Eurotag – Hold liv i SMV’erne under coronaen med renoveringer

”Sæt gang i alle de renoveringsopgaver, som kan udføres sundhedsmæssigt forsvarligt – for eksempel fordi de foregår i det fri. Udover at holde byggeriets hjul i gang vil det holde liv i branchens mange udsatte SMV’er, uden at gå på kompromis med folkesundheden.” Sådan lyder opfordringen til stat og kommuner fra tagpapproducenten Eurotag Danmark.

Coronaen har ramt landet og skyller nu også ind over byggebranchen. Bygherrer aflyser opgaver, og hovedentreprenører lukker byggepladser. Senest har Dansk Byggeris cheføkonom, Bo Sandberg, vurderet, at krisen kan ramme byggeriet hårdt og i samme ombæring nedjusteret sine forventninger til dansk økonomi for 2020.

Selvom situationen kommer til ramme hele byggeriet, hersker der ifølge Peter Kranz, adm. direktør hos tagpapproducentenEurotag Danmark A/S, ingen tvivl om, at det først og fremmest bliver de små og mellemstore virksomheder, SMV’erne, der vil opleve de største økonomiske udfordringer – og risikerer at måtte dreje nøglen om.

– Heldigvis har regeringen allerede vist sig handlekraftig under krisen og har for nyligt foreslået en omfattende økonomisk hjælpepakke til små virksomheder samt udskydelse af betaling af moms og skat for disse. Det er enormt positivt, men jeg mener godt, at vi kan gå skridtet videre, når det kommer til, hvordan byggeriet kommer igennem krisen. For her er der faktisk nu en oplagt mulighed for også at holde branchen beskæftiget. Nøgleordet er ’renoveringer’.

Renoveringer kan redde de udsatte SMV’er

Netop som følge af coronavirussen står en lang række bygninger nu tomme. Det gælder især offentlige bygninger, hvor landets skoler, universiteter m.m. ligger øde hen. Det giver så godt som optimale arbejdsbetingelser for udførelse af de lovpligtige eftersyn og få færdiggjort de mange renoveringsarbejder, der ofte vil foregå udendørs og typisk i sommerperioden. Opgaver, som er bestilt, men blot venter på at blive sat i gang.

– Min opfordring til både stat, kommuner og andre bygherrer er klar: Sæt gang i alle de bygge- og renoveringsopgaver, som kan udføres sundhedsmæssigt forsvarligt – for eksempel fordi de foregår i det fri. Det vil bidrage til at holde branchen beskæftiget og kan ikke mindst være med til at redde nogle af de SMV’er, hvis eksistensgrundlag er truet i disse tider, siger Peter Kranz og fortsætter:

– Vi står i en situation, der befordrer, at vi tænker i muligheder og ikke kun i begrænsninger. Og hvis skolen eller børnehaven alligevel trænger til maling, har vi nu en oplagt mulighed for at sætte arbejdet i gang med det samme. Det er alt andet lige lettere at male en børnehave, når den ikke er fuld af glade og nysgerrige børn. Og på samme måde vil det være en god idé at lakere gulvet i sportshallen, nu hvor den alligevel ikke benyttes.

Tagpap-direktøren slår fast, at det selvfølgelig er muligt at iværksætte forsvarlige, midlertidige løsninger, hvor håndværkerne holder forsvarlig afstand og eksempelvis får lov til at spise madpakken i bilen eller på byggepladsen. Alt sammen fordi vores sundhed og sikkerhed selvfølgelig har førsteprioritet.

SMV’ernes overlevelse sikrer økonomien på den lange bane

At renoveringskøen er stor, er der ingen tvivl om. For få dage siden har regeringen modtaget en samlet henvendelse fra arbejdsmarkedets parter, hvor det fremgår, at 453 renoveringsprojekter venter – og med fordel kan igangsættes – alene i den almene boligsektor.

– Tiltag som disse bakker jeg kraftigt op om, men jeg vil i samme håndevending slå fast, hvor vigtigt det er, at det ikke blot bliver de store aktører i byggeriet, der sætter sig på opgaverne. Jeg mener, at det er afgørende, at de mange opgaver og udbud bliver bredt ud og delt op i forskellige størrelser og kategorier, så de også kommer SMV’erne til gavn, fortæller Peter Kranz.

Han slår fast, at SMV’ernes overlevelse også er med til at sikre økonomien på den lange bane:

– Ved at holde liv i SMV’erne mindsker vi samtidig behovet for nødløsninger i form af eksempelvis kompensationer og dagpenge. Dét er ikke kun med til at holde byggeriet – og SMV’erne – i gang nu og her. Det er også et langsigtet økonomisk initiativ, der begrænser konkurser og arbejdsløshed og dermed bidrager til at afhjælpe den økonomiske krise, som med sikkerhed kommer efter coronakrisen, siger Peter Kranz og afslutter:

– Så lad os holde hjulene kørende i byggeriet, hvor det er muligt, og lad os gøre, hvad vi kan for at holde liv i SMV’erne. For det er muligt, at vi prioriterer det uden at gå på kompromis med vores sikkerhed og sundhed.

Se Leverandører af Tagelementer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *