive, hvilket vi er utroligt glade for. Den erfaring og viden, som de forskellige medarbejdere besidder, er uundværlig, og uden dem ville det være svært at fortsætte produktionen som hidtil, fortæller Jesper Berg Kristensen.

Den gode modtagelse fra Rub-Techs medarbejdere har betydet, at der har været god tid til at øge organisationen med hele 11 nyansættelser, heriblandt tre norske sælgere, som alle har mange års erfaring med teknisk gummi. Det betyder, at medarbejderstaben i dag består af 27.

Udvidelse af produktionen

Har du fulgt bare lidt med i RG Rom Gummi og deres udvikling de seneste år, er det svært ikke at vide, at virksomheden i den seneste tid har udvidet deres maskinpark og produktionsfaciliteter gevaldigt i Lemvig. RG Rom Gummi ønsker nemlig at være en alsidig og selvforsynende producent af løsninger i gummi, plast og skum, hvor kunderne kan forvente højeste kvalitet og en leveringstid, som er førende på markedet.

Den tilgang ønsker RG Rom Gummi i en vis grad også at implementere hos Rub-Tech. Allerede på nuværende tidspunkt er den norske produktion blevet udvidet med to maskiner. De to maskiner er en ny autoklave (varmvulkaniseringsovn) og et CNC-drejecenter. Udover det nævnte tilføjer Jesper Berg Kristensen, at man ønsker at udvide kapaciteten med flere maskiner i fremtiden.

– Vi har gang i flere projekter deroppe, som kommer til at optimere produktionen. Lige nu er vi bl.a. i gang med at istandsætte og klargøre nye bygninger, som vi har overtaget. Vi har brug for mere plads, og da bygningerne ligger lige op ad Rub-Techs eksisterende, var de det oplagte valg. De ekstra kvadratmeter skal vi bruge til at udvide lageret og gøre plads til flere maskiner, fortæller Jesper Berg Kristensen.

En aktivitet der har overgået forventningerne

Starten og overtagelsen har ikke kun været positiv i øjnene på direktøren for RG Rom Gummi. Set fra et forretningsmæssigt synspunkt har aktiviteten siden overtagelsen overgået forventningerne. Både for januar og februar er omsætningen steget markant sammenlignet med sidste år, i sådan en grad, at det var langt over hvad man havde forventet.

Selvom RG Rom Gummi forventede fremgang, havde de ikke turde håbe på så massiv vækst. En del af forklaringen på den markante vækst skal bl.a. findes i stigende salgsaktiviteter samt sammenlægningen og udnyttelsen af kompetencer på tværs af de to virksomheder, forklarer Jesper Berg Kristensen.

– Rub-Tech har primært været en producent af gummiløsninger til den norske fiskeindustri og har også konsolideret sin position som markedsleder i Norge inden for denne industri. De har flere gange måtte afvise forespørgsler, enten på grund af manglende kapacitet eller produktionsmæssige kompetencer, fortæller Jesper Berg Kristensen.

Den problemstilling er ikke længere aktuel. Med de nye maskiner og samarbejdet mellem produktionsfaciliteterne i Norge og Lemvig er Rub-Tech ifølge Jesper Berg Kristensen blevet konkurrencedygtig på de forespørgsler, de tidligere afviste. – Vi har forberedt Rub-Tech til høj aktivitet med de mindre ændringer, vi har foretaget, da vi nu har både kapaciteten og kompetencerne til at betjene flere brancher på det norske marked. Vi har klare vækstplaner for Rub-Tech, og med den positive udvikling, vi allerede har set med de ændringer og initiativer, vi har været i stand til at foretage på 4 måneder, er jeg overbevist om, at vores planer bliver til virkelighed, konkluderer en tilfreds Jesper Berg Kristensen, der stadig er overbevist om, at opkøbet er det helt perfekte match.

LÆS også: RG Rom Gummi ekspanderer igen: opkøber norsk gummiproducent
RG Rom Gummi A/S's Firmaprofil

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Cookie-indstillinger