Den ansigtsløse virksomhed skal stilles til ansvar

Der findes groft sagt to slags virksomheder. Virksomheden med
hjerte. Det er ofte den mindre eller mellemstore håndværks- eller
industrivirksomhed. Den er ejerledet og mester står selv ved roret.
Han har startet den selv eller overtaget den fra sin far, og han
kører den videre til det sidste. For ham er forretningen en
livsstil.

Så er der den ansigtsløse virksomhed. Lederen er en ansat
direktør. Han er hyret til at levere nogle resultater her og nu. Om
fire år er han videre i en ny virksomhed. Det er typisk den helt
store virksomhed. Her handler den kun om cool cash – intet
andet.

Den ansigtsløse virksomhed har typisk ingen lærlinge ansat. Dem
lader man andre om at uddanne. De har dog intet imod at ansatte dem
senere, når andre har uddannet dem. Men alt besværet med unge og
uddannelse gider de ikke – det kan man ikke se på bundlinjen. Det
bekymrer dem ikke, at vi kommer til at mangle 30.000 faglærte om
bare fem år. Kommer de til at mangle arbejdskraft, henter de den
bare i udlandet.

Den mindre eller mellemstore virksomhed har typisk et par
lærlinge gående. Det har de altid haft. De betragter det som en
naturlig del af at sikre, at vi har arbejdskraft nok i fremtiden.
De kunne ikke forestille sig ikke at være med til at uddanne den
næste generation af håndværkere.

Som virksomhed kan man selv vælge hvilken gruppe, man vil
tilhøre. Men politisk kan man godt hjælpe valget lidt på vej.
Eksempelvis kunne man belønne de virksomheder der lever op til
deres ansvar for at uddanne fremtidens arbejdskraft og ligeledes
straffe dem, som bare kører på frihjul.

Det handler ikke kun om at regulere. Det handler også om det
signal, man sender, når man regulerer. Om at skabe en
holdningsændring. I Arbejdsgiverne mener vi, at det ikke burde være
velanset som virksomhed slet ikke at have en eneste lærling ansat.
Og slet ikke som én af de helt store virksomheder. Det burde
faktisk være en dybt pinlig affære