WindowMaster – Sundt indeklima skal hjælpe med at gøre ideer til virkelighed
Det internationalt succesfulde DTU SkyLab åbner i en ny, større og mere bæredygtig version, hvor holistisk indeklimastyring fra den danske cleantech virksomhed WindowMaster giver optimale forhold for indlæring.
Når det nye DTU Skylab åbner, bliver det med forbedrede luftforhold. WindowMaster, der leverer bæredygtige ventilationsløsninger til byggebranchen, står bag systemet, der skal styre indeklimaet.
I DTU Skylab mødes studerende og forskere og udvikler ideer, som bliver til nye produkter og virksomheder. I et sådant læringsmiljø spiller indeklima en central rolle:
“Et sundt indeklima giver bedre forudsætninger for læring, koncentration og nyskabende processer. Vi er glade for at være med til at styrke det innovative og kreative miljø for de studerende på DTU Skylab,” lyder det fra Erik Boyter, administrerende direktør for WindowMaster.
Med udbygningen af DTU Skylab sættes barren for bæredygtighed samtidig højt. Rørbæk og Møller Arkitekter, som har leveret arkitektydelserne på projektet, udtaler om SkyLab:
“Det nye Skylab er designet med stor fokus på social, økonomisk og miljømæssig bæredygtighed. Tilbygningen har et minimalt energiforbrug, er fleksibel og kan let ombygges til nye formål. Samtidig har den et godt indeklima, optimale forhold for akustik og dagslys og kræver et minimum af vedligehold.”
Det nye Skylab opføres blandet andet med et stort, åbent og centralt fællesrum, der giver plads til tværfaglige fælleskaber mellem studerende, forskere og virksomheder. Her reguleres indeklimaet af naturlig ventilation fra WindowMasters system.
Mere præcist fungerer systemet ved, at sensorer måler CO2-niveauet i rummet. Den friske luftkvalitet sikres ved, at sensorerne giver signal til vinduesmotorer, der får de store facadevinduer og ovenlysvinduer til at åbne, så frisk luft kan trænge ind.
“Naturlig ventilation reducerer energiforbruget i bygningen. Det er fantastisk at se, at DTU prioriterer bæredygtighed og sætter et godt eksempel for andre uddannelsesinstitutioner,” siger Erik Boyter.
Derudover bidrager indeklimastyringen fra WindowMaster med regulering af solafskærmning samt brandventilation og røgudluftning.






