Kæmpe udvalg af grønne løsninger på Dansk Liftmesse 2026

Kæmpe udvalg af grønne løsninger på Dansk Liftmesse 2026

Kæmpe udvalg af grønne løsninger på Dansk Liftmesse 2026

Hybrid- og eldrevne lifte og minikraner fylder mere end nogensinde før, når Dansk Liftmesse 2026 slår dørene op i Odense den 21.–22. maj.

I samarbejde med aktører fra hele liftbranchen byder Dansk Liftmesse for tredje gang velkommen til Danmarks største specialmesse for lifte og minikraner. På mere end 5.000 m² kan messegæsterne opleve et bredt og samlet udvalg af branchens nyeste løsninger – med et særligt fokus på grøn teknologi.

Messen er igen i år fyldt op med spændende udstillere og alle stande blev udsolgt kort tid efter åbningen for tilmelding. Det glæder styregruppen bag messen, som oplever stor opbakning fra både udstillere og besøgende.

“Vi er stolte over, at Dansk Liftmesse igen i år er udsolgt, og at interessen fortsat er stor – både blandt udstillere og besøgende. De danske kunder efterspørger i høj grad at kunne se mange forskellige lifte og minikraner samlet ét sted. Det sparer dem tid og ressourcer, og samtidig får de mulighed for både rådgivning og demonstration på kort tid. Samtidig oplever vi en markant stigende interesse for grønne løsninger, og derfor stiller udstillerne også op med deres nyeste hybrid- og eldrevne maskiner,” siger Henrik Skibsted, formand for Dansk Liftmesse.

Eldrevne lifte og minikraner vinder frem

Lift- og kranbranchen har de seneste år gennemgået en markant teknologisk udvikling i takt med den grønne omstilling. Kravene til reduceret CO₂‑udledning, lavere støjniveauer og bedre arbejdsmiljø har sat tydelige spor i produktudviklingen.

Dansk Liftmesse 2026 byder derfor på et omfattende udvalg af hybrid- og eldrevne lifte, teleskoplæssere og minikraner, hvor messegæsterne får mulighed for at opleve de nyeste teknologier på nært hold. Maskinerne bidrager ikke alene til lavere miljøpåvirkning, men giver også et væsentligt forbedret arbejdsmiljø – særligt i byområder og støjfølsomme zoner.

Jøma Lift Teknik tager eldrevne løsninger med

Blandt udstillerne er Jøma Lift Teknik A/S, som også har deltaget på tidligere udgaver af Dansk Liftmesse. I år præsenterer virksomheden et bredt udvalg af eldrevne lifte og teleskoplæssere – herunder løsninger fra højkvalitetsmærket Faresin samt Genie.

Vi glæder os til igen at deltage på Dansk Liftmesse. Det er professionelle indkøbere og engagerede branchefolk, der besøger messen, og det giver gode og faglige dialoger. Vi medbringer et udvalg af 100 % eldrevne lifte og teleskoplæssere – blandt andet Faresin 6.26 og Genie S85 FE. Maskinerne er ideelle til arbejde i byområder og andre steder, hvor støj og emissioner skal holdes på et minimum,” siger Jørgen Martinsen fra Jøma Lift Teknik A/S.

Han peger samtidig på, at efterspørgslen på grønne løsninger er steget markant:

“Vi oplever stor interesse for både el- og hybridmaskiner. Det skyldes dels kundernes egne krav og dels de stigende miljøkrav fra blandt andet kommuner. Hybridmaskinerne er fortsat populære, da ladeinfrastrukturen endnu ikke er fuldt udbygget overalt, og kunderne fortsat har brug for fleksibilitet, så arbejdet ikke går i stå. Samtidig sælger vi naturligvis fortsat en del dieseldrevne maskiner” forklarer han.

Grønne krav forbedrer arbejdsmiljøet

Flere kommuner og bygherrer stiller i dag krav om anvendelse af eldrevne maskiner med henblik på at reducere CO₂‑udledning og støj. Samtidig bidrager eldrevne løsninger til et bedre arbejdsmiljø, da de er støjsvage og fri for udstødningsgasser. Det forbedrer kommunikationen på byggepladsen og gør det lettere at arbejde i tætbefolkede områder.

Fokus på sikkerhed, kurser og finansiering

Ud over maskinerne vil messen også have et stærkt fokus på sikkerhed og kompetencer. Anvendelse af lifte er en effektiv og sikker arbejdsmetode – forudsat korrekt træning og uddannelse. Derfor er IPAF repræsenteret på messen, hvor besøgende kan høre mere om liftkurser og certifikater.

Derudover kan messegæsterne møde aktører inden for træning, leasing, finansiering og afspærringsløsninger. Blandt andet er Nykredit Leasing til stede og tilbyder rådgivning om finansieringsmuligheder ved investering i nyt udstyr.

Fakta om Dansk Liftmesse

  • Dato: 21.–22. maj 2026
  • Sted: Odense Havn, Tysklandskaj, 5000 Odense C
  • Åbningstider:
    • Torsdag 21. maj kl. 10.00–18.00
    • Fredag 22. maj kl. 10.00–14.00
  • Adgang: Gratis – billetbestilling på www.liftmesse.dk
Se Leverandører af Lifte her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Cookie-indstillinger