Ny undersøgelse: Stor interesse for varmepumper, men kun hver anden husejer kender statens tilskudspulje

Niels Peter Skov - Formand for Varmepumpeindustrien

Niels Peter Skov – Formand for Varmepumpeindustrien

Varmepumpen er danske husejeres næstmest fortrukne opvarmningsform, og lysten til at skifte fra olie og gas til en grønnere varmeløsning er stor. Alligevel går mange i stå – ikke på grund af manglende vilje, men på grund af økonomi og manglende kendskab til de tilskudsordninger, der allerede findes.

Danske husejere er klar til at tage næste skridt i den grønne omstilling, men manglende kendskab til de økonomiske støttemuligheder, der allerede findes, gør beslutningen om omlægningen fra olie og gas til varmepumpe omstændig.

Det viser en ny landsdækkende undersøgelse foretaget af Voxmeter for Varmepumpeindustrien, hvor næsten syv ud af ti (68,5 %) af husejerne svarer, at økonomi er en af de vigtigste faktorer, når de skal vælge ny opvarmningsform, og mere end hver tredje (37,9 %) svarer, at anskaffelsen på en varmepumpe kan få dem til at udskyde beslutningen.

Undersøgelsen kortlægger danskernes præferencer og barrierer i valg af varmekilde og peger samtidig på et paradoks; for mens tallene understreger, at danskerne mangler et økonomisk incitament for at skifte til en varmepumpe, viser undersøgelsen samtidig, at kun hver anden husejer (50,4 %) kender til statens varmepumpepulje.

Det kalder ifølge Varmepumpeindustrien på opmærksomhed:

Det er positivt, at både viljen og interessen er der i forhold til at skifte til en energi- og kosteffektiv løsning som en varmepumpe. Det, der mangler nu, er viden om, hvordan man kommer i gang. Selv blandt de husejere, der har varmepumpen som førsteprioritet, er det kun hver anden, der kender til Varmepumpepuljen – og det sænker farten i den grønne omstilling” siger Niels Peter Skov, formand for Varmepumpeindustrien.

Stabilitet og frihed er vigtigt for husejerne
Selvom økonomi står højt på listen hos danskerne i valget af varmeløsning, står det ikke alene. 46 % svarer, at ”sikkerhed i forsyningen” er en vigtig faktor, mens 39 % svarer ”driftssikkerhed og komfort” og 33 % ”frihed til selv at vælge løsning”.

Næsten hver tredje vægter friheden til selv at vælge deres løsning højt, og næsten halvdelen peger på, at tryghed i forsyningen er essentielt. Det fortæller os, at valget af varmeløsning ikke kun handler om kroner og øre – men også om stabilitet,” siger Niels Peter Skov.

Kun hver anden kender til Varmepumpepuljen

Selvom økonomi står som det centrale argument i omlægningen af varme, svarer hver anden husejer på landsplan (50,4 %), at de ikke kender til Varmepumpepuljen – statens tilskudsordning, hvor husejere kan få op til 17.000 kroner i støtte til en ny varmepumpe.

Samtidig svarer 70 %, at et tilskud vil have betydning for, om de vælger en varmepumpe, mens 45 % mener, at tilskuddet bør være større end de nuværende 17.000 kroner, hvis det skal være et reelt incitament.

Statens tilskud er skabt for at hjælpe folk i gang med den grønne omstilling, men det er ikke tydeligt nok for husejerne, når halvdelen slet ikke ved, at det findes. Det er en barriere, vi kan og skal fjerne med bedre information,” siger Niels Peter Skov.

For at styrke oplysningen tilbyder Varmepumpeindustrien at hjælpe kommuner med at afvikle borgermøder og informationsaftner i de områder, hvor borgerne skal omlægge deres varme:

Vores mål er, at ingen husejere skal føle sig alene i processen. Vi står klar til at hjælpe kommunerne med information, så borgerne kan træffe deres beslutning på et solidt og oplyst grundlag,” siger Niels Peter Skov.

Om undersøgelsen Undersøgelsen er gennemført af Voxmeter for Varmepumpeindustrien i oktober-november 2025 blandt 1.000 danske husejere. Data er nationalt og regionalt repræsentative.

Find Leverandører af Varmepumper her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Cookie-indstillinger