Alfa Laval og Aalborg Universitet indgår strategisk samarbejdsaftale som fører til øget projektaktivitet

Dette billede illustrere Alfa Laval og Aalborg Universitet indgår strategisk samarbejdsaftale som fører til øget projektaktivitet

Alfa Laval Aalborg A/S og Aalborg Universitet har indgået en
strategisk samarbejdsaftale, som betyder, at der fremover skabes en
overordnet ramme for samarbejdet mellem Aalborg Universitet og Alfa
Laval. Den skal blandt andet være med til at øge
beslutningshastigheden og intensiteten af aktiviteter mellem
parterne.

Hensigten med denne aftale er, at der skabes yderligere
aktiviteter både på det forsknings- og uddannelsesmæssige område.
Aftalen har således fokus på etableringen af både ph.d.- og
postdoc- projekter og ikke mindst på studenterprojekter, hvor
brugen af Alfa Lavals nye trænings- og testcenter i Aalborg vil
være et stort aktiv for universitetets forskere og studerende.

“På Aalborg Universitet glæder vi os over aftalen, som
fremadrettet kan være med til at sikre vores kandidater
arbejdspladser i nærområdet”, lyder det fra rektor Per Michael
Johansen. “Samtidig har det altid været vigtigt for Aalborg
Universitet at arbejde tæt sammen med industrien om de løsninger,
som samfundet skal leve af i fremtiden. Derfor er et øget fokus på
forsknings- og udviklingsprojekter af stor betydning for Aalborg
Universitet”, understreger Per Michael Johansen.

Lars Skytte Jørgensen, Vice President for Alfa Laval Aalborg
siger, at en aftale med Aalborg Universitet har stor betydning for
virksomheden fordi: “En sådan aftale er med til at sikre, at Alfa
Laval er med helt fremme i forhold til forskning og udvikling, og
så sikrer vi ligeledes, at Alfa Laval bliver en del af de
universitetsstuderendes bevidsthed. Det er helt centralt for os som
virksomhed, at kunne tiltrække højtuddannet arbejdskraft for at
kunne bevare den position, vi har i markedet. Samtidig kan vi være
med til at give de studerende nogle af de praksiserfaringer, som de
har brug for i deres studietid.”

Aftalen mellem Aalborg Universitet og Alfa Laval strækker sig
foreløbig over 3 år.

Cookie-indstillinger