Glem ikke hjemmefronten

Dette billede illustrere Glem ikke hjemmefronten

Mange danske landmænd er banket i knæ og truet af konkurs. Det
er Ruslands stop for import af fødevarer fra EU og en mindsket
kinesisk efterspørgsel på fødevarer, der giver faldende priser på
svinekød og mælk. Også korn og minkpriser er faldet.

Det kan blive rigtig alvorligt, hvis handelskrisen ikke snart
finder en afslutning. Jyske Bank vurderer, at omkring en tredjedel
af landmændene er i knibe. Bankerne er bekymrede, da de har lån ude
til landbruget for 102 milliarder kroner. Tjener landmændene ikke
snart penge igen, vil der blive set på både banker og landmænd med
strenge øjne.  

Krisen rammer også landbrugets underleverandører. Vi er en bred
underskov af virksomheder, der blandt andet tæller rigtig mange
smede og maskinværksteder. Indtil videre har vi fundet småopgaver
og forudproduceret alverdens lagervarer. Men det kan vi ikke blive
ved med. Om et halvt år – måske allerede om et par måneder – må vi
begynde at afskedige folk.

De storpolitiske forhold vedrørende Rusland, skal jeg ikke kloge
mig på. Men jeg har den holdning, at hvis politikerne skal spille
med musklerne ude i verden og give Putin et økonomisk stød på
trynen, så har de samtidig en pligt til at holde hånden under de
hjemlige virksomheder og borgere, der mister deres forretning og
levebrød, som en direkte konsekvens af deres politik.

En sådan støtte har vi indtil videre ikke mærket meget til. Det
er slemt nok for de borgere, der mister deres arbejde. Men de
virksomheder, der knækker nakken, kommer altså ikke igen lige med
det første. Det har både menneskelige og samfundsøkonomiske
konsekvenser, der er til at tage og føle på. Forhåbentlig kommer vi
ikke helt derud. Men det kræver, at politikerne snart bliver klar
over, hvor tæt vi er på grænsen – og handler på det

Cookie-indstillinger