Ineffektiv kontrol af tagpap øger risikoen for brandfare

Dette billede illustrere Ineffektiv kontrol af tagpap øger risikoen for brandfare

“I Dansk Byggeri oplever vi, at der er nogle tagpapprodukter på
markedet, som ikke lever op til de kvaliteter, der forventes, i
forhold til de betegnelser de anvender og markedsfører sig med.
Derfor er der behov for mere kontrol på området,” siger Jan
Alstrøm, chefkonsulent i Dansk Byggeri.

Energistyrelsen har ansvar for, at byggevarer og herunder
tagpapprodukter, der markedsføres i Danmark, lever op til gældende
normer og krav. Kontrollen foregår under den såkaldte
Markedskontrol. Men ifølge Jan Alstrøm kan man diskutere, om
Energistyrelsen i tilstrækkeligt omfang foretager en aktiv kontrol
af selve produktet eller alene ser på importørens og producentens
fremlagte dokumenter.

At bygge med tagpap er blevet mere og mere populært, og den
udvikling vil tagpapbranchen gerne fastholde. Og her spiller mere
kontrol en vigtig rolle:

“Vi skal være sikre på, at produkter og metoder opfylder
gældende krav. Det rammer hele branchen, hvis nogle tagpapprodukter
ikke opfylder kravene, så fx brandsikkerheden bringes i fare,”
siger Ole Wissing, der er direktør i Indkøbsforeningen INTA og
importør af tagpap.

Han påpeger, at stadig mere åbne grænser og en overfladisk
kontrol gør det nemt at importere ikke-godkendte byggematerialer,
herunder også tagpap, til Danmark. Michael Vesterløkke,
sektionsleder og seniorspecialist inden for renovering og
byggeteknik i Cowi, supplerer:

“Der er et behov for mere kontrol, fordi de udenlandske
produkter måske er afprøvet i forhold til andre standarder og
betingelser eller slet ikke er afprøvet overhovedet. Vi oplever, at
nogle entreprenører importerer udenlandske produkter, der ikke i
samme omfang er afprøvet og dokumenteret som de danske.”

“Det er vigtigt, at tagpappen er flyvebrandgodkendt og har den
elasticitet, som den skal have. Men det er mindst lige så vigtigt,
at man kan stole på de oplysninger og specifikationer, der bliver
givet om produktet,” siger Michael Vesterløkke. Tagpapbranchens
Oplysningsråd (TOR) har i mere end 30 år arbejdet for bedre
produktkvalitet, informationer og anvisninger. Hos TOR er man
nervøse for, at kvaliteten og sikkerheden i tage med tagpap
svækkes, med mindre kontrollen forbedres, og det sikres, at alle
produkter lever op til gældende krav.

“Hvis Markedskontrollen skal kunne bruges til noget, skal
kontrollen følge med i, hvad der foregår og følge op på de
produkter, der leveres ude på byggepladserne. Det er nødvendigt at
komme ud i det virkelige liv, der hvor materialerne bruges, for at
finde de produkter, der ikke overholder gældende krav,” siger Tommy
Bunch-Nielsen, sekretariatschef i TOR og fortsætter:

“Energistyrelsen laver kun planlagte kontroller og kampagner,
hvor de sender advarsler ud i forvejen. Det er samtidigt et
problem, at de kun vil se på papirarbejdet. En generel overvågning
af markedet og en proaktiv indsats over for dem, der markedsfører
ikke-godkendte tagpapprodukter, ser vi desværre ikke meget
til.”

Ny kontrol for bedre brandsikkerhed

Klaus Andersen, arkitekt i Birch & Svenning A/S, har på
trods af udførlige fagbeskrivelser med henvisning til de
forskellige produktkrav erfaret, at der er tagpapprodukter på
markedet, som ikke lever op til brandmodstandsevnen:

“Det er vigtigt med mere kontrol, så man kan sikre sig, at de
krav, der bliver stillet i Bygningsreglementet, rent faktisk også
bliver overholdt. Det er et krav, at tagdækning skal være testet i
henhold til Broof(t2), og det er et problem, hvis ikke det er
det.”

I TOR bekræfter man, at brandsikkerheden kan være i fare, hvis
de produkter, der importeres til landet, ikke har de egenskaber,
som TOR foreskriver:

“For 15 år siden havde vi en stor brandsag med tagpap, og siden
da har danske producenter og importører gjort sig store
anstrengelser for at sikre, at de brandtekniske egenskaber og
dokumentationer er i orden. Det har stor betydning for folks
sikkerhed, at brandkravene bliver overholdt,” siger Tommy
Bunch-Nielsen.

Den manglende offentlige kontrol og de seneste års øgede import
af tagpap med tvivlsomme egenskaber og dokumentation har nu fået
TOR til at tage sagen i egen hånd.

I dette forår indfører TOR en ny frivillig kontrolordning, TOR
Godkendt, der skal værne om tilliden til tagpap hos byggeriets
aktører. Ordningen vil komme til at omfatte stikprøvekontrol på
byggepladserne og skal sikre, at tagpappen bliver valgt ud fra de
specifikationer og materialekrav, der er beskrevet i TOR’s
anvisning 24, Bygningsreglementet og de gældende krav.

Tagpapbranchens Oplysningsråd (TOR) vil øge kendskabet til,
hvordan man bruger tagpap, membranbaner eller folier i
tagkonstruktioner. TOR ønsker at værne om tagpapbranchens omdømme.
Det sker bl.a. gennem oplysning i TOR’s anvisninger og vejledninger
til gavn for byggeriets parter

LÆS også: Gulvafløb – en kilde til fejl i vådrum
Ineffektiv kontrol af tagpap øger risikoen for brandfare's Firmaprofil
Cookie-indstillinger