Automatik-udstillere klar med innovative løsninger
Snart samles branchen om nye automatiserings-løsninger i Brøndby Hallen. Foto: MCH/Lars Møller.
Der venter de besøgende et væld af fremsynede nyheder på årets Automatik-messe, hvor udstillerne således medbringer nytænkende løsninger inden for automation, motion & drives. Messen finder sted i Brøndby Hallen 8.-10. september 2026.
Automatisering appellerer til både små, mellemstore og større virksomheder. Det skinner igennem på den nært forestående Automatik-messe, hvor virksomheder af enhver størrelse kan blive klogere på, hvordan automatisering kan styrke deres konkurrenceevne, og hvordan de kan optimere produktionen og bedst udnytte de nyeste teknologiske muligheder.
Blandt udstillerne hører Bihl+Wiedemann Nordic, der glæder sig til at fortælle om fordelene ved deres løsninger.
På vores stand kan man opleve ASi-5 i praksis inden for procesautomation, motorstyring og sikkerhedsteknik. Med live-demoer viser vi, hvordan teknologien kan gøre infrastrukturen enklere og data tilgængelige i driften – samtidig med at virksomhederne kan digitalisere på feltniveau med markant mindre kabling. Vi ser frem til at præsentere mulighederne med ASi-5 inden for blandt andet procesautomation og End-of-Line og til at møde alle med interesse for automatisering, lyder det fra Jan Efland, Managing Director, Bihl+Wiedemann Nordic.
Automatisering handler altså ikke længere blot om at producere mere – emner som eksempelvis bæredygtighed begynder også at fylde mere og mere, og det er man også opmærksom på hos Ahlsell.
På Automatik tager vi blandt andet løsninger inden for flow, transmission og automation med, og vi viser en konkret lagerløsning, der kan sikre, at de rigtige forbrugsvarer er tilgængelige tæt på produktionen og reducere tiden brugt på lagerstyring og genopfyldning. Samtidig kan vores Climate Navigator hjælpe virksomheder med at gennemskue og dokumentere klimapåvirkningen af de varer, de køber. Vi glæder os især til de faglige snakke med både nuværende og nye kunder og til at høre, hvad de bøvler med i hverdagen – og hvordan vi kan gøre det lettere for dem, konstaterer Poul Meldgaard Jacobsen, salgschef, Ahlsell.
Sparer både tid og besvær
Fleksibilitet, kvalitet og muligheden for at frigøre medarbejdere til mere værdiskabende opgaver fylder også hos Nordtech.
Vi tager hele vores produktprogram med – fra radiostyring og strømtilførsel til kranudstyr, dynamometre og vejeceller – og præsenterer samtidig flere nyheder, blandt andet vores nye heavy-serie i dynamometre fra 85 til 250 ton. Vores styrke er, at vi leverer det, kunderne faktisk har brug for, så de ikke skal tilpasse sig en standardløsning, der ikke passer. Det sparer både tid og besvær i implementeringen. Vi glæder os til igen at møde både nye og eksisterende kontakter og få de gode faglige samtaler, som Automatik altid danner ramme om, fastslår Henrik Jensen, Product Manager, Nordtech.
Automatik 2026 finder sted i Brøndby Hallen 8.-10. september og arrangeres af MCH A/S i samarbejde med BITVA, DIRA, VELTEK og Automatik & Proces. Messen beskæftiger sig med industriel automation, elteknisk automation, motion og drives, transmissionsteknik, procesautomatisering, robotteknologi, AI og cybersecurity. Læs mere på automatikmesse.dk.
Yderligere spørgsmål og svar om tidens automatisering
Hvad efterspørges i øjeblikket typisk fra de virksomheder, der ønsker at automatisere (mere)?
Jan Efland, Managing Director, Bihl+Wiedemann Nordic
Inden for procesautomation efterspørges især muligheden for at integrere ventiler på netværket med markant mindre kabling end ved traditionelle I/O-løsninger samt mere effektiv systemvalidering. Inden for End-of-Line er der især fokus på sikkerhedsteknik og drevløsninger til decentral styring.
Poul Meldgaard Jacobsen, salgschef, Ahlsell
Vi oplever, at virksomhederne i stigende grad ser på processerne rundt om selve produktionen: Hvor kan man fjerne manuelle arbejdsgange, digitalisere processer, få bedre styr på lageret og sikre, at de nødvendige varer er tilgængelige? Der er meget tid at hente, men løsningerne skal samtidig være enkle og stabile og gøre arbejdet lettere i hverdagen.
Henrik Jensen, Product Manager, Nordtech
Vi oplever især stor efterspørgsel efter trådløs kommunikation og digitale interfaces. Virksomhederne vil gerne kunne styre og overvåge deres udstyr uden kabler og med et moderne og brugervenligt interface.
Hvad er helt generelt seneste nyt inden for den type automatisering, I beskæftiger jer med?
Jan Efland, Managing Director, Bihl+Wiedemann Nordic
Et af de nyeste områder er OPC UA-serveren i vores gateways, som giver adgang til en bred vifte af maskin- og procesdata – fra enhedsdiagnostik til procesdata. Samtidig understøtter vi krypteret kommunikation med kundespecifikke certifikater, så enhederne kan integreres i virksomhedernes eksisterende IT-sikkerhedskoncepter.
Poul Meldgaard Jacobsen, salgschef, Ahlsell
Vi ser især, at lager, forbrug og bestilling bliver bundet tættere sammen. Data om det faktiske forbrug kan bruges til at digitalisere og automatisere en større del af bestillingsprocessen, så medarbejderne ikke selv skal holde øje med lageret og huske at bestille. Det giver bedre overblik, mindre administration og hjælper med at sikre, at varerne er der, når de skal bruges.
Henrik Jensen, Product Manager, Nordtech
Det nye er kombinationen af trådløs kommunikation og digitale interfaces, som vi nu integrerer direkte i selve lastsensoren. Det betyder, at funktionaliteten ligger helt ude ved kilden frem for at være noget, der skal tilføjes efterfølgende.






