Aalborg Havn – Lager- og logistikvirksomheder skal køre på brint
Derfor sætter Aalborg Havn sammen med Hydrogen Valley (CEMTEC) i
Hobro nu fokus på de miljøvenlige brint-trucks på en konference den
3. februar 2016.
Gaffeltrucks, der kører på diesel eller el, er fortsat de mest
udbredte, når virksomhederne skal flytte varer ind og ud af
lageret. Men der kan være store miljømæssige besparelser at hente
ved at skifte dieselolien eller el-batteriet ud med brint. Derfor
afholder Aalborg Havn og Hydrogen Valley (CEMTEC) i samarbejde med
M-Field og Dantherm Power en konference om brintdrevne gaffeltrucks
til lager- og logistikvirksomheder:
– Diesel og gas er ikke en holdbar løsning på sigt, og
afgifterne på el er steget markant de seneste år. Brint-trucken har
nogle store miljømæssige fordele, men alligevel kører der kun
ganske få trucks på brint rundt i Danmark. Det vil vi gerne være
med til at ændre ved at synliggøre mulighederne over for
virksomhederne på havnen og i nærområdet, siger Jeppe Faber,
account manager i ejendomme og arealer, Aalborg Havn Logistik
A/S.
Konferencen finder sted den 3. februar, hvor der stilles skarpt
på udviklingen inden for brintdrevne gaffeltrucks. På dagen vil der
være oplæg fra product manager Mads Salling Mortensen fra den
taiwanske virksomhed M-Field, som blandt andet fortæller om det
igangværende EUDP-projekt (Energitek¬nologisk Udviklings- og
Demonstrationsprogram) HyFlexDrive, der har til formål at fremme
brugen af brintdrevne gaffeltrucks i Nordjylland. Derudover vil
fabrikschef Aksel Heltoft fra Egetæpper fortælle om deres brug og
erfaring med de brintdrevne gaffeltrucks.
På Aalborg Havn håber man, at arrangementet vil få flere
virksomheder til at overveje at udskifte de nuværende trucks med en
brintmodel, og for at fremme tilgængeligheden af teknologien
yderligere er Aalborg Havn netop nu ved at undersøge muligheden for
at indkøbe og facilitere tankanlæg, som kan sikre forsyningen af
brint på havneområdet:
– Som facilitator og ramme for en række virksomheder inden for
blandt andet lager- og logistikbranchen ønsker vi at gøre det
nemmere for virksomhederne at vælge intelligente og miljørigtige
løsninger. Initiativet er med til at understøtte den satsning, vi i
Aalborg Havn har på CO2 og miljøoptimering, siger Jeppe Faber.
Generelt er der mange fordele ved at skifte den gamle
gaffeltruck ud med en, der kører på brint. Brint giver samme
konstante trækkraft og hurtig optankning på omkring 3-4 minutter.
Samtidig udleder brintdrevne køretøjer ingen CO2.
Konferencen finder sted hos Danske Fragtmand på Aalborg Havn.
Hele programmet kan ses på hydrogenvalley.dk. Arrangementet er
gratis, og tilmelding skal ske senest den 29. januar til betina@hydrogenvalley.dk






