Problem med mobildækning i Isbjerget løst

Dette billede illustrere Problem med mobildækning i Isbjerget løst

Nye energikrav medfører kraftigere konstruktioner, og det
driller i stigende grad teleselskabernes mobilsignaler, der
simpelthen ikke kan trænge igennem de tykkere betonvægge, metalfilm
i lavenergivinduerne mv. Det danske el-tekniske firma Intego A/S
har dog en løsning på problemet, som er kraftigt stigende i disse
år. Teknikerne fra Intego A/S har stor erfaring med opsætning af de
såkaldte multioperatør DAS-anlæg, som de fire store teleoperatører
i Danmark kan sende deres signaler igennem, men det var dog ikke
nok i det store imponerende Isbjerget-byggeri på Aarhus Havn:

– For at sikre et optimalt antennesignal var det nødvendigt at
opsætte antenner i hver eneste lejlighed. Men det ville koste et
tocifret millionbeløb, og derfor udviklede vi i stedet en
specialdesignet løsning for COWI og NCC i samarbejde med vores
radioplanlægger. Løsningen indebar installation af en række
antenner udvendigt på bygningen, så de pegede ind i lejlighederne,
fortæller Poul Erik Madsen, afdelingsleder i Telecom, Intego
A/S.

Eftersom Isbjerget allerede var bygget, kunne teknikerne ikke
gemme de nye kabler i væggene. Der skulle derfor en innovativ
løsning til, så kablerne kunne integreres i arkitektonisk pæne
føringsveje.

– Vi fik specialfremstillet kabelkanaler, der blev monteret på
indersiden af facaden i opgangene og malet i samme farve som
opgangene. På den måde leverede vi en æstetisk, funktionel og
økonomisk løsning, og beboerne i Isbjerget kan nu bruge deres
mobiltelefoner i lejlighederne, siger afdelingslederen.

Den manglende mobildækning i Isbjerget, kommer bag på Mikkel
Frost, som er indehaver af arkitektfirmaet Cebra, der har tegnet
ikonbyggeriet. Han glæder sig dog over, at der er fundet en løsning
på problemet, og vil være opmærksom på udfordringen med manglende
indendørsdækning i fremadrettede projekter.

– Vi tager helt klart denne hændelse med Isbjerget til
eftertanke, og vi vil i fremtidige byggerier være opmærksomme på
denne problematik. Men jeg vil stadig mene, at den manglende
mobildækning er et fælles ansvar mellem arkitekten,
totalentreprenøren, rådgiveren, bygherren og ingienøren, fordi der
er flere elementer, der spiller ind i en byggeproces, siger
han.

Fokus på manglende mobildækning i dansk
byggeri

Isbjerget i Aarhus er blot et ud af mange byggerier, der har haft
problemer med at få mobilsignal inde i bebyggelsen, og det er der
flere grunde til, mener erfarne folk i byggebranchen. Flere
bygherrer og entreprenører er opmærksomme på det stigende problem
med den manglende mobildækning i nye byggerier – men der er flere
parametre, som spiller ind.  
– Siden flere har fået mobiltelefoner, og vi i dag bygger
lavenergihuse, der gør det problematisk for radiobølger at trænge
igennem byggematerialerne, er det blevet et markant problem med den
manglende mobildækning i nybyggerier. Fx med Isbjerget er der mange
høje, snævre korridorer, og når radiobølgerne flyder hen over
taget, kan de ikke trænge ned mellem bygningerne, og så får
beboerne ikke noget signal, siger Carsten Jensen,
forretningsudviklingschef hos Intego A/S.

Det er især i nyudviklede områder fx havnefronter, at det giver
problemer med indendørsdækning. Rent lovgivningsmæssigt er
mobilselskaberne nemlig kun påbudt af telestyrelsen til at levere
en udendørsdækning, hvilket selskaberne nøje overholder. Derfor
ender regningen for den indendørs mobildækning oftest ved ejeren af
bygningen.

– Som rådgiver er vi opmærksom på, at behovet for
mobilkommunikation i byggerier er stigende, konstruktionerne i
bygninger bliver tættere på grund af de stigende energikrav til
bygninger, og dermed bliver behovet for indendørs mobilløsninger
også større. Måske den bedste løsning vil være, hvis der kommer en
lovgivning eller nogle fælles regler på området, der sikrer at
danske byggerier i fremtiden har indendørs mobildækning, siger René
Aaholm, seniorspecialist fra rådgivningsfirmaet COWI.

Om DAS-Anlæg – Distribueret Antenne System

– Et netværk af rumligt adskilte antenne noder forbundet til en
fælles kilde via et transport medium, der giver trådløs tjeneste
inden for et geografisk område eller struktur.

– En fællesbrugerløsning  i fx et boligbyggeri, hvor alle
teleoperatørerne kan tilslutte sig centralt.

Cookie-indstillinger