Fremtidens skibsførere og maskinmestre fra MARTEC er sikret værdifulde praktikpladser

MT Gijon Knutsen

MT Gijon Knutsen

MARTEC og KNOT Management Denmark A/S indgår samarbejdsaftale om sejlende praktik. De studerende på MARTECs skibsfører og maskinmesteruddannelse får fremover lettere adgang til sejlende praktik  

MARTEC har indgået en ny samarbejdsaftale med KNOT Management Denmark A/S, der sikrer værdifulde praktikpladser for skibsfører- og maskinmesterstuderende. Aftalen er et vigtigt skridt i MARTECs mål om at tilbyde praksisnære uddannelsesforløb i tæt samarbejde med den maritime branche.

Samarbejdet omfatter rederiets moderne shuttle-tankskibe Dan Cisne, Dan Sabia og Gijon Knutsen, og praktikken planlægges i henhold til nationale retningslinjer og MARTECs læringsmål. MARTEC får ansvaret for at udvælge og besætte praktikpladserne, mens KNOT stiller skibe og uddannelsesofficerer til rådighed og sikrer strukturerede praktikforløb.

“Vi er meget glade for at styrke samarbejdet med en international aktør som KNOT. Det er afgørende for vores studerende at få adgang til relevante og læringsrige praktikmiljøer, og netop dét kan KNOT tilbyde,” udtaler Marie Kristine Kjeldgaard, teamleder på bacheloruddannelsen som Skibsfører hos MARTEC.

Hun tilføjer: “Vi har arbejdet målrettet på at etablere faste aftaler med rederier, så praktikforløbene bliver bedre integreret i uddannelsen. Det styrker både faglighed og trivsel.”

Hans Gundestrup, General Manager hos KNOT Management Denmark A/S, ser aftalen som en investering i fremtidens søfarende:

“Det er mig en stor glæde, at vi i fællesskab har opnået denne aftale. Vi tror på, at dette setup vil fungere rigtig godt – især for de studerende. Det er en vigtig del af vores ansvar som rederi at bidrage til udviklingen af næste generation af maritime officerer.”

Aftalen træder i kraft med det samme og løber foreløbigt over en toårig periode med mulighed for forlængelse. MARTEC forventer at indgå lignende aftaler med flere rederier for at sikre praktikpladser på tværs af handelsflåden og Forsvaret.

FAKTA om MARTEC

  • MARTEC er en maritim og polyteknisk uddannelsesinstitution med base i Frederikshavn
  • Tilbyder uddannelser som skibsfører, maskinmester, skibsingeniør og maritime grunduddannelser
  • Har et tæt samarbejde med både erhvervsliv og myndigheder for at sikre praksisnær undervisning
  • Har over 800 fuldtidsstuderende og tilbyder også efteruddannelse og kursusaktiviteter

FAKTA om KNOT Management Denmark A/S

  • KNOT (Knutsen NYK Offshore Tankers) er en af verdens førende operatører af shuttle-tankskibe
  • Har en moderne flåde af avancerede tankskibe, primært til offshore olie- og gastransport
  • KNOT Management Denmark A/S har base i Danmark og er ansvarlig for bemanding og drift af flere af koncernens skibe
  • Rederiet har et stærkt fokus på sikkerhed, bæredygtighed og udvikling af maritime kompetencer
Læs mere om MARTEC her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Cookie-indstillinger