Fremtidens belysning beriger undervisningen
Skive Handelsskole er en af de mest moderne og fleksible skoler
i landet. Gennem de senere år har skolen arbejdet intensivt med at
få skabt nogle gode fysiske rammer omkring uddannelserne. Derfor
var skoleledelsen heller ikke i tvivl om valget af belysning, da de
sidste år skulle have en ny tilbygning.
“Vi ønskede os en belysning, som understøtter de forskellige
lærings- og arbejdssituationer, der naturligt er på skolen i løbet
af en almindelig dag. Udfordringen var at skabe en belysning, som
bidrager positivt til læringsmiljøet – uanset om elever eller
lærere arbejder i klasselokalerne, på gangene eller ved
gruppefaciliteterne,” siger direktør Niels Yde.
Han fortæller, at skolen aktivt har valgt en LED-løsning, fordi
udviklingen i teknologien nu har gjort det muligt at sikre
tilstrækkelig kvalitet i LED, så det egner sig til
undervisningsbrug.
“Først og fremmest var det vigtigt for os at sikre en ordentlig
kvalitet i belysningen. Det er altid en udfordring at sikre den
rette farvegengivelse, når man går fra glødepærer til LED. Men det
har vi løst i samarbejde med vores leverandør,” forklarer Niels
Yde.
Lys med karakter og funktion
Det er belysningsleverandøren Thorn Lighting, som har varetaget
opgaven med at indrette belysningen i den nye tilbygning. I
samarbejde med arkitekt og skoleledelse har de fundet en løsning,
som understøtter de forskellige behov i undervisningen.
“Klasselokalerne er forsynet med LED-armaturer med høj
blændningskontrol, så der er solid arbejdsbelysning, uden at det
generer brugen af computer og smartboard. Armaturet egner sig
særligt godt til undervisningsbrug, da dæmpningsfunktionen gør det
muligt at tilpasse lysforholdene til eksempelvis præsentationer,
filmfremvisning og andre læringssituationer,” forklarer Bo
Janniche, der er belysningskonsulent ved Thorn Lighting.
De seneste års øgede fokus på selvstudium og projektarbejde i
gymnasieskolen har også skabt nye krav til funktionaliteten i
fællesfaciliteterne. Derfor er gangene på Skive Handelsskole blevet
indrettet med en karakterfuld downlight-belysning, som skaber
fokuserede lysforhold på de forskellige arbejdsstationer.
Økonomiske gevinster for
uddannelsesinstitutionerne
De nye LED-armaturer kan reducere energiforbruget med 50-70 %
sammenlignet med konventionelle armaturer. De indbyggede
dæmpningsfunktioner gør det derudover muligt at reducere
energiforbruget yderligere, da belysningen kan justeres efter
mængden af dagslys. Derfor er LED også en ekstra attraktiv
investering for uddannelsesinstitutioner, hvor lyset typisk brænder
mange timer hver dag.
“Naturligvis har vi kigget på økonomien. Vi skal have lyset
tændt rigtig mange timer hver dag, så økonomi betyder selvfølgelig
noget – både hvad det koster at have lyset tændt, og hvad vi kan
spare på driften som følge af færre lyskildeskift. Og her kan vi
virkelig mærke en forskel med LED-belysningen,” forklarer Niels
Yde.
Belysningsprodukter:
– Omega LED 600×600 med Wieland-stik og
DALI-dæmpning
– Chalice 190H LED 2000 lumen med Wieland-stik
– Kleemann Spejlarmatur 14W med Wieland-stik
Om projektet
– Den nye tilbygning rummer 15 klasseværelser med
tilhørende gruppefaciliteter
– Bygningen er indrettet med LED-armaturer fra Thorn
Lighting
– Den ny fløj blev indviet i august 2015
– Bag projektet står arkitektfirmaet Meissner + Sigh
og ingeniøren Grontmij
Om Skive Handelsskole
– Direktør: Niels Yde
– Antal årselever: 690
– Omsætning: Kr. 62 mio.
– Antal medarbejdere: 96
– Uddannelser: Handelsgymnasiet, grunduddannelsen, AspIT
Midtjylland og Praktikcenter Skive.






