En håndsrækning til populær robotarm

Dette billede illustrere En håndsrækning til populær robotarm

Robotproducenten Universal Robots fra Odense har tidligere haft
problemer med at få deres pakninger til at holde længe nok – det
problem skal en ny leverandør nu løse.

»Vores mål var at finde en stærk og langtidsholdbar pakning, og
det har krævet, at vi samarbejder med en ekspert i gummi. Vi har
brug for, at vores samarbejdspartnere har et dybt kendskab til det
polymere materiale, og vi har haft en god teknisk dialog med Betech
Seals, hvor de har sat sig grundigt ind i vores udfordringer og
behov,« siger Jakob Jensen, der er indkøber hus Universal
Robots.

Universal Robots er en dansk virksomhed, der udvikler og sælger
mindre robotarme, der kan automatisere og effektivisere processer i
industrien, og fremover skal Betech Seals levere alle tætninger til
robotarmenes led.
Aftalen er kommet i stand efter en grundig analyse af
robot-producentens behov, og salgschef Johnny Roager hos Betech
Seals er godt tilfreds med det udviklingsarbejde, der er gået
forud.

»Vores mål er at forbedre vores kunders produkt, og det er lige
netop, hvad vi har formået her,« siger salgschef Johnny Roager.

Mere holdbar pakning
Robotproducenten leverer deres robotarme i to størrelser til så
forskellige brancher som bilindustrien, tobaksindustrien og til
fødevare- og medico-producenter, og variationen stiller krav til
komponenternes kvalitet.
»Vores robotter står nogle gange i aggressive miljøer, og vi har
hidtil haft store udfordringer med at finde en pakning med en god
holdbarhed. Den nuværende gummikompound kan ikke holde til de
forskellige medier, robotten er udsat for, og derfor må vi skifte
pakning ofte.

Vores mål i denne proces er, at kunne levere en kvalitetsrobot
til vores kunder med en langtidsholdbar løsning på
gummipakningerne,« siger Jakob Jensen.

1.500 gummiblandinger at vælge mellem
Betech Seals har analyseret robotarmenes behov ud fra materiale,
temperaturer, smøremidler og meget andet.
»Det materiale, de tidligere pakningerne var drejet i, levede ikke
op til behovet – det fungerede fint sammen med olie, men det var
ikke godt nok til at modstå nedbrydningen fra ozon,« fortæller Tom
Philipsen, der er Product Manager hos Betech Seals. Og da en af
Betech Seals’ forcer er kundespecifik produktudvikling, tog
pakningsfirmaet udfordringen op.

»Vi har mere end 20 forskellige typer rågummi, der blandes til
omtrent 1.500 elastomer-varianter. De har alle deres styrker og
svagheder – vores styrke er, at vi kender både egenskaberne ved de
forskellige gummikompound og Universal Robots behov,« fortæller Tom
Philipsen, der endte med at vælge en atypisk elastomer til sin
kunde.
»Vi har valgt en lidt skæv elastomer, som ikke er den, man typisk
ville vælge, men via vores erfaringer ved vi, at denne kompound er
den rigtige løsning. Den kan både tåle at sidde i udendørs
applikationer og at blive overhældt med olie, som er bare nogle af
kravene fra Universal Robots.«

Bedre og billigere materiale
Pakningen er en fladring baseret på sort gummi, og umiddelbart kan
den forekomme ukompliceret at lave rent procesteknisk.

»Vi kunne godt have valgt den åbenlyse løsning og foreslå, at
Universal Robots brugte en Viton-gummi. Den er kemisk resistent og
kan tåle sollys. Derfor er den blevet et populært valg, men
bestanddelene giver også Viton- gummien nogle kritiske
begrænsninger,« fortæller Tom Philipsen.

Derfor vurderede Betech Seals, at en hybridgummi var en bedre
løsning – hybriden kombinerer egenskaberne fra en oliebestandig
gummi og en atmosfærebestandig gummi. Det var sågar også en
billigere løsning, end den robot-producenten havde i forvejen, så
Universal Robots fik tilsendt en håndfuld nye tætninger, de kunne
prøve på deres robotarme.

Pakning som designobjekt
Under udviklingen skulle Tom Philipsen også være opmærksom på
fladringens udseende. Universal Robots’ produkter er
designprodukter, der skiller sig ud fra industrirobotter ved at
være kompakte og pæne at se på, og derfor var det et krav, af
tætningen kunne falde ind i designlinjen.

»Vores robotarme står mange steder og arbejder side om side med
mennesker, og vi vil ikke begrænse vores muligheder, fordi en
eventuel kunde ikke vil have en robot stående fremme – derfor har
vi valgt, at det æstetiske skal være i top,« fortæller Jakob Jensen
fra Universal Robots.

»Der er stor forskel på, om man producerer dele til
grov-industrien eller til et designprodukt, der skal ses. Men det
var heldigvis ikke noget problem for os at tilpasse vores fladring
til det udtryk og den finish, robotarmene har,« lyder det fra Tom
Philipsen, der henviser til, at Betech Seals tidligere har leveret
dele til designvirksomheden Rosendahl, som fremstiller populær
brugskunst.

På søsterselskabets fabrik i Køge er Betech Seals er nu i gang
med produktionen af de ni forskellige pakninger, der fremover skal
sidde i Universal Robots to robotmodeller.

Faktaboks
• Universal Robots, der ligger i Odense, producerer
modellerne UR5 og UR10, der begge er lette, 6-aksede robotarme. UR5
kan løfte fem kilo, UR10 kan løfte 10 kilo.
• Producenten fokuserer på, at robotarmene er lette og
relativt billige industrirobotter, der er nemme at installere og
programmere.
• Betech Seals skal fremover levere ni forskellige tætninger
til Universal Robots to robotmodeller.
• Betech Seals er en danskbaseret virksomhed, der fremstiller
og sælger produkter baseret på polymerer – specialiseret i
pakninger, tætninger, profiler, formdele, bælge og
vibrationsdæmpere.

LÆS også: Tre meter egetræsdøre i tynde glasvægge
En håndsrækning til populær robotarm's Firmaprofil
Cookie-indstillinger