DS – Ny elsikkerhedslov styrker konkurrence og innovation
Samtidigt åbnes der op både for konkurrencen og for en mere
dynamisk ageren i branchen med øget mulighed for at følge den
teknologiske udvikling.
– Den nye elsikkerhedslov er en modernisering af reglerne med
særligt fokus på at øge anvendelsen af internationale og europæiske
standarder frem for nationale særkrav. Formålet er både at forenkle
og internationalisere reglerne – til gavn for både virksomheder og
forbrugere, siger Torben Dalsgaard, seniorkonsulent i Dansk
Standard.
Ved at henvise til gældende internationale eller europæiske
standarder, ligesom man allerede i dag gør på en lang række andre
områder, sikrer man nemlig et dynamisk regelsæt, der hele tiden er
opdateret. Og det medfører ifølge Torben Dalsgaard en række
fordele:
– Brugen af internationale standarder er dels med til at åbne
konkurrencen, hvilket er vigtigt i et lille land og et lille marked
som Danmark. Dels betyder det, at branchen kan agere mere dynamisk
og lettere kan introducere ny teknologi og innovative produkter på
markedet, fordi standarderne hele tiden udvikles og opdateres. Og
dels giver det tryghed og sikkerhed for, at
el-installationsvirksomheden, elektrikeren eller el-ingeniørens
arbejde og produkter er i orden, fordi de følger standarderne på
området.
Et konkret eksempel kunne være solceller i kombination med
batterier, installeret i boliger. Det er en teknologi, der ikke er
specifikke bestemmelser for i den nuværende lovgivning, hvilket
betyder at virksomhederne selv skal foretage risikovurdering og
vælge sikre løsninger, der overholder lovgivningen. Dette kan være
meget omkostningstungt. Ved i stedet at følge en gældende europæisk
standard, kan virksomheden nemt og enkelt sikre, at deres
installation ikke udgør en sikkerhedsmæssig fare.
– Der er nye internationale og europæiske standarder for denne
type installation på vej og med dem i hånden, har man et
aftaledokument, der understøtter ens nye teknologi og nye
forretningsmodel. Følger man standarden og bekendtgørelserne, lever
man op til sikkerhedskrav, som hele verdens førende eksperter på
området har lavet – frem for krav og metoder, den enkelte
virksomhed selv har opstillet. Dette øger både sikkerheden og
konkurrencen. Og i sidste ende betyder det, at det bliver billigere
og bedre for forbrugeren, understreger Torben Dalsgaard.
De nye bekendtgørelser under elsikkerhedsloven referer til mange
standarder. Dansk Standard er i færd med at oversætte standarderne
for elektriske Installationer til dansk og samtidigt gøre dem
lettere tilgængelige og mere læservenlige for brugerne. Desuden
tilbyder Dansk Standard løsninger, der gør det nemmere at holde sig
opdateret i løbende ændringer og nye gældende standarder. Dansk
Standard har både et standardiseringsudvalg samt et Forum for
Elektriske Installationer og vil endvidere afholde og deltage i
informationsmøder i 2016.






